Mathilde holdt udenfor i skolen: Den usynlige pige

Før jeg kom i skole, var jeg en glad pige. Jeg legede med de andre børn i børnehaven, havde mange venner og var social og udadvendt. Det ændrede sig, da jeg kom i skole.

Mobningen begyndte allerede i 1. klasse, da der kom en ny pige ind i klassen. Hun ville gerne lege med min bedste veninde, men ikke med mig, så min veninde og jeg begyndte at glide fra hinanden. Jeg endte med at gå alene rundt i frikvartererne, og på den måde var jeg et nemt offer for de andre, kan man sige.

Når jeg spurgte de andre i pigegruppen, om jeg måtte være med i deres lege, sagde de ”ja ja”, men de holdt mig alligevel udenfor. Jeg kan huske, at de tit legede hest, hvor de byggede en springbane og lod, som om de red på heste over bomme. De satte altid bommene for højt, når det var min tur, så jeg var nødt til at opgive at være med.

I 3. klasse blev det rigtig slemt. Der var især to drenge, som godt kunne lide at drille mig. Jeg blev sat sammen med den ene af dem, når vi skulle gå to og to på række, og han skubbede tit til mig. En dag skubbede han mig ud på vejen. Der var ikke nogen biler, men det gjorde mig rigtig ked af det alligevel.

Han fik også de andre drenge med på mobningen. Når jeg kom i skole om morgenen, var det første, de sagde til mig, at jeg lugtede af lort.

Der gik lang tid, før nogen greb ind. En dag skulle vi se en film, der handlede om mobning, og jeg sagde til min lærer, at jeg havde det rigtig skidt med det. Jeg spurgte, om jeg kunne gå ud, men hun sagde, at så måtte jeg bare kigge væk. Igennem næsten hele filmen lå jeg nede på gulvet og græd, og der var ingen, der hjalp mig bagefter med at få det godt igen.

Det var først i 4. klasse, at der blev reageret. Jeg var blevet drillet af de to drenge den første dag efter sommerferien, og skolelederen kom og sagde til dem, at hvis de ikke sagde undskyld til mig, ville de blive sendt hjem. Den ene sagde undskyld. Den anden blev sendt hjem.

Bagefter var der en periode, hvor det egentlig gik fint nok, men jeg kunne stadig mærke, at der var et eller andet i luften, og jeg var nervøs for at komme i skole hver dag. Jeg talte med en lærer om det en dag, hvor jeg var ked af det, men hun sagde bare, at det havde været nemmere, hvis der kun var drenge i klassen. ”Piger er besværlige,” sagde hun.

Jeg husker det ikke selv, men min mor har fortalt mig, at jeg den dag kom grædende hjem og sagde: ”Men jeg er jo en pige, mor”. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre ved det. Det hjalp i hvert fald ikke at tale med læreren.

Skiftede skole

Efter 4. klasse skiftede jeg skole. Jeg håbede, at det ville blive bedre i den nye klasse. Det gik også godt i starten, men i 5. klasse brækkede jeg armen til springgymnastik. Efter min gips kom af, begyndte pigerne i klassen at kalde mig ”løgner”. De troede ikke på, at min arm havde været brækket, for de forstod ikke, hvorfor jeg kunne være med til gemmeleg i frikvartererne, når jeg ikke deltog i idrætstimerne. Men lægen havde sagt til mig, at jeg skulle være forsigtig, fordi jeg havde fået opereret metalstænger ind i underarmen. Jeg har stadig ar efter det.

En af vores lærere tog en dag mobning op i klassen og sagde, at elever i gamle dage kunne finde på at mobbe andre, fordi de havde briller eller var tykke. En af pigerne, som jeg troede var min veninde, hviskede til mig: ”Det ville være dig, hvis det var sådan i dag”. Da jeg spurgte hende, hvad hun mente, sagde hun: ”Fordi du er tyk”. De andre begyndte pludselig også at kalde mig tyk, og det var, som om de rottede sig mere og mere sammen mod mig.

En aften, hvor nogle af os overnattede hjemme hos en af pigerne, prøvede de at stjæle en af mine Schleich-heste. Det var noget, vi samlede på i klassen dengang. Jeg kunne se, at de andre sad og gav hesten til hinanden og forsøgte at gemme den for mig. Senere fik jeg den tilbage, da min far spurgte pigens forældre, om de ikke ville lede efter den, men jeg var stadig ked af det bagefter.

Lavt selvværd

Mobning gør ondt, og man får lavt selvværd, når man er den, det går ud over. Man tænker, at det er ens egen skyld, når man bliver drillet så tit og af mere end bare én. Man begynder at tro på det, de siger.

Jeg reagerede ved at trøstespise, så det hjalp jo heller ikke, for det gav bare de andre endnu flere grunde til at drille mig, fordi jeg tog på i vægt. Jeg var ked af det næsten hver dag, og hver gang jeg kom hjem, snakkede jeg med mine forældre om de nye dumme ting, der var sket i skolen. Nogle gange brød jeg sammen allerede på vej hjem i bilen. Jeg holdt det for det meste inde, mens jeg var i skolen, fordi jeg ville bevare en stærk facade. Medmindre det var rigtig slemt, for så kunne jeg ikke.

