Vi har manglet hinanden hele livet

På en kold og grå novemberdag sidder Malene og Michael stuvet sammen i en lille, rød lædersofa. Som så ofte før, har Michael taget turen fra Vanløse til Malenes lejlighed i Hvidovre, fordi Malene sjældent har overskuddet til at tage rejsen den anden vej.

Malenes servicehund Carlo har lagt sig til rette imellem dem, og Michael rækker ud efter den dampende kop te, Malene har stillet til ham på stuebordet. Han famler hen over bordpladen, men får fat i en mobiltelefon i stedet for koppen. “Dér,” siger Malene og hjælper ham i den rigtige retning.

Hverken Michael eller Malene havde forudset, at de i hinanden ville finde et uundværligt venskab. De har to vidt forskellige handicaps, så ved første øjekast var det ikke åbenlyst, hvad de skulle bruge hinanden til. Men de har lært at vende deres forskelligheder til en styrke, og det har skabt en forståelse i deres venskab, som er ganske unik.

Følte sig udenfor

Michael har været blind, lige siden den dag han kom til verdenen. Han har aldrig kunnet se en nervepirrende film i fjernsynet eller lade sig blive overvældet af en klar stjernehimmel. Han har en særdeles dårlig stedsans, og så er det med farver næsten umuligt for ham at forholde sig til.

Læs også:

Far slog mor ihjel

Hvordan skal man forestille sig farven rød? Egentlig kan han se en lille smule lys, men det er ikke noget, han kan bruge til at se livet foran ham. Alligevel er Michael en positiv og smilende mand. Han elsker at lave parodier og griner højt og længe, når Malene fortæller jokes. En ven som Malene har han ventet længe på, for det med venskaber har ikke altid været nemt for ham.

– Jeg har haft venner, men de fleste af dem har været synshandicappede, ligesom mig. Det har været svært for mig at gå ud og finde venner, fordi meget af kommunikationen handler om øjenkontakt, fortæller Michael, 34.

Malene opdagede først, at hun var syg, da hun gik på gymnasiet. En dag skulle hun i engelsktimen lave en opgave om en kvinde, som var psykisk syg, og mens hun sad der, gik en ny sandhed pludselig op for hende: Hun kunne genkende alle kvindens symptomer hos sig selv. Snart blev hun diagnosticeret med skizotypi, som er en “mildere” form for skizofreni. Sygdommen er en af grundene til, at hun ofte har følt sig misforstået og udenfor.

– Jeg har altid haft det dårligt i skolen, fordi folk ikke har kunnet forstå mig. Jeg har følt mig svigtet og trådt på. Selv venskaber, jeg troede, var ægte, har vist sig ikke at være det.

Læs også:

Førerhund kastede sig foran bus for at redde sin ejer

Jeg har hallucinationer, og der er millioner af småting, der gør, at jeg er lidt mærkelig. Eller jeg vil ikke sige mærkelig, men speciel på en god måde, siger 23-årige Malene smilende, og Michael giver hende straks ret.

34-årige Michael Starholm fra København og 23-årige Malene Jøhnk Holm fra Hvidovre.

Venskabet begynder

Michael og Malenes venskab begyndte sidste forår. De havde begge oprettet sig på platformen Boblberg.dk, som er et online fællesskab, hvor man kan søge nye venner og bekendtskaber. Michael ønskede sig en seende ven, og Malene følte sig ensom.

En dag faldt hun over Michaels profil, og hun fik en følelse af, at hun blev nødt til at kontakte ham. Så det gjorde hun, og Michael blev nysgerrig, da der tikkede en besked ind på hans telefon. “Hej, jeg hedder Malene, og jeg vil gerne høre noget mere om dig,” skrev hun, og snart blev én besked til mange. Det var som om, at deres samtaler var noget specielt, fordi de forstod hinanden på et andet plan.

Der gik ikke lang tid, før de aftalte, at de ville afprøve det nyfundne onlinevenskab i den virkelig verden. Det viste sig dog at være sværere end forventet, fordi Malene i den periode havde det skidt og aflyste hver gang. Men en morgen vågnede Malene med en forhåbningsfuld følelse i maven, og hun besluttede, at nu skulle det være. Hun og Michael skulle mødes, og det kunne ikke vente.

