Madeleine blev forbyttet som baby

Da Madeleine besluttede sig for at søge efter sine rødder, blev det samtidig enden på hendes hidtidige selvforståelse. Alt, hvad hun troede, at hun vidste om sit ophav, var løgn.

En tidlig novembermorgen i 2016 vågnede Madeleine i sit hjem i Norrköping og rakte ud efter mobiltelefonen. Displayet viste, at hun i løbet af natten havde fået en mail fra det sydkoreanske adoptionsbureau, som hun havde været i kontakt med for at få mere at vide om sit ophav.

Madeleine åbnede mailen og begyndte at læse. Men det, der stod, var svært at tage ind, så hun læste en gang til. Så råbte hun efter sin mand, Per-Åke Björk, som i samme øjeblik var på vej ud ad døren. Han kom løbende ind i soveværelset og fandt sin kone grædende i sengen.

– Alt er løgn, sagde hun, mens tårerne løb ned ad kinderne.

Knapt 30 år tidligere, i midten af 1980’erne, stod to kommende forældre i Arlanda-lufthavnen og ventede spændt på deres datter. De havde adopteret hende fra Sydkorea, og hjemme hos dem i Norrköping ventede hendes storebror, adopteret fra samme land. Pigen hed In Hwa, men ville nu også få navnet Madeleine.

Madeleine In Hwa Björk, 36, beskriver sin barndom i Sverige som ganske normal. Hun fik tidligt fortalt historien om sine biologiske forældre. De var unge, forelskede og nygifte, da Madeleine blev født. De havde alle intentioner om at beholde deres datter, men så blev Madeleines mor alvorligt syg.

– Der står i adoptionspapirerne, at min mor ikke havde lang tid tilbage, så jeg antog, at hun var død. Der står også, at min far blev indkaldt til militæret, og så skulle min farfar tage sig af mig. Men han var taxichauffør og var med i en ulykke, som gjorde ham lam i den ene side, fortæller Madeleine.

Familien så intet andet alternativ end at bortadoptere den lille pige. Madeleine hørte historien utallige gange i løbet af sin opvækst, og det var en fortælling, som gjorde henne tryg.– Det er en klassisk adoptionshistorie, hvor jeg blev bortgivet af kærlighed. Forældrene ønsker barnet alverdens lykke. Det står så fint beskrevet i papirerne. Jeg voksede op med følelsen af, at der lå kærlighed bag beslutningen, og det har været en stor trøst for mig.

Madeleine overvejede ikke at opsøge sin biologiske far. Ikke før hun selv blev forælder.

– Da jeg sad dér med mit eget lille barn, dukkede en masse tanker op. Hvem holdt mig i armene, da jeg selv var så lille? Og hvordan føles det at efterlade sådan en lille baby?

 

Madeleine blev bortadopteret til Sverige fra Sydkorea i midten af 1980’erne.

Madeleine blev bortadopteret til Sverige fra Sydkorea i midten af 1980’erne.

 

Men hverdagen som mor optog megen tid, og der skulle gå flere år, før hun til sidst besluttede sig for at opsøge sin far. Hun prøvede først via Facebook uden egentlig at tro på, at det skulle give resultater.

Men efter bare nogle timers efterforskning sad hun med sin fars Facebook-profil foran sig. Alt stemte – farens navn, hans erhverv og det faktum, at han hvert år lykønskede en person ved navn In Hwa med et billede på Instagram den 13. maj. Madeleines fødselsdato.

Hun skrev en besked til manden. Svaret kom en uge senere.

– Jeg var så sikker på, at han var min far, og at han ville blive overlykkelig over, at jeg havde fundet ham. Men så skrev han, at han ikke var min far, men at han vidste, hvem jeg var. Han skrev, at jeg hed In Young, ikke In Hwa. Han var ikke så god til engelsk, men sagde til mig, at jeg skulle kontakte det koreanske adoptionsbureau.

Madeleine var ét stort spørgsmålstegn, men hun gjorde, som manden sagde, og tog kontakt til adoptionsbureauet. Svaret kom på mail. Bureauet skrev, at der var en del at forklare. Madeleine sendte dem kopier af sine adoptionspapirer og sit pas for at bekræfte sin identitet. Og så var det, at hun modtog mailen, som trak tæppet helt væk under hende.

Giv et gaveabonnement til Ude og HjemmeJulegaven, der glæder igen og igen

Den rigtige In Hwa

I mailen stod der, at hun og en anden pige, som ankom til det koreanske børnehjem samme dag, var blevet forbyttet. Madeleine skulle egentlig adopteres til et par i USA, og den anden pige skulle til Sverige. Men på en eller anden måde var de blevet forvekslet, og det ophav, som Madeleine troede, var hendes, tilhørte en anden.

