Jeg var ung i en skygge af sorg

Vilma var 13 år, da hun fik at vide, at hendes mor ville dø af kræft. I fem år levede hun med den vished, samtidig med at hun selv udviklede sig til en ung kvinde. Den proces har hun nu beskrevet i debutromanen ‘Tænk ikke på mig’.

Da Vilma var 13 år, kom hendes mor og far hjem fra hospitalet og fortalte, at morens kræft var kommet igen. Lægerne havde skønnet, at hun havde mellem seks måneder og fire år tilbage at leve i.

Vilma husker, at hun græd, da hun fik beskeden. Bagefter gik hun ud på badeværelset og græd endnu mere. Hun forstod, at hendes mor skulle dø, men det var uhåndgribeligt for hende, at det måske kunne ske lige om lidt, men at der samtidig blev snakket om håb om mirakelkure, som kunne udskyde det uundgåelige i måske 10 år.

– Jeg kunne ikke forholde mig til, at jeg måske ville være 14 år, når det skete – eller måske voksen, fortæller 22-årige Vilma Sandnes Johansson fra København.

Splittet indeni

Samme aften havde hun en aftale med nogle veninder om, at de skulle komme og sove hos hende.

– Jeg nægtede at aflyse, selv om min mor mente, det ville være en god idé. Men hvis jeg aflyste, ville jeg være nødt til at fortælle årsagen.

Det var forår. Familien boede i en haveforening på Amager, hvor Vilma og pigerne endte med at bruge hele aftenen på legepladsen. Det var koldt, men at hun insisterede på, at de godt kunne være ude, hun hentede bare nogle tæpper.

– Jeg kan huske, at der blev grinet og hygget, men jeg husker også, hvor ondt det gjorde indeni. Jeg tænkte flere gange, hvad jeg havde gang i, når min mor lå i huset og var syg.

Splittelsen mellem at føle sig som en dårlig datter for at holde fast i aftalen med veninderne og en dårlig veninde for ikke at fortælle dem, hvad der skete, rev i hende fra begge sider. Men hun fortalte dem det ikke den aften.

Efter en tid fortalte Vilma veninderne om morens sygdom, derefter talte de ikke om det. Der var en berøringsangst i forhold til emnet. Både fra venindernes side og fra Vilma selv.

– Jeg sagde: “Vi behøver ikke snakke om det, jeg har ikke lyst til at skabe dårlig stemning”.

Det var ikke kun over for veninderne, at Vilma havde svært ved at tale om de svære emner. Det var også i forhold til forældrene. De fortalte hende ellers alt. Om hvordan det gik og om svar på scanninger, de ville have, at hun vidste og forstod, hvad der skete. Det var mest Vilmas mor, Solveig, som snakkede. Imens sad Vilma og kiggede ned i gulvet.

– Det var akavet, siger Vilma, med et lidt skævt smil. For vi var jo ikke vant til at tale om ting, som var sørgelige. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til min mor, eller hvad jeg skulle gøre af mig selv.

 

– Jeg fandt ud af, at jeg kunne bryde tavsheden ved at skrive om alle de ting, der gjorde mest ondt, og det føltes godt.

– Jeg fandt ud af, at jeg kunne bryde tavsheden ved at skrive om alle de ting, der gjorde mest ondt, og det føltes godt.

 

For Vilma var en stor del af problemet også de konflikter, der var mellem det, som skete omkring hende, og det, som skete inde i hende. For Vilma var 13 år, med hvad der hører til i den alder.

– Jeg begyndte at få menstruation, jeg begyndte at få bryster, og jeg fik en voksende interesse for kærlighed og sådan nogle ting, fortæller Vilma. – Det var lige nøjagtigt de ting, som min mor mistede.

Vilmas mor fik fjernet æggestokke, bryster, og hun afstod fra datinglivet.

– Så jeg følte lidt, at jeg stjal de ting, som hun mistede.

Vilma løste nogle af konflikterne ved at leve to adskilte liv. Hjemme kunne hun græde og have de svære samtaler. Men når hun var ude, blev der lukket af for dele af hjernen.

– Når jeg var ude, skulle jeg bare have det sjovt. Så oppe i hovedet var det bare: ’Nej nej, det forfærdelige findes ikke’. Det var hårdt.

Vilma ved, at det også var hårdt for hendes mor i den tid. Vilma havde altid elsket at have veninder på besøg, og hendes mor havde altid været den hyggelige mor at komme på besøg hos. Men selv om hendes mor ikke kunne være en del af hendes liv uden for familien, var det vigtigt for moren at leve et så normalt liv som muligt.

