Sundhed uden recept

Bliv smertefri uden medicin

26. august 2017 Af Jerk W. Langer. Foto: Panthermedia.
Ved akut smerte er smertestillende piller helt på sin plads, men ved længerevarende smertetilstande bør man prøve at dæmpe medicinforbruget, mener læge Jerk W. Langer. Her giver han dig 9 gode råd til, hvordan du kan blive smertefri uden medicin.
Kvinde tager sig på skulderen

Smerter plager hver eneste dag mange hundrede tusinder danskere, som lider af hovedpine, gigt, ondt i ryg og nakke, menstruationssmerter, ømme led og andre smertetilstande, blandt andet som følge af alvorlige sygdomme som kræft. Sidstnævnte skal dæmpes med alle hjælpemidler, men man mener, at 100.000 danskere uden kræft tager morfinstoffet tramadol i mere end seks måneder, og det er klart for mange, ifølge smerteeksperterne.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Ved akut smerte er smertestillende piller helt på sin plads, men ved længerevarende smertetilstande bør man prøve at dæmpe medicinforbruget. Også mere almindelig smertestillende og betændelsesdæmpende medicin som acetylsalicylsyre, ibuprofen og diclofenac kan på sigt give komplikationer. Det kan være mavesår, forhøjet blodtryk, hjerteanfald og slagtilfælde.

Tre mennesker dør, hver gang 1.000 personer med moderat risiko for hjertesygdom tager sådanne smertedæmpende lægemidler i ét år, rapporterer fagtidsskriftet Lancet. Den enkeltes risiko er lav, men samlet set tæller det op.

Akut smerte advarer om, at noget er galt i kroppen. Men kroniske smerter kan udvikle sig, uden at der nødvendigvis er en fysisk årsag, for også personlige egenskaber hos den enkelte spiller ind. Det betyder absolut ikke, at smerten er indbildt, for den er helt reel for den enkelte.

Men årsagen skal ikke nødvendigvis findes i kroppen. Det overrasker egentlig ikke, når vi husker på, hvordan vi som børn fik ondt i maven, når vi blev drillet, skulle til eksamen eller blev udsat for andre psykiske påvirkninger.

Har du kroniske smerter, skal du sammen med lægen afgøre, hvilken medicin der er bedst for dig. Men medicin bør aldrig være din eneste behandling. Ved mange kroniske smertetilstande kan dosis nedsættes, ja måske endda undværes, såfremt du gør en indsats på andre områder.

9 gode råd til at blive smertefri uden medicin:

  1. Krop-sind-teknikker som meditation, mindfulness og åndedrætsøvelser giver dig bedre kontrol og ro i kroppen, hvilket blandt andet modvirker smertefulde muskelspændinger.
  2. Yoga er effektivt med sine bløde bevægelser, som udstrækker og styrker musklerne samt skaber mere ro i sindet.
  3. Søvnbesvær er gift for kroniske smerter. Hurtigt ryger man ind i en ond cirkel, hvor søvnmanglen forværrer smerterne, så man ikke kan sove, og det bliver en ond cirkel. Første skridt mod bedre søvn er at slukke for tv, computer og smartphone samt dæmpe belysningen om aftenen, så du falder til ro.
  4. Musik lindrer smerter ved at afstresse og løfte humøret. Det vigtigste er, at du kan lide musikken, så triste sange om kærlighedssorger kan også virke.
  5. Selv en ubehjælpsom kropsmassage fjerner spændinger, dæmper stress og uro, samt lindrer smerter. De berøringssignaler, der sendes ind til hjernen, fjerner opmærksomheden fra smertesignalerne.
  6. Ordentlig mad med naturlige råvarer, uforarbejdede fødevarer, grove kornprodukter, masser af grøntsager og krydderier, fede fisk, samt så lidt junk, sukker og raffineret mad som muligt dæmper betændelse i kroppen og hermed smerter.
  7. Det hjælper at bevæge sig, selv om man er øm, mens inaktivitet omvendt gør kroppen mere stiv og smertefuld. Men selvfølgelig skal du ikke overdrive, og tommelfingerreglen er, at det godt må gøre lidt ondt bagefter, men ikke smerte meget.
  8. Der er enorme psykiske gevinster ved bevægelse, blandt andet stresslindring, bedre nattesøvn samt mulighed for at være udendørs i dagslys, hvilket løfter humøret.
  9. Dæmp de høje forventninger til det perfekte liv. Gør noget ved det, du kan ændre, og accepter det, du ikke kan gøre noget ved.

Sponsoreret indhold