Min sygdom er en gave

Karen lærte at sætte pris på livet, da hun var tæt på at miste det. En slem hjernehindeblødning fik Karen Hørup til at se livet med nye øjne og finde modet til at forfølge sine drømme.

– Jeg troede, jeg skulle dø! Først havde jeg det bare lidt underligt og gik ud på badeværelset for at få en tår vand. Men da jeg stod der foran vasken, eksploderede mit hoved. Det føltes, som om det blev kløvet midt over, og jeg skreg af smerte.

Sådan husker Karen Hørup den dag for fem år siden, hvor hendes liv blev vendt på hovedet.

Da hun kom på hospitalet, viste det sig, at hun var ramt af en hjernehindeblødning, en såkaldt aneurisme, og da hun skulle køres til hjerneskanning, fik hun endnu en. Dér slukkede lyset, og hun husker ikke mere.

– Da jeg vågnede, havde de barberet mit hår af i den ene side. Et langt operationssår var syet sammen, og der hang et dræn ud af mit hoved.

Heldig at være i live

Lægerne havde været nødt til at lægge Karen i koma i to uger, for hun ville ikke ligge stille, da hun kom ud af operationen.

– Normalt ligger folk jo automatisk stille efter en aneurisme, fordi de er lammede, men jeg havde ikke kunnet holde mig i ro, sagde de.

Alt det husker hun ikke selv, men da Karen vågnede helt fortumlet af blødningen i hjernen og morfinen i årerne, fik hun at vide, at hun var heldig at være i live.

– Ud over, at jeg var noget rundt på gulvet, havde jeg det efter omstændighederne ret godt. Jeg havde til lægernes forundring ingen lammelser, fortæller den 59-årige terapeut fra Aarhus.

Som hun lå der og ventede på at komme sig, fik hun den idé, at hun kunne fremme helingen ved at sende positive tanker til det ramte område i hjernen.

– Der var jo ikke så meget andet, jeg kunne gøre, så jeg brugte visualisering til at komme ovenpå. Jeg forestillede mig, at en hær af folk sejlede ud i min hjerne i gummibåde og tørrede blodet op. Kald det overtro eller placebo, men da lægerne undersøgte mig, kunne de ikke forstå, at der var så lidt blod tilbage, siger hun.

Ville bare gerne hjem

Efter Karen blev udskrevet, skulle hun til genoptræning. Det var underligt, syntes hun, for hun havde det helt fint. Men det var der ingen, der troede på.

– Lægerne mente, jeg måtte være i fornægtelse, og mine børn pressede på for at få mig til at tage imod genoptræningen. De gjorde det selvfølgelig af kærlighed og omsorg, så jeg gik med til det, selv om jeg egentlig ikke ville.

På genoptræningsklinikken blev hun indlogeret på et værelse, hvor hun skulle bo under et længere forløb. For med to hjernehindeblødninger var hun i en kategori af patienter, der havde brug for lang tids genoptræning.

Lyst til at feste

– De andre patienter, der boede der, var hårdt ramte. De var lammede og kunne ikke ret meget selv. Sådan havde jeg det slet ikke, og jeg kunne ikke holde ud at se på alle de syge mennesker hver dag. Men da jeg nægtede at forlade mit værelse og bare sad og var ked af det, opfattede lægerne det, som om jeg var ramt på mine sociale evner. I virkeligheden ville jeg bare gerne hjem og fortsætte mit liv, og jeg savnede min hund, for hendes selskab bliver jeg altid glad af, fortæller Karen.

– De fleste, der får en aneurisme i hjernen, dør af det. De, der overlever, er som regel invaliderede af lammelser og kognitive problemer. Jeg havde ingen af delene, og når jeg så på de andre patienter, fik jeg dårlig samvittighed over at have det godt. Jeg burde jo sidde der og savle, ligesom dem. I stedet havde jeg lyst til at tage til fest, husker Karen.

Lægerne blev ved med at sige til hende, at hun ikke ville komme sig uden mén, og det var ved at tage modet fra hende.

– De sagde det jo, for at jeg ikke skulle blive skuffet, hvis jeg fik tilbagefald, men det fik mig til at føle mig som en fiasko. Kunne jeg nu ikke engang finde ud af at have en hjernehindeblødning?

Det værste og det bedste

Uanset hvor meget lægerne forsøgte at få Karen til at passe ind i rollen som syg, lykkedes det dem aldrig. For Karen er ikke sådan en, der bare læner sig tilbage og accepterer tingenes tilstand.

– Jeg kan godt forstå, at man kan falde ned i en offerrolle, men sådan er jeg bare ikke, siger hun.

I stedet for at opfatte sig som et offer for sin sygdom, valgte hun at se den som en gave.

– Når man bliver ramt af modgang eller sygdom, må man få det bedste ud af det. Og selv om en aneurisme ikke er en gave, man går og ønsker sig, tænkte jeg, at nu havde jeg fået den, og så kunne jeg lige så godt pakke den op og se, hvad der var i den. Det mindede mig om, at livet kan slutte når som helst, og at man ikke skal udsætte ting. På den måde er det både det værste og det bedste, der er sket mig.

Da Karen endelig fik udskrevet sig selv og kom hjem til sin lille gravhund, Luna, havde hun det næsten lige så fint, som før hun blev kørt af sted i ambulancen. Alligevel var intet som før.

Vil rejse i Italien

– Det var, som om jeg så livet med helt nye øjne. Jeg blev pludselig bevidst om, at jeg ikke har 500 år at leve i, og hvis der er noget, jeg vil nå, skal jeg se at få det gjort.

Og der var en bestemt ting, Karen havde drømt om i mange år uden at få gjort noget ved: Hun ville rejse rundt i Italien.

– Det var sådan en gammel drøm, som jeg havde haft, siden jeg så filmen Spis, bed, elsk med Julia Roberts, hvor hun rejser jorden rundt efter sin skilsmisse. Det ville jeg også prøve! Men nu var jeg blevet skilt to gange, og der var altid nogle undskyldninger, der holdt mig tilbage. Enten var jeg gift og så kunne det ikke lige lade sig gøre, eller også var jeg skilt og så turde jeg ikke at rejse alene. Det turde jeg egentlig stadigvæk ikke, men jeg besluttede mig for at blæse på alle mine bekymringer.

Høj af lykke

I en alder af 54 år følte Karen sig også lidt for gammel til at tage af sted alene. Men hun besluttede, at intet skulle have lov at spænde ben for hendes drøm og smed uden yderligere bekymringer sin dåbsattest i skraldespanden.

Som terapeut var Karen helt klar over, at hun ikke skulle lade sig styre af sine bekymringer. I hvert fald i teorien. For inden aneurismen vendte op og ned på hendes liv, havde hun jo ladet sig begrænse af sine bekymringer. Det skulle nu være fortid.

– Bekymringer er kun tanker, og dem skal man ikke lade sig styre af, siger hun.

Derfor købte Karen en Freerider – en mini-campingvogn – tog en dyb indånding og kørte ud i det blå med Luna ved sin side. Nu skulle teorien prøves af i praksis.

– En ting er jo at tage beslutningen, men man er også nødt til at udfordre sig selv i praksis for at overvinde sin frygt.

 maibrit Jürgens

Når livet slår en koldbøtte

Det fik Karen rig mulighed for på sin månedlange tur ned gennem Europa og på de smalle, Italienske bjergeveje.

– Jeg kørte en del rundt i bjergene i Italien. En dag kom jeg kørende på en super smal vej, hvor der kun var plads til ét køretøj, og der var intet autoværn, så det var med tungen lige i munden. Da jeg drejede om et sving, kom der pludselig en stor lastbil imod mig, og hvad pokker gør man så? Men jeg måtte bare slå ud med armene og vente på, at han fik bakket, indtil vejen var bred nok, til at vi kunne passere hinanden. Jeg var ret brugt, men jeg var også helt høj af lykke. Både over skønheden og over, at jeg klarede det.

– Det gør noget ved én, når livet slår en koldbøtte, og man ser døden i øjnene. Når det går op for én, at det kunne have været slut, siger Karen.

Alene og sej

Før sin sygdom var hun mere bevidst om, hvad andre tænkte om hende og bekymret over, om hun nu kunne klare at være alene eller gøre ting på egen hånd. Men i løbet af sin rejse gennem Italien gled den slags tanker mere og mere i baggrunden.

– Gennem det meste af mit liv har jeg været afhængig af at være i et forhold. Men når man besejrer en smal og farlig bjergvej eller sidder helt alene ved en øde bjergsø og nyder skønheden, opdager man jo, at det kan være helt fantastisk at være alene. Og selv om jeg indimellem stod i nogle svære situationer, klarede jeg det jo på egen hånd. Det var stort at opdage, at jeg godt kunne rejse selv, og det udviklede mig helt vildt at gøre det.

– Da jeg skulle af sted, var jeg ved at dø af skræk. Men jeg lærte at overvinde mig selv. For eksempel var jeg bange for at køre gennem tunneller, fordi jeg fik klaustrofobi. Men da jeg havde gjort det nogle gange, forsvandt skrækken og bekymringerne, og jeg kunne bare nyde turen. Det rykkede mine grænser og gav mig en enorm følelse af frihed, fortæller Karen.

Større frihed

I løbet af turen oplevede hun mange gange, at ligegyldigt hvad hun kom ud for af udfordringer, skulle hun nok klare den.

– Det betyder jo ikke, at jeg ikke kan blive bange eller ked af det, men jeg tror, at når ens nummer blive trukket, så er det slut, og det kan man ikke lave om på, så man kan lige så godt forfølge sine drømme, mens man stadig har muligheden for det.

Karen er også typen, der for eksempel går ud og danser alene, hvis ingen vil med. For når hun vil danse, vil hun danse, og så kan hun ikke vente på, at veninderne har tid.

– Det var da grænseoverskridende de første par gange, for de fleste af os kan jo godt være bange for at ligne en ensom stakkel, og det var jeg da også i starten.

Men den bekymring blev hurtigt gjort til skamme, for Karen møder kun positive reaktioner, når hun er på egen hånd.

– Det giver mange flere gode oplevelser at være alene, for det er lettere at møde nye mennesker, og de er tit mere imødekommende, end man regner med. De synes da ikke, jeg ligner en ensom stakkel. De synes, jeg er sej.