– Det var et chok. Jeg læste det og fattede først ikke, hvad der stod. Det er for stort at tage ind, at alt, hvad du tror om dine første år i livet, ikke passer. Du hedder ikke det, du tror. Du fylder ikke år den dag, du tror.

Midt i chokket huskede Madeleine til gengæld, at der var en kvinde, som plejede at kommentere fødselsdagshilsnerne på Instagram. Hun forstod nu, at den kvinde måtte være ”den rigtige” In Hwa. Madeleine spildte ingen tid, men skrev direkte til kvinden – og svaret kom hurtigt.

– Hun skrev, at hun bor i USA, og at hun i 2011 søgte efter sin biologiske familie. Hun fandt den, tog til Sydkorea og mødte dem – men følte overhovedet ingen samhørighed. Hun er høj og tynd, og personerne, hun mødte, var små og lidt runde i ansigtet. Hun følte, at noget ikke stemte, og bad om at få lavet en dna-test.

Testen viste, at den amerikanske kvinde ikke var beslægtet med dem, der var blevet introduceret som hendes biologiske familie. De er i stedet Madeleines familie.

En anden historie

– Hun fortalte mig også en del af min baggrundshistorie. Og det er en historie, som er så fundamentalt anderledes end den, jeg var vokset op med at høre. Det, jeg nu fik at vide, var, at min mor var blevet frarøvet sit barn, siger Madeleine.

Hendes biologiske far havde forladt hendes mor, da Madeleine var blot få måneder. Madeleine og moren boede derfor hos Madeleines mormor. De havde svært ved at få økonomien til at hænge sammen, og skammen var stor. At blive forladt og være alenemor i Korea på det tidspunkt var et stigma for hele familien.– Desuden har min mor noget, som måske ikke direkte er en udviklingsforstyrrelse, men hun er lidt tilbagestående. Det var nok en kombination af disse ting, som gjorde, at min mormor tog beslutningen om at give mig bort.

En dag, da Madeleines mor kom hjem fra arbejde, var hendes datter væk. Madeleines mormor havde givet sit barnebarn til et børnehjem. Hun nægtede først at afsløre, hvor den lille pige var, og da hun endelig fortalte det, tog Madeleines mor og moster straks derhen.

Men på børnehjemmet blev de mødt med en kold afvisning. Alle papirer var underskrevet, og pigen skulle bortadopteres. Selv om Madeleine befandt sig bare nogle få værelser væk, var hendes mor tvunget til at vende hjem uden sin datter.– Det er så hjerteskærende, at jeg var lige i nærheden, men ikke fik lov til at komme med dem, siger Madeleine.

Via kvinden i USA fik hun kontakt med sin moster, som nu bor i Frankrig og heldigvis taler godt engelsk. Det viste sig, at Madeleine havde været en del af familiens hverdag i alle årene. De havde fejret hendes fødselsdag og talt om hende tit. Nu kunne de ikke vente længere med at se hende i virkeligheden.

Det første møde

Blot få måneder senere, i februar 2017, havde den handlekraftige moster fået arrangeret, at både Madeleine og hendes mor kunne komme på besøg i Frankrig. Det første møde fandt sted i mosterens lejlighed.

– Så kom der et lille menneske imod mig og kastede sig om halsen på mig med hele sin vægt. Jeg fattede først ikke, at det var hende. At det var min mor. Hun var så frygtelig ked af det, og hun sagde mit navn om og om igen og begyndte at græde. Og så sagde hun undskyld for, at hun ikke havde taget vare på mig.

I starten følte Madeleine sig derimod mest af alt tom. Morens stærke følelser overskyggede alt.

– Hun var også glad, men jeg følte hele tiden, at der var sådan en sorg bagved. Hun holdt mig i hånden hele tiden og behandlede mig som et barn. Ville lægge mad på min tallerken og knappe min jakke. Hun havde et enormt behov for at passe på mig.

Madeleines mor havde aldrig fået flere børn. Hun havde ikke følt sig værdig til nogen, da det ikke var lykkedes hende at tage hånd om sit første.

Midt i den følelsesmæssige rutsjebane opdagede Madeleine også en række mærkværdigheder i forbindelse med sin adoptionshistorie. Hendes biologiske familie siger, at adoptionsbureauet i 2011, da forvekslingen blev opdaget, forsøgte at købe deres tavshed. Desuden fik de fortalt, at Madeleine ikke ønskede kontakt med dem, da hun ”ikke havde det så godt”.

