Han fældede Mias morder – del 3:3: Tilståelsen

Denne artikel blev første gang publiceret i Ude og Hjemme blad nr. 44 2011.

Ude og Hjemme har valgt at genudgive artikelserien om opklaringen af mordet på Mia Teglgaard Sprotte, da Mias morder for nylig er blevet løsladt.

Du kan læse mere om det her:

Læs starten på artikelserien her:

Tilståelsen

Fa’me så! Søren havde ingen grund til at ændre sin forklaring – det er altid risikabelt at gøre – hvis ikke det var, fordi han var blevet bange for, at vidner kunne placere ham i nærheden af boldbanerne. Han vidste, at hundelufteren så ham, de to havde haft et skænderi.

Han forsøgte med andre ord at dreje sin forklaring i en retning, der på ufarlig vis kunne placere ham nær gerningsstedet. Havde han haft rent mel i posen, kunne han bare have sagt det første gang.

Vi kørte videre. Jeg understregede, at han sad sammen med to politifolk.

– Du skal ikke fortælle noget, du ikke vil have skal blive brugt imod dig, tilføjede jeg.

Han var endnu ikke sigtet, så vi behøvede ikke oplyse ham om hans rettigheder. På resten af bilturen sagde han ikke så meget.

På Rigshospitalet gik tingene efter bogen. De undersøgte hans krop, men der var ingen spor efter noget – ingen rifter eller lignende.

Der var også gået 14 dage, siden Mia forsvandt.

Så tog de den aftalte blodprøve, og vi kørte derefter en begivenhedsløs tur tilbage til Ringsted.

24 timers frist

Klokken 16 satte jeg mig ned med Søren inde på stationen. Han var ikke sigtet, ikke engang anholdt. Afhøringen gik trægt. Han ville ikke samarbejde og truede flere gange med ”at skride”.

Jeg holdt mig til at sige, at vi gerne ville have nogle faktuelle ting belyst, og at han kunne gøre det nemmere for alle, hvis han talte med mig.

Men jeg lod ham også forstå, at hvis han pludselig gav udtryk for, at han ville hjem, så havde vi tænkt os at anholde ham.

Med andre ord havde jeg maksimalt 24 timer.

– Måske skrider jeg bare, sagde han igen.

– Hvis du går, så anholder jeg dig og sigter dig for drabet på Mia.

Han virkede pludselig uligevægtig. Opfarende. Han skiftevis satte sig og rejste sig, gik rundt om sig selv, trommede med foden i gulvet. Han var rastløs og mærkelig.

Jeg prøvede at tale ham til ro. Spurgte til hans opvækst, om han kunne lide fodbold.

– Kom nu til sagen, hvad vil du mig? Du er sgu da ligeglad med, om jeg kan lide fodbold eller ej, sagde han og kiggede vredt på mig.

Et bizart fund

Efter halvanden times tid med den slags meningsløs samtale ringede Jørgen ude fra lejligheden.

De havde fundet en stribe kondomer inde på Sørens værelse. Mærket var det samme, som var fundet på graven.

Der var syv kondomer tilbage. På det sidste kondom i rækken var der en perforering, og Jørgen havde straks fået sendt fundet ind til teknisk afdeling, så de kunne tjekke, om perforeringen matchede den kondomindpakning, vi fandt på Mias grav.

De havde også gjort et andet bizart fund.

Et kladdehæfte med stærkt pornografiske billeder på den ene side af hvert opslag – klippet ud af pornoblade – og billeder af små piger klippet ud fra kataloger fra Bilka og Føtex og så videre på den anden side.

Klokken var blevet 17.45.

– Nu har du et problem, sagde jeg.

Jeg gik ud af rummet og fandt en stak med ubrugt papir i en kopimaskine. Der var vel 500 ark. Så gik jeg tilbage til Søren.

Jeg tog det øverste papir og rev det over på midten. Jeg gav ham den ene halvdel og de resterende 499 hele ark.

– Søren, hjemme på dit værelse har vi fundet en rulle med kondomer gemt væk, hvorfor var de gemt væk? spurgte jeg ham.

– Fordi min mor ikke må se dem.

– Pis med dig, siger jeg, du er 21 år.

– Nu skal du høre. I den pakke med kondomer, vi har fundet hos dig, er der en brudflade, der hvor det seneste kondom er taget ud. Kondomerne er af samme mærke, som det vi fandt sammen med Mia. Lige nu tjekker vi, om de perforeringer passer sammen. Men ved du hvad? Det tror jeg, de gør. Hvad tror du?

Han mumlede et utydeligt svar.

Du er anholdt

– Prøv engang at rive de hele ark papir over, der ligger foran dig. Når du har et halvt stykke, der passer fuldstændig til den afrevne halvdel, jeg lige har givet dig, så er du velkommen til at gå herfra. Så skal vi aldrig tale sammen mere, sagde jeg.

– Det var da på tide, sagde han. – Jeg har intet gjort.

Derefter begyndte han at rive papirerne i to stykker. Efter 10 forsøg opgav han.

– Det går jo ikke, sagde han irriteret.

– Nej, siger jeg så. – Det går ikke. Derfor har du et kæmpe problem, hvis vores teknikere om lidt fortæller, at de kan matche de to perforeringer med hinanden.

Så blev han ude af den. Lidt efter ringede Jørgen.

– Bingo, sagde han. – Vi har ikke haft den i mikroskop endnu, men Bent Hytholm fra teknisk afdeling siger, at den er god nok. Han sender en egentlig erklæring senere.

Derefter anholdt jeg ham. Han begyndte at græde med det samme.

– Nu tror jeg, vi stopper, Søren, sagde jeg så. – Nu skal du have fat i en advokat, for du er ude i noget lort her. Du er sigtet for den alvorligste forbrydelse, der findes.

Det var mig

Han var slet ikke til at komme i kontakt med længere. Han tudede, var ophidset og helt usammenhængende.

Han fik dog fremstammet, at han ikke kendte en advokat, så vi fandt en til ham, en lokal mand fra Ringsted, der hed Ringgaard.

Han kom hurtigt ind til os og blev sat ind i sagen, men på det tidspunkt var Søren umulig at afhøre.

– Jeg husker ikke rigtig noget … Jeg gravede et hul …

Der var hverken hoved eller hale i hans snak.

Vi havde rigeligt til at holde ham, så ved halvnitiden om aftenen fik vi sat ham ned i arresten.

Næste morgen klokken ni hentede jeg Søren nede i kælderen. Han var blevet rolig, men han havde også haft lægebesøg det meste af natten. Han var proppet med piller.

Hans forsvarer havde sagt okay til, at vi fortsatte, selv om han – forsvareren – ikke kunne deltage fra morgenstunden.

Søren var mere åbenmundet på andendagen. Han fortalte, at han kunne huske, at han havde kvalt Mia og gravet hende ned. Men han nægtede, at der var foregået et seksuelt overgreb.

Senere på dagen blev han fremstillet for en dommer af Sine Justesen, der var politimester i Ringsted.

Han blev varetægtsfængslet i fire uger. Ude foran retslokalet var et stort antal pressefolk ved at gå amok. Det var ret ubehageligt at være vidne til.

I sikret celle

Efter natten i arresten, hvor truslerne regnede ned over Søren, stod det klart, at vi ikke kunne lade ham sidde i varetægt i Ringsted Arrest.

Vi fik lagt ham ned i bagagerummet på en civil politibil og kørte ham til Vestre Fængsel.

Her blev han sat i en celle i en sikringsafdeling, uden kontakt til andre fanger overhovedet. Drab på børn er også i de kriminelle miljøer betragtet som den værste forbrydelse, man kan begå – hvilket helt klart også ses i spjældet.

Netop den type gerningsmænd er lavest i hierarkiet, og kan andre indsatte få fat i dem, tæver de dem ofte.

I de følgende måneder sidder jeg ofte sammen med Søren.

En ting er, at han har erkendt – i hvert fald dele af – sin forbrydelse, noget andet er, at vi skal have alle detaljer på plads for at kunne føre så sikker en sag som muligt.

Det var min opgave at få ham til at fortælle alt – min opgave at få ham til at forklare sig.

Jan, min gode makker fra aktionsstyrken, var med til at begynde med, men efterhånden viste Søren mest tillid til mig, så oftere og oftere bad Søren om, at Jan forlod lokalet, hvorefter han så fortalte mig om alle de uhyrligheder, han havde begået, også seksuelt.

Igen oplevede jeg, at gerningsmænd har nemmere ved at bekende sig til ét menneske, end de har til to.

Der var et eller andet i Søren, som godt var klar over, at de ting, han fortalte, vakte afsky, så jo færre han skulle blotte sit inderste – sit ikke ligefrem kønne inderste – over for, jo bedre. For ham.

Med accept fra Sørens forsvarer afhørte jeg ham derfor også ofte uden forsvareren. Undervejs kom alt frem.

Et dumt svin

Det var et langt forløb, hvor jeg fik mange og voldsomt ubehagelige ting at vide. Tilbage står, at Søren var kørt hjemmefra den aften, fordi han ville finde og voldtage en pige.

Så enkelt var det. Så skræmmende var det.

Folk spørger, hvordan kan du tale med ham, han er syg i hovedet, det dumme svin skal da bare spærres inde. Og det har de jo ret i.

Og jeg fik da også sagt til Søren, at han var et dumt svin, og at jeg hverken kunne forstå eller tilgive det, han havde gjort.

Men samtidig har jeg et arbejde at passe – nogen skal tale med folk som Søren. Nogen skal få dem til at sætte ord på deres frygtelige handlinger, så vi kan få dem straffet.

Senere viste det sig, at det var hans DNA, vi fandt på det der kondom, men da havde han allerede tilstået, så det gjorde ingen forskel i det videre forløb.

Da sagen nåede til retten, blev den da også kørt som en ren tilståelsessag.

Søren blev dømt til forvaring. Han sidder i Herstedvester.

Her slutter uddraget fra Tom Christensens bog ”Han fik morderne til at tilstå”, udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof.

I dag har Mias morder afsonet sin dom og er for nylig blevet løsladt. Du kan læse mere om det lige her: