Undgå ondt i nakken: Brug skærmene rigtigt

Flere oplever hovedpine og spændinger i nakke og skuldre efter mange timer med små skærme. Her giver læge Jerk Langer dig gode råd til at undgå at få ondt i hoved og nakke.

De fleste af os kender nok til at sidde eller ligge med smartphone eller tablet i sofaen i timevis for at surfe på nettet eller streame en fed serie fra HBO eller Netflix. Men du kender nok også til hovedpine og spændinger i nakke og skuldre efter de mange timer med små skærme, medmindre du tager dine forholdsregler. Tablets og mobiltelefoner er fantastiske hjælpemidler, som vi kan benytte overalt uden at være koblet til ledninger og tastaturer. Problemet er, at man desværre let ender med at sidde med hovedet bøjet vedvarende nedad, så nakke, skuldre og arme fastlåses i unaturlige positioner. Det belaster muskler, nerver, sener, ledbånd og ryghvirvler meget mere end den klassiske bordcomputer ifølge en afprøvning. På sigt kan det give kroniske smerter i nakke og skuldre samt hovedpine. Husk overordnet det gamle råd om at undgå statiske spændinger, men variere din arbejdsposition og siddestilling. Her er flere tip til, hvordan du minimerer belastningen ved de forskellige typer computere og telefoner.

Mange hilsner Jerk W. Langer

Læs også: Slip for både hovedpine og smerter: Slut med hovedpine

PC og laptop på bordet

  • Sid på en stol med god lændestøtte. Eventuelt med en lille pude i ryggen.
  • Skærmens overkant bør være lige under øjenhøjde.
  • Sid oprejst med ret nakke, slap af i skuldrene, og hold albuerne ind til kroppen.
  • Hold hænder, håndled, underarme og lår parallelle med gulvet.
  • Benyt gerne et hæve-sænke-bord på arbejdspladsen.

Læs også: Bliv smertefri uden medicin

Mobiltelefon

  • Klem ikke telefonen fast mellem hoved og skulder.
  • Brug et håndfrit sæt, og stå og gå, mens du taler, for at skabe variation. Men se dig for imens.

Tablet

  • Undgå at sidde statisk med skærmen fastlåst mellem hænderne i længere tid ad gangen. Placér i stedet din iPad eller anden tablet i en af de fikse holdere og stativer, som er beregnet hertil. Eller løft den op med en pude.
  • Indstil holderen til en komfortabel vinkel, så hovedet løftes til en mere neutral position, som ikke belaster nakken nær så meget.
  • Skift position hvert kvarter, så du ikke låser fast.
  • Arbejder du meget på tablet, så overvej at anskaffe et eksternt tastatur.

Læs også: Norske forskere: Derfor er kvinder mere bange for smerter