Læs også:

Efter fire aborter og en skilsmisse: Jeg begyndte at tvivle

Snart sad Malene med Carlo ved sin side i bussen mod Vanløse. Hun var nervøs, for generelt var hun ikke så tryg ved at møde nye mennesker. Det var svært at slukke for den urolige stemme i hendes hoved, men hun mindede sig selv om, at det nok skulle gå. Hun vidste, at Michael ikke ville dømme hende for hendes udseende, og den information fandt hun en tryghed i.

Malene hentede Michael foran hans dør, og sammen gik de ned til en lille café længere nede ad gaden. De bestilte pasta og burger og snakkede i timevis. På caféen rykkede den kemi, de havde haft online, ud i virkelighedens rammer, og det føltes næsten, som om at de havde kendt hinanden altid.

Dømmer aldrig

Efter den dag tog venskabet fart. Michael og Malene snakkede i telefonen hver dag, og ofte tog Michael busturen til Hvidovre for at besøge Malene i hendes lejlighed. Der kunne de bruge timevis på at sidde i den røde lædersofa og sludre om alt fra blindhed til bagværk.

For Malene betyder det meget, at hun endelig har fundet en person, som ser hende for den, hun er indeni. Hun ved, at Michael er ligeglad med hendes ydre, og derfor kan hun lade de bekymringer forsvinde.

– Jeg har altid været overvægtig, og jeg har tit mødt nedsættende reaktioner fra folk. Men Michael dømmer mig ikke for. Han forstår mig på et andet niveau end andre mennesker, forklarer Malene.

På samme måde har Michael stor glæde af Malenes evne til at beskrive verdenen. De er begyndt at se film sammen, og med Malenes grundige beskrivelser kan Michael se handlingen udspille sig for sit indre. Hun har også forsøgt at forklare, hvordan det føles at kigge på stjernerne, og selv om det er abstrakt for Michael, lytter han nysgerrigt, når hun fortæller.

– Hun er virkelig god til at beskrive ting for mig, så jeg forstår dem. Der er mange, der har prøvet at forklare mig, hvordan farver ser ud, men de kunne lige så godt snakke kinesisk. Når Malene beskriver, sidder jeg rent faktisk og lytter, fortæller Michael, og Malene tilføjer:

– Det er nok fordi, jeg er sensitiv. Jeg ser tingene på en anderledes måde end andre.

Michael og Malenes venskab er helt unikt, og de griner altid meget, når de tilbringer tid i hinandens selskab.

Unikt venskab

Mens Malene og Michael i dag sidder i den røde sofa og kigger tilbage på deres venskab, bliver der hverken sparet på smil eller latter. Senere på dagen har de aftalt at tage en tur i Rødovrecentret, men kun hvis de orker det. I deres venskab er det altid okay at melde fra, og det er endnu en styrke. De har forståelse for hinandens grænser.

– Jeg tror ikke, der er noget menneske, jeg har haft så lange samtaler med, hvor man slet ikke opdager, at tiden går. Det er livsbekræftende at finde en person, man bare er pot og pande med, fortæller Michael, mens Carlo langsomt sniger sig tættere på ham i sofaen.

Da den store, sorte hund lægger sit hoved på hans skød, stivner hans ansigt, og han laver et lille, forskrækket spjæt. Men hans grimasse forvandles hurtigt til et smil, da han forsigtig rører ved pelsen og indser, at det er den kække labrador.

Læs også:

Gry er ordblind: Mobbet ud af skolen

Selv om venskabet ikke trækker spor mange år tilbage, er Malene og Michael ikke i tvivl om, at de ønsker at være en del af hinandens fremtid. Et venskab, der er så specielt som deres, er ikke nemt at finde.

– Jeg er simpelthen så god inden i – hvorfor kan folk ikke se det? Michael kan ikke dømme mig på, hvordan jeg ser ud, så han må tage mig for den person, jeg er indeni. Det har han gjort, og det giver mig en varm fornemmelse i maven, at der er en, der kan være lige så tosset, som jeg selv er, fortæller Malene og kigger smilende over på Michael, som fortsætter:

– Hvis jeg skulle undvære Malene i mit liv, ville det være underligt og kedeligt. Der ville ligesom mangle et eller andet. Malene har aldrig stillet spørgsmålstegn ved, at jeg er blind. Jeg er blevet taget, som den person jeg er, og ikke for det handicap, jeg har, og det er det vigtigste for mig.

Læs også:

Jeg fik dømt min stedfar