Mandag, 6. april 2020 - 7:00 - Af Jerk W. Langer. Foto: Shutterstock
Sænk blodtrykket uden medicin
Hvordan sænker jeg selv blodtrykket? Det er spørgsmålet til Jerk W. Langer. Læs lægens svar her.

Mit blodtryk er moderat forhøjet. Lægen kan ikke finde årsagen til blodtryksforhøjelsen. Jeg er 54 år, ryger ikke og er i øvrigt sund og rask. Hvordan sænker jeg selv blodtrykket?
Alice
Læs også: Drop sodavand og sænk blodtrykket
Kære Alice
Forhøjet blodtryk skyldes i høj grad ens levevis, men også arvelige forhold spiller en rolle, akkurat som det gælder for kolesteroltallet. Formentlig kan du ved at undgå junkfood og salt og i stedet spise masser af grøntsager, frugt og anden plantemad samt især vælge fisk som animalsk opnå en gevinst. Drik kun lidt alkohol, bevæg dig en masse hver dag, prøv at holde normalvægten, sluk tv, sov ordentligt og få styr på stress. Fordi blodtrykket hos dig kun er moderat forhøjet, er der gode chancer for at få det på plads igen. Ellers synes jeg, at du bør tage en samtale med lægen om fordele og ulemper ved medicin. Din sunde levevis betyder formentlig, at du kan nøjes med at tage lavere medicindosis. Under alle omstændigheder beskytter de sunde vaner mod de komplikationer fra hjerte, hjerne, nyrer og øjne, som forhøjet blodtryk kan have. Samtidig falder faren for alt muligt andet lige fra type 2-diabetes over kræft, gigt og demens til depression. Så indsatsen er aldrig forgæves.
Mange hilsner Jerk W. Langer
Læs også: Sænk blodtrykket med frugt