Ikke på grund af sygdom, men nærmest på trods af sygdom, endte Vilma med at tage på efterskole. Det krævede en masse overvejelser inden. For det gav på den ene side mulighed for et frirum, men det åbnede også op for en masse frygt. Hvad nu, hvis hendes mor døde, mens hun var væk? Hvad nu, hvis hun blev invalid? Samtidig var det også bare noget, Vilma virkelig havde brug for.

– Da jeg begyndte på efterskole, blev vores forhold helt anderledes. Vi snakkede pludselig om alt muligt andet. Om mit liv og om hendes ungdom og hendes kærester. Hun fortalte sjove historier, og det elskede hun.

Afstanden gjorde, at Vilma og hendes mor kunne se hinanden på en anden måde. Når de så hinanden, var det mere som en aftale, hvor man hyggede sig og kunne følge op på hinanden og sludre. De blev mere veninder og kunne nemmere snakke sammen.

Efterskolen gav også Vilma lyst til at være mere åben om de svære ting, der skete i hendes liv. Hun prøvede, men det blev ikke til meget, for samtalerne var stadig svære.

– Jeg ville bare så gerne undgå den der situation med, at folk syntes, det var akavet, og så er det bare oftest nemmere at lade være, siger Vilma.

Grinede sammen

Vilma husker, at det var svært at se sin mor tynd, afkræftet og fysisk svag. Men hun husker også stunder med en varm kop te, og at de grinede utroligt meget sammen. Særligt husker hun de hyggelige stunder med deres tv-serie ’Downtown Abbey’.

– Den var nem at se, men samtidig spændende, og så kunne vi side og grine, mens vi lavede sjov med deres accenter, smiler Vilma, mens man kan se minderne blive levende bag øjnene.

I denne tid var Vilma ikke særligt social uden for skolen. Det var et helt bevidst valg. Hun vidste, at moren ikke havde lang tid tilbage. Men det resulterede også i, at hun til sidst ikke blev inviteret.

– Det sidste år af min mors liv var ensomt, og jeg mistede alle mine farver. Jeg hyggede mig med min mor, men det var også hårdt, siger Vilma. Der var så megen sygdom, og det var hele tiden med følelsen “lige om lidt – lige om lidt.”

Der er sætninger, som er svære, skamfulde og grufulde at sige. Men, som Vilma siger, er det sådan, mange oplever det, så det er også vigtigt at kunne sige det højt og vide, at vi stadig elsker personen, det handler om.

– Nogle gange ville man jo bare gerne have det overstået, siger Vilma, og holder en kort pause. Altså, jeg glædede mig til, at hun døde, for jeg kunne ikke klare det mere.

 

Vilmas mor, Solveig Sandnes døde den 16. april 2018, 44 år.

Vilmas mor, Solveig Sandnes døde den 16. april 2018, 44 år.

 

Vilma frygtede, at det ville blive det mørkeste og værste nogensinde – det var jo det, hun havde ventet på i fem år, og frygtet så længe.

– Men det viste sig slet ikke at være sådan.

Vilma var der ikke selv, da hendes mor gik bort. Vilmas mor var på hospice i seks dage. De havde regnet med, at hun skulle være der i flere måneder, men da hun kom dertil, fik hun ro og kunne give slip.

Da Vilma kom til morens hospice og så hende død, husker hun det som uhyggeligt og absurd, men også, at solen begyndte at skinne den dag.

– Det var april 2018 – den sommer, som var vanvittigt varm, og sommeren begyndte for alvor den dag, hvor min mor døde. Det var jo sikkert tilfældigt, men det føltes som om, at det havde noget med hende at gøre, smiler hun.

Bearbejdede sorgen ved at skrive

 

22-årige Vilma Sandnes Johansson fra København er aktuel med debutromanen ‘Tænk ikke på mig’. Vilma har brugt de seneste par år på at bearbejde sorgen efter sin mor, blandt andet ved at skrive erindringer om sin mor ned. De er forarbejdet til bogen ’Tænk ikke på mig’. Hun håber, at bogen med sin ærlige fortælling om tiden med en kræftsyg mor kan hjælpe andre til at tale om de ting, som er svære. ’Tænk ikke på mig’ udkom den 26. januar 2022 på forlaget Gutkind.

22-årige Vilma Sandnes Johansson fra København er aktuel med debutromanen ‘Tænk ikke på mig’. Vilma har brugt de seneste par år på at bearbejde sorgen efter sin mor, blandt andet ved at skrive erindringer om sin mor ned. De er forarbejdet til bogen ’Tænk ikke på mig’. Hun håber, at bogen med sin ærlige fortælling om tiden med en kræftsyg mor kan hjælpe andre til at tale om de ting, som er svære. ’Tænk ikke på mig’ udkom den 26. januar 2022 på forlaget Gutkind.