Sladderen knækkede min mand

Dette er historien om John Børsting Mikkelsen. Vibekes mand. En nu 61-årig, tidligere respekteret præst i over 20 år i det lille sogn Korup, lidt uden for Odense.

Det er en historie om, hvad sladder kan føre til. En grotesk historie, der foregår på det idylliske Fyn – kort fra, hvor H.C. Andersen skrev sit eventyr “Det er ganske vist” – et eventyr om, hvorledes en fjer blev til fem høns.

Underligt opkald

– Mareridtet begynder, da vi er på vej til en frokost i Haderslev. Mens John er ved at fylde diesel på bilen på en tankstation, ringer hans telefon – det er provsten, der forlanger, at vi omgående kører hjem, fortæller Vibeke, om den skæbnesvangre februardag i 2018.

Kort efter hjemkomsten til præstegården i Korup dukker provsten og stiftskontorchefen op med to sedler, hvorpå der står, at John Mikkelsen er meldt til politiet, og at han er fritaget for tjeneste indtil videre.

Han får samtidig at vide, at han skal holde sig under radaren, således må han ikke kontakte konfirmander, menighedsrådet, præstekollegaer eller familier til konfirmander. Intet andet.

– Vi er selvfølgelig rystede, står totalt uforstående over for, hvad der sker – og desværre træder så Tavshedens Lov i kraft. Vi bliver simpelthen separeret fra hele samfundet, fortæller John Mikkelsen.

Ægteparret søger tilflugt i sommerhuset på Helnæs, hvor deres vantro kun bliver større, da det går op for dem, hvad sagen går ud på: Beskyldninger om seksuel krænkelse af en kvindelig konfirmand samt blufærdighedskrænkelse.

Syg af bekymring

– Anklagen fik John til at gå i sort, selv om vi begge vidste, at han var uskyldig. Mentalt blev han som en grøntsag, siger Vibeke.

Beskyldningerne kom fra en mærkelig kant. Det var nemlig ikke pigen selv, der havde sagt noget, men en dreng, der til en børnehaveleder i byen havde fortalt, at der skulle foregå mærkelige ting i forbindelse med præstens forberedelser til konfirmation. Præsten skulle være ulækker og sige mærkelige ting og især interessere sig for en af pigerne og hendes bryster, havde drengen sagt.

Pædagogen havde faktisk reageret som hun skulle – hun rettede henvendelse til kirken og politiet, som indledte en efterforskning.

Herefter løb historien af sporet. Sladderen gik hurtigt i det lille sogn, og den eskalerede, da en person, der godt nok ikke selv havde været til stede ved undervisningen, mente at have hørt, at præsten endda havde rørt ved pigens bryster. En beskyldning, som pigen omgående skød ned over for politiet. Præsten havde hverken rørt ved hende eller på anden måde krænket hende, slog pigen fast.

Da politiet heller ikke kunne verificere andre påstande om ulovlig adfærd, blev sagen droppet. Der var intet hold i sladderen. John Mikkelsen var og er uskyldig.

Undsagt af kirken

Så skulle man tro, præsteparrets mareridt var slut – men det skulle vise sig, at det faktisk næsten kun lige var begyndt.

Af sagens akter fremgår det nemlig, at både Fyns Stift og Fyns biskop, Tine Lindhardt, ikke drog den oplagte konsekvens af politiets afgørelse. Tværtimod indledte Stiftet en række tjenstlige skridt over for deres medarbejder.

– På trods af, at John var både rystet og deprimeret over de grundløse beskyldninger, blev han kaldt til den ene samtale efter den anden. Han måtte gå med til, at han ikke kunne vende tilbage til Korup, men skulle vikariere rundt om på Fyn – og samtidig søge nye job. Noget, han i første omgang gik med til – men siden fortrød, da han igen kunne tænke nogenlunde klart, siger Vibeke, der finder kirkens opførsel i sagen skændig.

Mistænkeliggørelsen påvirkede John Børsting så stærkt, at han måtte sygemelde sig: – Jeg følte, at kirken havde vendt mig ryggen, siger han.

Vibeke kunne med bekymring konstatere, at hendes mand blev mere og mere indadvendt.

Tænkte på selvmord

– Hvis jeg bad John om at gå ud med skraldeposen, når jeg tog på arbejde om morgen, sad han på samme sted, når jeg kom hjem om eftermiddagen, og skraldeposen var stadig ikke skiftet, som hun siger.