I 6. klasse fik jeg nok. Mine forældre havde skrevet til min lærer, at jeg havde det skidt i klassen, og næste dag trak hun mig ud midt i timen og sagde, at hun ville snakke med mig. Jeg fortalte hende om mine problemer og sagde, at hun ikke skulle sige det til de andre, fordi jeg frygtede, at det bare ville blive værre. Men hun satte spørgsmålstegn ved alt, jeg sagde, og bagefter gik hun ned og fortalte det hele til alle i klassen.

Dagen efter ville min far følge mig i skole. Jeg begyndte at græde og råbte: ”Hvis du sender mig i skole, så hader jeg dig!”. Jeg kunne ikke mere, og jeg turde ikke møde op efter det, der var sket dagen før. De næste seks uger blev jeg hjemme, indtil jeg fandt en ny skole. Jeg vendte aldrig tilbage i den gamle klasse igen.

I de seks uger jeg var hjemme, var jeg virkelig hårdt ramt. Jeg var deprimeret og sad bare i mine egne tanker eller så tv og trøstespiste endnu mere. En af dagene tog jeg op i min klasse og sagde, at jeg ikke gik der mere. Jeg sagde ikke hvorfor, men jeg fik tildelt en dansktime, hvor jeg fik lov til at bestemme, hvad vi skulle lave, som en slags farvel. Jeg valgte, at vi skulle spille stikbold. Ikke fordi jeg syntes, at det var verdens sjoveste ting, men fordi alle andre godt kunne lide det.

En ny start

Nu kan jeg godt lide at spille stikbold. Det skal bare være med de rette personer, hvor man ikke føler sig udenfor. Før kunne jeg stå i et hjørne uden at blive opdaget. Eller jeg kunne stå midt i det hele eller lige ved siden af nogen og stadig ikke blive set. Som om jeg var usynlig. Og det var ikke kun, når vi spillede stikbold. Uanset hvad vi lavede, endte det altid med, at jeg bare stod og kiggede på de andre.

Men da jeg gik ud af klassen, fik jeg heldigvis en ny start. Jeg besluttede mig for at starte i en fritidsklub, hvor min far også havde gået, da han var ung. Der mødte jeg en sød dreng på min egen alder, som jeg blev gode venner med. Han sagde, at han slet ikke kunne forstå, at jeg var blevet drillet, fordi jeg var sådan en sød pige, og han syntes, at jeg skulle starte i hans klasse i stedet. Så det gjorde jeg. Jeg kan stadig huske datoen. Den 3. december 2019. Det var noget helt andet. Endelig fik jeg gode venner og lærere, der lyttede til mig.

I år – fra februar til april – var jeg på et ophold på Julemærkehjemmet, som også gav mig en masse godt. Mine forældre havde foreslået mig det. Jeg havde tænkt over det i nogen tid og var nået frem til, at jeg gerne ville prøve det. Det er jeg glad for, at jeg gjorde. Det er fantastisk, at der er sådan et sted. For det var noget, jeg havde brug for på det tidspunkt. Selv om jeg havde det godt i den nye klasse, sad oplevelserne med mobningen stadig i kroppen.

Den første dag på Julemærkehjemmet var jeg nervøs for, hvordan det skulle gå. Jeg var jo blevet en stille pige, der ikke længere var god til at starte samtaler. Men de andre børn var søde og nemme at tale med. Vi havde en masse til fælles, og det var dejligt at føle, at man ikke var den eneste, som havde prøvet at føle sig udenfor. Jeg fik mange venner, mens jeg var der, og har stadig kontakt med dem i dag. Sidste gang jeg mødte en af pigerne igen, blev hun så glad for at se mig, at hun væltede mig, da hun ville kramme mig.

På Julemærkehjemmet skal man sætte sig et mål, og mit mål var, at jeg skulle arbejde med mit selvværd, så jeg turde at stå foran en gruppe mennesker og sige noget. Jeg havde aldrig troet, at det skulle ske, men jeg lavede en fremlæggelse om Rubiks Cubes, og det var slet ikke så skræmmende, som jeg regnede med.

Har det bedre

Når jeg skulle stå foran min gamle klasse, havde jeg altid så ondt i maven. Jeg turde ikke kigge nogeni øjnene, og min stemme var lille, fordi jeg var bange for, at de ville grine ad alt, hvad jeg sagde. Men nu var det anderledes, fordi jeg vidste, at alle ville mig det bedste.

I dag har jeg det meget bedre. Jeg har fået større selvtillid, og min lærer har sagt, at jeg er blevet god til at række hånden op i klassen, og at jeg virker mere selvsikker. Det er dejligt at høre, at andre også kan se forandringerne. Jeg overtænker stadig mange ting, og jeg har stadig en del at arbejde på, før jeg kan sige, at jeg hviler helt i mig selv. Men jeg tror på mig selv, og at det nok skal lykkes.

Jeg håber, at andre vil tænke over, hvad mobning kan gøre ved en person, før de vælger at mobbe. Det kan godt være, de synes, det er sjovt i det øjeblik, de mobber, men for den, det går ud over, kan det have konsekvenser, der varer ved i lang tid. For mig ødelagde det den glade person, jeg var inden, og jeg er nu i gang med at bygge den person op igen. Det er ikke noget, man bare lige gør på en dag.

Til dem, der oplever – eller har oplevet – mobning, vil jeg til gengæld gerne sige, at det kan lade sig gøre at komme videre i livet. Måske ser det sort ud nu, men der kommer et lys på den anden side. Tænk bare på de mange kendte mennesker, der er blevet mobbet, da de var børn, og prøv så at se, hvor de er nu. De har rejst sig, og det kan vi andre også.