Fredag, 31. december 2021 - 15:00 - Af Maibrit Jürs. Foto: Claus Fisker/ Aller Foto & Video.
Stephanies talent blev overset: De troede jeg var dum
Stephanie er født med muskelsvind. I skolen blev hendes handicap fortolket forkert, så ingen bakkede hende op i at blive til noget. Men bag facaden var der en dygtig elev med et helt unikt talent.
PrintDet er klassens time, de andre elever løber rundt udenfor i solen og spiller fodbold og har det sjovt. Inde i klassen sidder Stephanie som så mange gange før med en bog. Hun er alene. Igen. Hun havde ellers foreslået, at de skulle lave noget hyggeligt inde i klassen, men de andre ville hellere ud, og læreren sagde ikke noget. Igen.
– Når vi havde klassens time, fik vi lov at vælge, hvad vi skulle lave. Det var aldrig noget, jeg kunne være med til, husker 27-årige Stephanie Fjeldsø Fisher fra Holstebro.
Hun er født med muskelsvind og har siddet i kørestol, siden hun var to år. Inden hun kom i skole, var det ingen forhindring. Hun lærte hurtigt at komme omkring i den lille kørestol, og hun havde både gåpåmod og appetit på livet. Men da hun begyndte i skole, blev der brat sat en stopper for den positive udvikling.
– Mine klassekammerater behandlede mig som luft. Jeg blev aldrig inviteret med til deres fødselsdage, og ingen ville lave ting, jeg kunne være med til.
Afhængig af hjælp
I dag har Stephanie lagt de dårlige minder bag sig og vælger at se fremad. Kørestolen har hun stadig, og da hun var 17 år, fik hun indopereret en respirator for at kunne trække vejret. Musklerne omkring hendes lunger og hals er ikke stærke nok, og hver nat sidder en hjælper og er klar til at gribe ind, hvis vejrtrækningen stopper. Sådan må det være resten af hendes liv. Hun kan ikke selv løfte noget, der er tungere end en plastikske, og derfor har hun hjælpere dag og nat. Hun skal have hjælp til stort set alt, og når hun for eksempel går til skak i den lokale skakklub, må en hjælper flytte brikkerne for hende. Men hendes handicap får ikke lov at forhindre hende i at gøre de ting, hun holder af. En af dem er at skrive.
Dagene tilbringer hun derfor ved computeren, som hun styrer med pegefingeren via et lille joystick. Her skriver hun fantasy om at føle sig anderledes.
Set som menneske
Da hun var 19 år, blev Stephanie optaget på Dansk Talentakademis forfatterlinje, og for første gang i sit liv følte hun, at hun passede ind og blev set som et menneske fremfor blot at være hende den besværlige i kørestolen.
– Jeg fandt ud af, at jeg har det bedre sammen med andre forfattere. Der er en helt anden følelse af fællesskab og ligeværd, siger hun.
På forfatterlinjen var det nemlig ikke vigtigt, hvordan hun så ud, og hun behøvede ikke at kunne spille fodbold for at være med i fællesskabet.
– Det var den første skole, der ville have mig med på studieture, og selv om turene gik til både Irland og Oslo, var det ingen hindring at have mig og min kørestol med. Lederen sørgede for, at jeg fik alle mine behov dækket, og jeg havde tre hjælpere med.
Det var en helt ny følelse at blive inkluderet på den måde, og det stod i skarp kontrast til de oplevelser, hun havde med sig fra folkeskoletiden.
Alene og udelukket
Stephanie husker mest sin skoletid som ensom og kedelig. Når klassen var på udflugter og lejrskoler, måtte hun blive tilbage på skolen. Her sad hun hele dagen alene med sine bøger. Ikke fordi hun ikke ville med, men hun var for besværlig. Når de andre kom tilbage fulde af oplevelser, kunne Stephanie ikke snakke med, og hun blev aldrig en del af fællesskabet i klassen. Faktisk har hun altid følt, at hun var dømt ude på forhånd.
Hun blev parkeret det meste af sin skoletid i en specialklasse, hvor ingen opdagede hendes appetit på at lære, og at hun var langt foran de andre elever.
– Jeg lavede engang en hel matematikbog i weekenden for at vise, at jeg var god nok. Men det blev bare ignoreret.
Fik topkarakterer
Først i niende klasse kom Stephanie ud af specialklassen og ind i sin egen klasse. Her fik hun udelukkende 10- og 12-taller. Hun har altid kunnet lide at fortælle historier, og da klassen havde et novelleforløb, blev det begyndelsen på drømmen om en forfatterkarriere.
– Jeg postede min novelle på Movellas, en hjemmeside for folk, der skriver, og den fik masser af positive kommentarer fra mennesker, jeg aldrig havde mødt. Det var rart, at de ikke kendte mig, for så var det jo ikke medlidenhedsros, siger Stephanie.
Derfor blev hun ved med at poste sine historier, og hun begyndte at deltage i skrivekonkurrencer. Dem har hun efterhånden vundet i hvert fald 20 af, men den første gang hun vandt, var noget helt særligt, for der fulgte en forlagsaftale med.
– Det var fedt at blive valgt og få sin historie udgivet. Der var jo ingen, der vidste, at jeg har muskelsvind. Det fandt de først ud af, da jeg troppede op til bogreceptionen i min kørestol. Det er simpelthen så fedt at kunne sige: Se, jeg kunne godt!
Lev livet
I september udkom Stephanies første ungdomsroman, Aftryk, der indeholder tydelige selvbiografiske elementer. Selv om handlingen er fiktiv, er hovedpersonens oplevelser, tanker og følelser inspireret af Stephanies egne oplevelser med at være handicappet og føle sig anderledes.
– Jeg vil gerne sætte fokus på, hvordan det kan være at have et handicap, for vi taler for lidt om, hvordan vi møder handicappede. Vi er også mennesker, men alligevel bliver vi ofte behandlet anderledes. Jeg oplever for eksempel stadig, at folk taler til mig, som om jeg er dum, eller at de henvender sig til min hjælper i stedet for mig. Det er så frustrerende.
Der skal mere end fordomme til at stoppe Stephanie, der lever efter mottoet ”Lev det liv, du ikke fortryder, den dag du skal herfra.” Hun har brugt det meste af sit liv på at bevise, at hun kan, og med 11 udgivelser i bagagen har hun bevist, at hun ikke lader sig stoppe.
– Ingen regnede med, at jeg kunne blive andet end handicappet. Men jeg har skabt mig en karriere som forfatter. Jeg håber, mine gamle lærere ser, hvor godt jeg har klaret mig.
Ingen ved, hvordan Stephanies muskelsvind vil udvikle sig. Men i stedet for at bekymre sig vælger hun at fokusere på det, der går godt. For selv om livet med muskelsvind er besværligt, har Stephanie for længst indset, at humøret afhænger af indstillingen til livet og de udfordringer, der uundgåeligt følger med.
– Det kan godt være, jeg er nødt til at taste hvert eneste bogstav med min joystick, så det går vildt langsomt, men jeg er bare glad for, at jeg har hjælpemidler, så jeg kan skrive. Det tog tre år at skrive Aftryk, men det gør ikke noget, for jeg har jo ikke travlt, siger hun muntert.
Hun drømmer om at få sine bøger oversat og sendt ud i verden. Særligt den seneste roman, der handler om at føle sig anderledes.
– Jeg er sikker på, at unge i hele verden kan genkende følelsen af ikke at passe ind, og dem vil jeg gerne inspirere til at se, at man godt kan gå efter sine drømme, selv om man er anderledes.
Indtil videre udkommer hendes bøger i Danmark, og Stephanie bliver ved med at skrive hver dag. Selv på de dårlige dage, hvor hænderne ikke rigtigt vil samarbejde. Her bruger hun et joystick, som hun kan styre med læben.
– Hvis jeg får det værre, findes der hjælpemidler, så jeg kan styre min computer med øjnene, siger den ukuelige forfatter.
