Styrk immunforsvaret: Husk D-vitamin

Kom vintersnuen i forkøbet. Læge Jerk W. Langer giver dig gode råd, til hvordan du får nok D-vitamin i vintermånederne.

I disse tider tænker vi selvfølgelig meget på, hvordan immunforsvaret optimeres bedst muligt til at beskytte mod virus og bakterier. Lad det være sagt med det samme, at effektiv smitteforebyggelse først og fremmest handler om afstand, værnemidler og god håndhygiejne.

Læs også: Boost dit helbred: Spis ærter og bønner

Men meget tyder på, at faren for komplicerede forløb af eksempelvis covid-19 stiger ved overvægt, problemer med blodtryk og kolesterol, type 2-diabetes og andre forhold, der svækker kroppen. Så ved at spise ordentlig mad og holde kroppen fysisk i gang er du med til at styrke kroppens modstandskraft og forhåbentlig nedsætte faren for et kompliceret forløb ved smitte. Endelig kan du formentlig give modstandskraften et lille skub ved at have vitamin D i tankerne.

Læs også: Derfor er D-vitamin vigtig for din krop

Når forskerne har analyseret forsøg, har det vist sig, at vitamin D tilsyneladende reducerer risikoen for at pådrage sig en akut luftvejsinfektion såsom forkølelse og halsbetændelse. Har man lavt vitamin D i blodet, stiger risikoen for et kompliceret forløb af covid-19-infektion ifølge nogle studier, mens andre studier ikke kan bekræfte dette, så vi ved ikke noget med sikkerhed. Ligesom vi er nødt til at være opmærksomme på, at høje doser indebærer risiko for bivirkninger.

Det rokker ikke ved, at du lige nu bør gøre en indsats for at sikre den nødvendige mængde D-vitamin. Om sommeren går det for mange af sig selv, fordi vitaminet dannes i huden under solbestråling. I vinterhalvåret, som vi befinder os i nu, laver vi derimod næsten ikke vitamin D i huden. Blandt 9.249 personer i Vejle faldt D-vitaminmængden i blodet gradvist i løbet af vinteren og lå meget lavt i februar. Selv hos dem, der spiste en almindelig vitaminpille. Så det er vigtigt at tænke D-vitamin-fornuftigt. De første tegn på mangel er muskelsmerter, mange forkølelser og andre luftvejsinfektioner samt dyk i humøret.

Læs også: Tab fedt med D-vitamin 

Sådan får du D-vitamin

  • Fede fisk er den bedste kilde til D-vitamin i maden. 70 gram laks indeholder 30 mikrogram af vitaminet. Det svarer til fire-seks almindelige vitaminpiller og dækker fint selv i den mørkeste vinter. Andre gode fisk er regnbueørred, hellefisk, sild, makrel, torskerogn, sardin, og hornfisk. Det smarte ved fede fisk er dine bonusgevinster i form af mineralerne selen og jod, omega-3-fedtsyrer, samt mættende proteiner af højeste kvalitet. Makrel i tomat, som de fleste børn godt kan lide, er strålende med hensyn til D-vitamin.
  • En daglig pille med D-vitamin er nærliggende. Vælger du denne løsning, bør dosis som udgangspunkt ligge i størrelsesordenen 20-25 mikrogram. Alt tyder på, at doser under 100 mikrogram dagligt for voksne og større børn er uskadelige, men så højt mener jeg ikke, at du bør gå uden lægens samtykke.
  • Har lægen målt et lavt D-vitamin på grund af symptomer såsom muskelsmerter og træthed, skal du formentlig tage tilskud. Typisk vil man gerne have tallet op på 75. Måles dit D-vitamin eksempelvis til 35, beregnes din dosis som 75 minus 35, det vil sige 40 mikrogram om dagen. Den dosis tager man i nogle måneder, hvorefter lægen formentlig tager en ny blodprøve.
  • 20 mikrogram D-vitamin dagligt kombineret med 800-1.000 milligram kalcium anbefales til personer over 70 år, plejehjemsbeboere og mennesker med øget risiko for knogleskørhed uanset alder, ifølge Sundhedsstyrelsen.10 mikrogram D-vitamin dagligt anbefales til 0-2 årige, gravide, børn og voksne med mørk hud, børn og voksne, som bærer tildækkende påklædning om sommeren, samt personer der ikke kommer udendørs til daglig eller undgår sollys, ifølge Sundhedsstyrelsen.
  • Dosis angives med forskellige måleenheder og forkortelser, hvilket er forvirrende at holde rede på. Mængden af vitamin D anføres gerne som mikrogram, men internationale enheder, forkortet IE eller IU, benyttes også. Her gælder, at 25 mikrogram = 1.000 internationale enheder. Procenttallet på pakningen beskriver, hvor stor dosis er i forhold til ­officielt anbefalet dagsdosis.

Mange hilsner Jerk W. Langer

Læs også: Sådan undgår du efterårets sygdomme