Han fældede Mias morder - del 2:3: Mistanken

Denne artikel blev første gang publiceret i Ude og Hjemme blad nr. 43 2011.

Ude og Hjemme har valgt at genudgive artikelserien om opklaringen af mordet på Mia Teglgaard Sprotte, da Mias morder for nylig er blevet løsladt.

Du kan læse mere om det her:

Læs starten på artikelserien her:

Mistanken

Heldigvis boede de (den mistænkte og hans familie, red.) i kvarteret, så vi lod simpelthen, som om vi bare var i gang med at tale med alle beboere i Benløseparken. Helt normalt. Ren rutine.

Da vi var kommet indenfor, spurgte vi til familien. Kvinden, der hed Alice, fortalte, at hun var gift med Tommy, og at sønnens navn var Søren (ændrede navne, red.).

Vi sad i sofaen inde i deres dagligstue. Et dansk, almindeligt arbejderhjem.

– Var I så hjemme forrige fredag aften, fik vi spurgt.

– Ja, ja, vi var her hele aftenen, Tommy og mig, i hvert fald, sagde hun og fortsatte:

– Ja, man ved jo aldrig med de unge, de lever deres eget liv. Søren var ude at køre på et tidspunkt, tror jeg, men ved halvti-tiden var han helt sikkert hjemme, for der kom en masse af hans venner forbi for at hente ham. De skulle til Roskilde Festival.

Vi vidste hun løj

Vi fiskede efter mere. Vi fik sagt, at hun skulle lade være med at vaske tøj så sent, som hun havde gjort den fredag aften, og oplyste hende om, at vi havde talt med naboerne, og at de havde fortalt, at der var larm fra en vaskemaskine den fredag.

– Jeg har sgu ikke vasket tøj i fredags, sagde hun.

– Nå, men så må det være din mand eller søn, som har været i gang, svarede vi.

– Nej, fanme nej, de rører aldrig den vaskemaskine.

Så var vi klar over, at hun løj.

Når det går op for folk, at de faktisk bliver udspurgt om en forbrydelse, er langt de fleste meget mindre villige til at tale.

Det er også derfor, jeg under egentlige afhøringer af gerningsmænd bruger så lang tid på at etablere et tillidsforhold og få hele situationen til at virke som alt andet end en afhøring.

Vi havde fået at vide, at Søren arbejdede som kok på en café. En af vores helt suveræne ”støvere”, Benny Frederiksen, kørte derhen.

Caféen lå lige over for politigården i Ringsted. Benny fortalte den samme smøre, som moderen havde fået, nemlig at vi som ren politirutine talte med alle folk, der boede i området.

– Har du hørt om hende den lille pige, Mia? spurgte Benny.

Det havde Søren, og han gav udtryk for sin forfærdelse.

– Min mor og jeg har været nede at lægge blomster, der hvor hun døde. Sådan en som ham, der har gjort det, skulle have skåret den af.

Benny fik efter et par minutter langsomt drejet samtalen over på, hvad Søren så egentlig selv havde rendt rundt og lavet den fredag aften, hvor Mia blev dræbt.

– Jo, jeg var på arbejde frem til klokken fem, fik han forklaret.

– Og så cyklede jeg først hjem til min mor og far, og derefter cyklede jeg videre ned til et par kammerater for at drikke bajere, inden vi tog sammen til Roskilde Festival.

Så tilføjede Søren, helt uden at Benny havde spurgt ham om det, at han på den cykeltur i øvrigt røg på røven et sted undervejs, og at han fik olie og jord på bukserne.

Derfor havde han lige taget en tur omkring hjemmet igen for at smide sit beskidte tøj i vaskemaskinen og skifte til noget rent. Han ville se ordentlig ud til festivalen.

Han gjorde et nummer ud af at fortælle, at hans kammerat boede i retning mod Ringsted, altså modsat de grønne områder, hvor Mia blev fundet.

Da Benny kom tilbage, sagde han, at det virkede som om ”ham knægten” havde rent mel i posen. Det fremstod troværdigt, at Søren selv fortalte om tøjet.

14 dage efter var vi stadig på bar bund. En del af os fik så lov til at tage et par fridage efter at have arbejdet to uger i træk.

Dagen efter jeg kom hjem, ringede telefonen. Det var Ove Bundgaard, vores nye chef.

Han bad mig om at tage til Ringsted igen. Der var kommet et resultat fra Retsmedicinsk Institut.

Det kondom, der blev fundet ude på graven, har Mias DNA på ydersiden og spor efter en mand, som altså så må være gerningsmanden. Nu havde vi ham - bortset fra at han var ukendt i systemerne.

En plan

Men så snart vi fik stukket nålen i den rigtige og kunne sammenholde DNA fra kondomet med en DNA-prøve, var den hjemme. Det havde vi prøvet før.

Samtidig havde Svend Erik og Poul Børge fået os til at interessere os for Søren igen – på grund af alt det med den gule cykel og signalementet.

Det ville være oplagt at indhente en DNA-prøve fra ham i første omgang og så se, om der var bid eller ej.

– Det tager normalt to til tre uger at få svar på den slags prøver, alt for meget kan ske på den tid, det ved du også. Det er altså noget lort at gå i gang med, sagde jeg.

Vi talte om at lave en konfrontation i stedet, hvor hundelufteren og den tyrkiske kvinde skulle se, om de kunne udpege Søren.