Via sin uddannelse, vidste Vibeke, at samtale var den bedste mulighed for at få sin mand ud af den trancelignende tilstand. Men hun kunne ikke klare det alene i sommerhuset på Helnæs. For hun havde også fået et påbud fra provsten om, at hun ikke må tale om sagen i Korup.

– Jeg kom af og til for at handle i den lokale Brugs, hvor beboerne selvfølgelig spurgte til, hvorfor vi var forsvundet i det bybillede, vi havde været en del af i 20 år, og så svarede jeg dem. Jeg forklarede, at John var blevet anklaget for blufærdighedskrænkelse, men at han nu var frifundet. Det blev kun positivt modtaget, men det kom åbenbart stiftet og provsten for øre. For jeg fik igen at vide, at vi absolut ikke måtte tale med de lokale om sagen. Tavshedens lov trådte igen i karakter, siger hun.

Det slog for alvor benene væk under det ellers udadvendte ægtepar. Nerverne blev mere og mere tyndslidte.

– Uden at jeg sagde noget til min kone, overvejede jeg at gå i vandet og drukne mig, mens hun var på arbejde, siger John, der følte sig stemplet og svigtet af kirken. Men Vibeke fornemmede alligevel sin mands sorte tanker og tog affære.

I unåde

Løsningen blev i første omgang samtaler med en psykolog, som bekræftede Vibekes formodninger: At samtale er den bedste helbredelse for hendes mand. Han skulle have lov til at forklare sig over for menighedsrådet i Korup. Men det nægtede hans arbejdsgiver at give ham mulighed for.

– Jeg er persona non grata (en person i unåde, red.), siger han.

Vibeke finder Stiftets opførsel så oprørende, at hun har meldt sig ud af Folkekirken: – Hvor er næstekærligheden? Den har de vist glemt, siger hun.

Så drastisk et skridt har John ikke tyet til. – Troen på noget bedre bør man aldrig miste, siger han.

Han har dog kun været i kirke få gange, siden sagen rullede. På prædikestolen stod han senest i sommeren 2021, da han begravede sin egen mor fra kirken i Randers – og talte om Guds kærlighed.

– Det føltes ikke spor mærkeligt, siger han.

En enkelt gang siden 2018 har han været tilbage i Korup Kirke.

– Det føltes egentligt heller ikke underligt. Da jeg stod uden for kirken, følte jeg, at jeg var parat til at iføre mig præstekjolen og gå på prædikestolen. Så var jeg pludselig igen præsten John Mikkelsen – og ikke en udstødt.

Samme holdning har mange af hans tidligere sognebørn. Der var intet akavet over John Mikkelsen, når han stod på prædikestolen. Der var ingen boykot, ingen mistillid og ingen sladder. Han var bare deres præst. Til barnedåb, til konfirmationer, til bryllupper, til begravelser og sorgsamtaler, når nogle havde mistet deres kære.

Når John Mikkelsen ser tilbage på sit arbejdsliv som præst, fortryder han intet. Heller ikke, når han konfronteres med påstandene om en “akavet” opførsel.

– Jeg har selvfølgelig ransaget min hukommelse tusinde gange efter, hvad jeg eventuelt har gjort, der kan virke mærkeligt på kvindelige konfirmander. Jeg kan komme i tanke om én episode fra det pågældende konfirmandhold. Jeg klappede den unge pige på skulderen, og sagde “godt arbejde” i forbindelse med malingen af nogle fastelavnstønder. Skulle det være krænkende? Jeg er i selv fra en tid, hvor et klap på skulderen var en anerkendelse – ikke det modsatte. Og jeg lagde jeg selvfølgelig heller ikke noget andet i det klap på skulderen, siger John Mikkelsen.

Reddet af sin kone

Gennem de seneste mange år har rejser været en stor del af ægteparrets liv. Autocamperen er en vigtig del og benyttes flittigt til lange ture. Også oversøiske rejser er det blevet til – ture, hvor ægteparrets videbegær stimuleres.

John Mikkelsens erindringer om hans og Vibekes rejser er fascinerende. Han fortæller ikke om udsigter, hoteller eller mad – men derimod om mennesker, de har mødt, en uventet oplevelse i en boghandel i Eucador, der førte til et nært venskab, om en gade, et vejskilt, der sad skævt.

– Selvfølgelig er John “skæv”. Men på den gode måde, siger Vibeke og kysser sin mand med en kærlighed, som med stor sandsynlighed har reddet John, da det så sortest ud.