– Men jeg har ikke haft kontakt med bureauet før 2016. Og til mig har adoptionsbureauet sagt, at de tilbød at lede efter mig allerede i 2011, men at min biologiske mor dengang sagde nej. Min teori er, at da alt det med forvekslingen blev opdaget, ville de forsøge at undgå, at vi fik kontakt.

Tog hjem igen

Efter det første omtumlede møde med sin mor tog Madeleine hjem til hverdagen igen. Det var hårdt at skilles. At forlade et menneske, som allerede var blevet forladt én gang, gør ondt. Hjemme i Sverige gik tiden med familieliv og jobbet som socionom, og Madeleine havde kun sporadisk kontakt med først og fremmest mosteren. Hendes mor taler ikke engelsk.

Men i efteråret 2018 så de hinanden igen, da Madeleine tog med sin mand og deres to børn, Elliot og Theo, samt sine adoptivforældre til Korea.

– Det var intensivt, fantastisk og svært på samme tid. Folk så ud som mig, og jeg kunne genkende mig selv i andre for første gang, siger Madeleine.

 

Sidste efterår rejste Madeleine til hjemlandet Sydkorea igen. Her ses hun med sin biologiske familie.

Sidste efterår rejste Madeleine til hjemlandet Sydkorea igen. Her ses hun med sin biologiske familie.

 

Hun har tænkt meget over det liv, hun kunne havde haft, hvis tingene havde formet sig anderledes. Med moren i Sydkorea. Eller med de mennesker i USA, som hun egentlig skulle være havnet hos.

– Jeg ville jo ikke bytte mit liv, men jeg havde nok været en anden, hvis jeg var blevet i Sydkorea. Visse problemer med separationsangst var jeg nok sluppet for.

Under sit ophold i Sydkorea voksede også en stærk frustration i Madeleine. Hun bookede et møde med adoptionsbureauet for at få svar på spørgsmålene, som nagede hende. Hvordan kunne forvekslingen ske? Hvordan kunne man bortadoptere et barn uden morens tilladelse? Hvem tager ansvar for alle de fejl, som er begået?

Mødet blev en skuffelse. Den unge kvinde på adoptionsbureauet havde ingen svar, og Madeleines syn på adoption er nu forandret.

Hun ønsker, at der bliver nedsat en statslig undersøgelse, som skal granske svenske adoptioner. For nylig er det eksempelvis blevet afsløret, at hundredvis af chilenske børn kan være blevet adopteret til Sverige på fejlagtige forudsætninger. Oplysninger om børn, der er blevet stjålet fra deres forældre, samt forfalskede adoptionspapirer er dukket op til overfladen.

– Jeg er ikke imod adoption i sig selv, men vi skal, så vidt vi kan, sikre, at det sker på en etisk forsvarlig måde, understreger Madeleine.

Nye oplysninger

I hendes eget tilfælde er der dukket nye oplysninger op de seneste måneder. Madeleine har været i kontakt med Adoptionscentrum, Sveriges største adoptionsformidler, som varetog hendes adoption i 1980’erne. Her har hun fået en anden version af sin historie end den, som hendes biologiske familie har givet hende.

– De siger, at det er min familie, som afkrævede penge af adoptionsbureauet i Sydkorea, og at min mor vist var med og efterlod mig på børnehjemmet. De siger også, at jeg slet ikke boede med min mor som baby. Det hele kaster tingene op i luften en gang til.

Madeleine har bestemt sig for at tro på sin koreanske familie og har samtidig accepteret, at hun måske aldrig får at vide, præcist hvad der skete. Det vigtigste er nu, at hun har fundet sine rødder, og at hun har en relation til sin biologiske familie.

Hun føler ingen vrede mod sin mormor, som tog den skæbnesvangre beslutning for over 30 år siden.

– Jeg kan være vred på staten Sverige og på staten Sydkorea. Men jeg er ikke vred over, at mit liv blev, som det blev. Jeg er utroligt privilegeret med et godt job og en fantastisk familie. Men man kan stadig godt sørge over ting, der aldrig blev, og det gør jeg.

Sidste efterår rejste Madeleine til Sydkorea igen for at hilse på sin mor, men også for at være turist i sit gamle hjemland. I fremtiden vil hun tage et kursus i koreansk.

– Jeg vil så gerne kunne have en grundlæggende samtale med min mor. Jeg vil gerne kunne ringe til hende og spørge, hvordan hendes dag har været, og forstå, hvad hun svarer.