Det var bare risikabelt. Tænk, hvis de ikke genkendte ham – og afviste, at det var ham, de havde set den aften. Så ville vi aldrig få ham varetægtsfængslet.

Resultatet blev, at vi aftalte at mødes mandag morgen i Ringsted.

Denne gang tog min ven Kurt Kragh med. Hans erfaringer som drabsefterforsker og hans støtte til Poul Børge og holdet var yderst velkommen.

Han og jeg fik som det første om mandagen fat i Birthe Eriksen, der var lektor på Retsgenetisk Institut under Københavns Universitet. Vi pressede hende lidt. Hun var en virkelig dygtig retsgenetiker og den i Danmark, der vidste mest om DNA på det tidspunkt. Vi kendte hende godt.

Hun sagde til sidst, at hvis vi kom ind til hende med ham Søren, som vi ville have DNA-prøver fra, så ville hun arrangere det sådan, at vi kunne få et resultat inden for 24 timer.

Frivillig tvang

Poul Børge og jeg blev enige om, at det kunne vi godt klare.

Vi ville tage ham med ind på frivillig basis, og så skulle jeg nok få ham overtalt til at indvilge i at få taget den blodprøve på retsmedicinsk.

Vi var ikke bange for at anholde Søren, men det var langt nemmere, hvis han tog med frivilligt. Og så måtte vi håbe på det rigtige resultat inden for 24 timer – da Søren næppe ville blive varetægtsfængslet alene på baggrund af vores oplysninger om den gule cykel og de lidt sparsomme signalementer.

Nu skete der noget.

Ove Larsen, som var ny chef for drabsafdelingen, havde lidt usædvanligt besluttet at hyre et helt ransagningshold på ti mand inde fra København.

Det opdagede vi, da vi nåede frem, og de stod foran den ejendom, hvor Søren boede. Det virkede lidt voldsomt, men skulle vise sig at fungere skidegodt.

I første omgang gik jeg dog alene derop – sammen med Jan – og ringede på. Jeg havde ikke mødt Søren før, så jeg præsenterede mig, og vi fik lov til at komme indenfor i stuen. Intet problem.

– Ved du hvad, siger jeg til Søren. – Du er blevet afhørt en gang før, men vi er i gang med den store kost i øjeblikket, og vi vil godt lige tale med dig igen og se, om du kan hjælpe os med et par ting.

Nettet strammes

Han var ikke afvisende. Vi stod lidt i lejligheden og sludrede.

På et tidspunkt fik jeg indskudt, at der er noget, som hedder DNA … Om Søren kendte til det?

– Ja, det ved jeg godt, hvad er, svarede han med lidt overbærenhed i stemmen.

Jeg gav ham derefter en sludder for en sladder. Om at vi i den her sag havde besluttet at prøve at indsamle DNA fra alle de personer, der havde været i nærheden af sagen.

Det handlede om at få ham til frivilligt at gå ned i bilen og køre med ind på Rigshospitalet til Retsmedicinsk Institut. Han virkede lidt tøvende, men sagde ja.

– Jeg har sagt, hvad jeg ved …, mumlede han.

– Ja, det ved jeg godt, men vi har fået at vide, at vi skal være grundige af vores chefer … Så måske du kunne hjælpe os? Ellers får jeg ballade, svarede jeg.

– Okay, sagde han.

Jan og jeg spurgte så Sørens far, om han havde noget imod, at politiet ransagede hjemmet, mens vi var ude at køre med Søren. For en god ordens skyld.

– Næh, det er fint, sagde han blot.

Jeg ringede ned til Jørgen, der sad i sin bil ude foran ejendommen, og sagde:

– Det er okay, send du bare dine folk op, og kom selv med.

Da Søren, Jan og jeg gik ned ad trappen, kom de op. 10 mand høj plus Jørgen og Gert. Parat til det hele.

Jan, Søren og jeg satte os ind i min bil, en Peugeot 307-stationcar. Jan kørte, jeg sad på det andet forsæde, og Søren sad bagi.

Under turen ind til Rigshospitalet talte vi videre sammen, Søren og jeg, om livet i Ringsted, om hans uddannelse som skibskok og meget andet. Han spurgte også interesseret til, hvor langt politiet var kommet med sagen.

Pludselig kigger han op, jeg fanger hans øjne i bakspejlet.

Afgørende køretur

– Hvad er det nu, du hedder, sagde han til mig.

– Tom, svarede jeg.

– Okay, Tom, ham der afhørte mig sidst, hvad hed han?

– Han hed Benny.

– Benny, ja, det er rigtigt. Ved du hvad, jeg tror sgu, at jeg er kommet til at lyve lidt for ham. Den dag dér, da han kom ind på caféen, og vi talte sammen, sagde Søren så.

– Nå, svarede jeg med neutral stemme. – Hvad er du da kommet til at sige?

– Jo, altså jeg fortalte ham, at jeg var ude at cykle den aften – og at jeg kørte hjemme fra mig selv hen til mine kammerater.

– Ja, det fortalte Benny godt.

– Det er bare ... Forstår du ... Altså jeg sagde, at jeg ikke var nede ved boldbanerne, min kammerat bor i den modsatte retning. Men ... Altså jeg kørte lidt rundt, før jeg tog ud til ham, så jeg var også nede forbi stierne ved boldbanerne på et tidspunkt, sagde han så.

Da han rykkede ud med det, var der ingen tvivl hos mig længere: Vi sad med gerningsmanden i vores bil.

Læs tredje og sidste del af artikelserien "Han fældede Mias morder" her: