Jettes mand er ikke mere sig selv: Kærlighed blev til omsorg

I 50 år har de været uenige. Birger ville bygge en ottekantet bænk rundt om deres æbletræ. Jette var til det lige. Nu savner hun den gamle Birger med den krøllede hjerne. For selv om han sidder lige ved siden af, er han forsvundet.

Sidste efterår var Jette og Birger på ferie på Kreta. Det havde de været så mange gange i løbet af deres 50 år sammen, at de ligefrem kaldte den ”Vores ø.”

Denne gang var ferien anderledes. Godt nok var himmelen lige så blå, som altid, maden lige så krydret, og selv på feriebillederne sad de to i sommertøj og smilede, præcis som de plejede.

Men denne gang kunne Jette aldrig slippe Birger af syne. Gik han på toilettet på en restaurant, skulle hun følge ham med øjnene, og ved poolen kunne hun aldrig bare læne sig tilbage.

Samtidig havde hun en viden i baghovedet, som hele tiden var der: Denne ferie er vores sidste sammen.

 

Jette og Birger på deres sidste ferie sammen. 
Privat

Jette og Birger på deres sidste ferie sammen. 

 

I podcasten ”Min kærlighedshistorie” kan du høre Jette fortælle om sit liv med Birger.

Mødtes på Islev Station

Jette Veber var 17 år, da hun i 1972 stod på Islev Station og ventede på toget. Det tog sin tid, men det gjorde ikke noget, for i ventetiden faldt hun i snak med en to år ældre fyr, der med sine lange, brune slangekrøller ikke lignede nogen anden. Der var noget særligt ved ham, og da han spurgte, om hun ville med til en fest, kom der et lille ”ja” over Jettes læber. I dag forstår hun stadig ikke, hvor det ja kom fra.

– På det tidspunkt var jeg en usikker pige. Jeg var i en stor del af mit liv vokset op på et børnehjem, og jeg stolede ikke på ret mange, så jeg ved egentlig ikke, hvordan jeg fandt modet til at tage med ham.

 

Jette ved stadig ikke, hvordan hun fandt modet til at tage til fest med Birger. men hun er glad for, hun gjorde det. For de har været sammen lige siden.

Jette ved stadig ikke, hvordan hun fandt modet til at tage til fest med Birger. men hun er glad for, hun gjorde det. For de har været sammen lige siden.

 

Birger var Jettes Bamse

Det var den helt rigtige beslutning, at Jette valgte at tage toget med fyren med slangekrøllerne den aften. For de to har fulgtes ad lige siden, og de seneste 42 har de boet i samme etageejendom i Rødovre. Det har altid været dem. Jette og Birger. Eller Bamse, som Jette altid har kaldt ham. Det er kun de seneste år, at Bamse er blevet mere til Birger. For i sundhedssystemet bruger man ikke kælenavne.

Hinandens modsætninger

Det var ikke fordi, Jette og Bamse var det oplagte par, da de mødtes på Islev station. I virkeligheden var de meget forskellige, for Bamse skilte sig ikke bare ud med sine slangekrøller. Han gjorde det også med sin musiksmag og ikke mindst sine skøre ideer. Som da han fandt på at bygge en ottekantet bænk rundt om æbletræet ude i deres kolonihavehus i Herlev.

– Vi var uenige om næsten alt, og jeg tænkte ”Åh nej,” da han byggede den bænk. Men det endte med at blive den fedeste bænk, og alle kommenterede den, når de kom forbi. I dag kan jeg godt se, at nogle af hans vilde ideer var gode. Men dengang hadede jeg dem. Jeg var mere til det traditionelle, og det skulle helst ligne Bo Bedre. Det var der selvfølgelig aldrig noget, der gjorde. Både fordi, jeg skulle gå på kompromis med Bamses smag og med pladsen, siger 67-årige Jette, som fik to børn med Bamse. En dreng og en pige. Kernefamilien var altsålige, som den skulle være. Og så alligevel ikke.

Så må vi få det bedste ud af det

Jette kunne nemlig mærke, at deres datter haltede bagud, og en dag sad hun alene på hospitalet og fik sin bange anelse bekræftet af en overlæge. Deres datter var handicappet.

Den dag gik Jette tudende hjem, og da Bamse fik fri fra arbejde nogle timer efter, overbragte hun ham den alvorlige besked. Mere husker hun ikke fra den dag. Men hun husker tydeligt, at overlægen ringede et par dage efter for at høre, hvordan samtalen med barnets far var gået.

Jette sagde det, som det var. Bamse havde sagt: ”Jamen så må vi få det bedste ud af det.”

Den reaktion kom bag på overlægen. ”Ofte smutter manden i den slags situationer. Det bliver simpelthen for kompliceret,” sagde han.

Men Bamse smuttede ingen steder.

Byggede hjælpemidler til datteren

– Jeg må sige, at han var en fantastisk far. Han byggede alle mulige hjælpemidler, der gjorde vores datters liv lettere, og han har højst sagt nej fem gange i sit liv til at køre hende et sted hen i handicapbilen. Han har altid været der for hende. Det har han også for vores søn.

 

Birger har altid været god til at bygge alt muligt. Men i de seneste år har han ikke længere været i stand til det. Også det har sygdommen taget fra ham.

Birger har altid været god til at bygge alt muligt. Men i de seneste år har han ikke længere været i stand til det. Også det har sygdommen taget fra ham.

 

Gå til lægen eller jeg vil skilles

Jette kunne regne med Bamse. Det var også derfor, det undrede hende, at han pludselig ændrede sig, da han blev omkring 60 år. Han glemte ting, og ude i kolonihaven begyndte han at bygge et stort monstrum af noget, som ingen anede, hvad var. Det værste var, at han var blevet så sur.

– Han skældte mig hele tiden ud, og jeg tænkte, at hvis det er sådan her, jeg skal leve min alderdom, så vil jeg skilles. Jeg sagde til ham, at han var nødt til at gå til lægen. Det ville han ikke høre tale om. Til sidst sagde jeg: ”Enten går du til lægen. Eller også smutter jeg.”

Birger har Alzheimers

Bamse endte hos lægen. Og Bamse og Jette endte efterfølgende med at sidde sammen på hospitalet for få den endelige diagnose. Bamse havde Alzheimers. Eller rettere: Birger havde Alzheimers, som der stod i journalen.

Den dag passede Jette sin aftenvagt som pædagog. Først da hun kom hjem, googlede hun sygdommen, og så ramte virkeligheden.

– Jeg troede, at Alzheimers kun handlede om, at man glemte ting. Men det er jo det mindste af det. Det værste er, at man skifter personlighed.

Bamse har skiftet personlighed. Godt nok ligner han sig selv på det ydre, men indeni er der nærmest ikke noget Bamse tilbage, og der er hele tiden færdigheder, han ikke længere mestrer.

Længe kunne han selv cykle på sin elcykel til det dagcenter for unge demente, hvor han kommer tre gange om ugen. Men den tur er nu blevet til taxakørsel bevilliget af kommunen. Cykelturene var for farlige for Bamse. Og bekymrende for Jette, fordi hun hver gang skulle ud at finde ham, når han blev væk.

– Når jeg har cyklet rundt efter ham, har jeg haft det så dårligt, at jeg næsten ikke kunne være i min egen krop. Han har virkelig været svær at finde, fordi han bare cyklede rundt og rundt. En gang fandt jeg ham i Vanløse. En anden gang på Frederiksberg. Jeg har også hentet ham i Gentofte. Alle mulige steder, hvor jeg slet ikke selv vidste, hvor jeg var.

 

Jette lever et helt andet liv i dag, hvor det er hende, der har ansvaret for det hele i hjemmet.
Foto: Gregers Overvad

Jette lever et helt andet liv i dag, hvor det er hende, der har ansvaret for det hele i hjemmet.

 

Jette lever et helt andet liv

Siden Bamse blev syg, har Jette ofte været steder, hun ikke har været før. Også i sit eget hjem. For intet er mere normalt.

I dag skal hun øse maden op på Bamses tallerken, fordi det er for uoverskueligt for ham at gøre selv. Hun ordner deres økonomi, som ellers altid har været Bamses domæne, og så er hun rigtig meget på YouTube for at se, hvordan man for eksempel borer et hul i en væg og sætter en skrue i. Det praktiske ligger nu på hendes skuldre, men hun er nødt til at udføre arbejdet, når Bamse er ude. For når man selv har bygget en ottekantet bænk, køkkener, badeværelser og hjælpemidler til sin egen datter, er det er næsten naturstridigt at se sin egen kone med en hammer i hånden.

Svært at bede om hjælp

De praktiske opgaver falder bestemt ikke Jette særlig let, som når der skal installeres et nyt tv, eller hækken i kolonihaven skal klippes. Men hun har endnu sværere ved at bede om hjælp.

– Det er det, jeg hader allermest. Jeg synes, det er så grænseoverskridende, for tænk nu, hvis jeg bliver afvist. Det ville være så ydmygende. Jeg ved godt, det er dumt. Det er jo bare nogle få ord. Men jeg synes, det er så svært, siger Jette.

Demensven gør en forskel

Hun er til gengæld er dybt taknemmelig for den demensven, parret har fået gennem Alzheimer Foreningen. En ung fyr, som tit kigger forbi for at sludre eller gå en tur med Bamse. Faktisk er de blevet så familiære med ham, at han og hans kæreste også var med på den sidste tur til Kreta. Det var også dem, der på et tidspunkt påpegede, at Jette havde brug for aflastning.

Konstant på overarbejde

Hun kan godt selv se det. Hun er konstant på overarbejde. Om natten skal hun holde øje med, at han ikke går op, og om dagen skal hun helst sidde helt stille på sofaen inde i stuen, så Bamse ikke bliver urolig. Hvis hun er hurtig, kan hun lige nå ned i vaskekælderen, men det er altid med en vis frygt for, hvad Bamse nu kan finde på. Hans virkelighed er jo en anden. Som når han pludselig beder Jette om at holde op med at tale hele tiden, selv om hun ikke har sagt et ord. Eller når han bliver ved med at spørge om det samme.

 

I dag er det Jette, der skal stå for familiens økonomi, ligesom hun er den, der skal bore et hul i væggen, når der er brug for det. Og det falder hende ikke særlig let.
Foto: Gregers Overvad

I dag er det Jette, der skal stå for familiens økonomi, ligesom hun er den, der skal bore et hul i væggen, når der er brug for det. Og det falder hende ikke særlig let.

 

Jeg kan blive så sur

Jette svarer, så godt hun kan. Men hun er også bare et menneske, og en gang imellem tager temperamentet over.

– Jeg kan blive så sur på ham. For det er jo en usynlig sygdom, så jeg kan sige til ham: ”Så tag dig dog sammen”. Men det er så dumt, for det er jo sygdommen, jeg står og diskuterer med. Det ved jeg godt, og jeg kan få dårlig samvittighed bagefter, for når jeg har skældt ud, sidder han bare der helt stille.

Jette må ikke røre sin mand

Jette kan ikke bare rykke over til ham og give ham et forsonende kram, når bølgerne er gået højt. For Bamse vil ikke røres ved, han vil heller ikke røre Jette. Og det er nok en af de ting, hun savner mest ved sin gamle Bamse.

– Han kan blive helt panisk, hvis jeg rører ved ham, og der er slet ingen kys og den slags. Det savner jeg. Jeg savner, at han holder om mig, og passer på mig og siger, at jeg gør det godt. Det ville godt nok være rart, siger Jette som stadig kan huske den tryghed, som Bamse kom med dengang for 50 år siden, hvor hun selv var den usikre pige med den urolige opvækst.

Savner en, der passer på mig

– Jeg kan mærke, at jeg mangler den tryghed nu. Det der med, at der er en, der passer på mig.

I dag er det Jette, der passer på Bamse. Døgnet rundt. Hun synes stadig, det er svært at beslutte sig for, om han skal i aflastning. Dels fordi Bamse selv blev vred, da hun luftede ideen for ham ”Vil du smide mig ud,” som han sagde. Og så har Jette det også bedst, når hun ved, hvor han er, og hvordan han har det.

– Jeg tror, jeg hele tiden ville bekymre mig om, hvordan han havde det. Om han nu fik noget ordentligt at spise. Om han så pæn ud i tøjet.

Sådan kan kærligheden også være. En dyb omsorg for et andet menneske.

– Jeg ved ikke, om man kan sige, at jeg stadig elsker ham. Det er nok et forkert ord. Men han er min gode ven og en, jeg skal passe på, siger Jette.

Håber Birger vil rive udefor hækken igen

Hun oplever stadig lyse øjeblikke. Det kan godt være, at de er så små, at andre nok ville tage dem som en selvfølge. Men Jette glæder sig til foråret, når de igen rykker ud i kolonihavehuset.

– Så håber jeg, at Birger stadig kan gå og rive på stien uden foran hækken. Det har han en fest med. Så sludrer han lidt med folk, der går forbi, og det elsker han.

Lyt til Jette

I podcasten kan du høre Jette fint og ærligt fortælle om sit liv med Birger. Eller Bamse, som han jo stadig er for hende.

Lyt med herunder, i ALLY eller der, hvor du foretrækker at lytte til podcasts.”

Få støtte som pårørende

Du kan ringe til Demenslinjen på 58505850, hvis du ønsker at tale med nogen om parforholdet med en person meddemens. Her er de klar til at tale om kærlighed, intimitet og seksualitet. Nationalt Videnscenter for Demens er desuden på vej med to håndbøger med samme emner, som forventes at udkomme i starten af 2023.