Efter 34 år: Dansker tiltalt for drab på færge

I 1987 blev et tysk kærestepar brutalt overfaldet på færgen mellem Stockholm og Åbo. Manden døde, mens kvinden blev invalideret. En 52-årig dansk mand er ved retten i Finland i år blevet tiltalt for mordet, og dommen falder snart. Rejseholdets tidligere leder, Bent Isager-Nielsen, fortæller om sagen. 

Jeg har læst om en gammel drabssag fra Finland, hvor finsk politi nu har udpeget en dansker som gerningsmand.
Kan du fortælle noget om det og måske noget om “cold cases”, og hvad der skal til, for at en gammel sag bliver genoptaget?

Venlig hilsen SG

Hej SG

Det er en meget usædvanlig sag, du spørger ind til.
Der er tale om et drab, der fandt sted 28. juli 1987 på færgen Viking Sally (billedet øverst), da den sejlede mellem Stockholm i Sverige og Åbo (Turku) i Finland.
Det er i øvrigt samme skib, som under navnet Estonia forliste i 1994, hvor 852 mennesker omkom.

To unge tyske turister, Klaus Schelkle og Bettina Taxis, havde kort efter midnat lagt sig til at sove under åben himmel på Viking Sally på platformen til skibets helikopterlandingsplads.
Knap tre timer senere slog en 18-årig dansk spejderdreng alarm.
Han havde nærmest ved et tilfælde sammen med nogle kammerater fundet ofrene, der var indsmurt i blod.
Da færgen lagde til i Åbo, stod politiet klar til at begynde efterforskningen. Den 20-årige mand døde af sine kvæstelser. Hans 22-årige veninde overlevede, men blev invalideret for livet.

Blev aldrig afhørt

Efterforskningen forløb nu gennem flere år, men endte uden resultat.
Det har i medierne været mere end antydet, at det finske politis efterforskning var mangelfuld på en række områder, blandt andet fordi flere passagerer fra skibet aldrig blev afhørt.
I løbet af 1990’erne blev sagen lagt på hylden.

Den finske anklagemyndighed tog imidlertid sagen op på ny og valgte at rejse tiltale mod danskeren – for drab og drabsforsøg. Retssagen mod den unge spejder, der havde fundet ofrene, fandt sted i slutningen af maj i år i Turku, hvor den i dag 52-årige dansker nægtede sig skyldig. 
– Vi hørte en stemme, der ikke talte, men stønnede, forklarede han ifølge flere finske medier i retten, skriver B.T.

Sendte sms’er

– Jeg sagde til de andre, at vi skulle få fat i kaptajnen. Jeg sagde, at der var sket et mord eller noget i den retning, og at ofrene ikke kunne efterlades. De andre rejste sig for at søge hjælp, og jeg blev hos ofrene. Jeg prøvede at tage deres puls, sagde han.
Det var nogle sms’er, som den tiltalte mand sendte til sin daværende kone, der i 2016 fik det finske politi til at genoptage sagen. 
I sms’erne fra 2015 skrev han blandt andet, at han havde dræbt to gange uden at blive straffet for det.

“Jeg er blevet afhørt, og de kan ikke gøre mig noget, når det gælder den der bådting”, lød ordene i en sms, skriver Hufvudstadsbladet.
– En død, en anden hjernedød, stod der i en anden.
Den tiltaltes forsvarer sagde i retten, at sms’erne var blevet sendt, efter at parret havde skændtes i lang tid, og at de kun var blevet skrevet for at skræmme eks-konen, og at de var åbenlyst usande. 
Der ventes snart dom i sagen – den tiltalte dansker risikerer fængsel på livstid.

*Siden Bent Isager-Nielsen skrev klummen, har retten i Finland afsagt dom– den tiltalte dansker er blevet frifundet.
Retten afviste anklagemyndighedens påstande om, at han gjorde sig skyldig i drab og drabsforsøg på det unge tyske par.

Danskerens forsvarer benyttede ifølge Ekstrabladet sine afsluttende bemærkninger til at så tvivl om beviserne. Hele vejen gennem retssagen havde forsvaret forsøgt at vise, at overfaldet kunne være sket på andre måder, end anklagemyndigheden havde fremlagt, og dermed så rimelig tvivl om den tiltaltes skyld.*

Nye muligheder

Som jeg har nævnt flere gange her i brevkassen, forældes en drabssag aldrig, og sådan er lovgivningen også i Finland.
Det er dog usædvanligt, at en sag genoptages efter 34 år som i dette tilfælde.
Når gamle sager og såkaldte “cold cases” opklares, sker det på grund af én eller flere af følgende ting.
Enten tilstår gerningsmanden sin gamle forbrydelse til politiet eller til en person, der så går til politiet.
Eller et vidne træder frem for første gang.

Det kan også være, at gerningsmanden begår en ny forbrydelse, som politiet opklarer og i den anledning får øjnene op for en sammenhæng med den gamle sag, som så også opklares.
Og endelig kan opklaringen skyldes nye muligheder og efterforskningsmetoder – for eksempel inden for dna-området.

Banegårdsdrab i Aalborg

Jeg har tidligere fortalt om en sag, jeg selv som ung efterforsker var involveret i, og som vi trods en enorm efterforskning ikke opklarede i første omgang.
Det er det såkaldte banegårdsdrab fra november 1984.
Den 41-årige Kirsten Færch Thorup blev brutalt knivdræbt på dametoilettet på Aalborg Banegård.
Under efterforskningen tilstod flere personer at være gerningsmand, men alle tilståelserne var falske.
Mordet blev først opklaret, da gerningsmanden 13 år efter meldte sig selv.

Han var sluppet af sted uden at efterlade sig spor og var på gerningstidspunktet en ung mand, der manglede penge.
Han ville derfor begå et røveri. Men røveriet udviklede sig til drab.

Ægte tilståelse

Han meldte sig selv, fordi han havde fået en kæreste, som fik ham til at gå til politiet og lægge kortene på bordet.
Efterforskningen fastslog, at der denne gang var tale om en ægte tilståelse, og den 35-årige mand blev i 1998 idømt otte års fængsel for drabet.
Hvis man interesserer sig for uopklarede og genåbnede gamle sager, kan jeg varmt anbefale bøgerne “Uopklaret” og “Jagten på morderne stopper aldrig” af Frederik Strand, der er leder af Politimuseet.
Begge bøger er både spændende og særdeles oplysende.

Venlig hilsen Bent

Den dengang 35-årige mand, der tilstod mordet på Kirsten Færch Thorup, blev i 1998 ført ind i Vestre Landsret.

Den dengang 35-årige mand, der tilstod mordet på Kirsten Færch Thorup, blev i 1998 ført ind i Vestre Landsret.