Henrik jagtede terrorist: Jeg er stolt af mine kollegaer

Politiets hundeafdeling på Artillerivej er tom for personale, da Henrik Oryé kommer styrtende ind. Alt mandskab er blevet kaldt ud i byen for at skabe tryghed. Henrik trækker hurtigt i sin uniform med skudsikker vest, griber sit våben og sætter sig ind i en ledig politibil. Og så kører han direkte til Krudttønden med alt, hvad remmer og tøj kan holde.

Henrik havde været i politiet i over 30 år og havde som indsatsleder ved Københavns Politi prøvet det meste inden for sit fag. En gerningsmand, der skyder. En morder, der skal findes. En kaosscene med sårede og døde mennesker. En minister, der ringer og forlanger besked om situationens alvor.

Alligevel var det anderledes denne gang.

– Det hele kom i spil på én og samme tid. Og ordet ”terror”... det svævede oppe i luften, siger 60-årige Henrik Oryé om den kolde februardag i 2015, hvor han pludselig fik en hovedrolle i terrorangrebet i København.

Dagen var ellers begyndt stille og roligt for hans vedkommende.

– Min kone og jeg var derhjemme, og min ældste søn skulle komme på besøg til middag, så vi havde købt god mad og vin og glædede os til, at han kom. Jeg gik og forberedte maden i køkkenet, og pludselig ringede min telefon. Det var Jan fra hundeafdelingen. En erfaren hundefører.

Henrik kunne med det samme høre, at det var alvorligt.

– Jan vidste, at jeg var den, man ringede til, hvis sådan noget skete. Hvis vi blev angrebet af terror. Han sagde lynhurtigt noget i retning af: ”Henrik, jeg tror, du skal komme hurtigst muligt! Der er skudt herude ved Krudttønden. Det er en Muhammedtegner. Der er i hvert fald én, der er død, og tre politifolk, der er sårede. Måske er der flere døde. Jeg ved det ikke”.

Henrik nåede ikke at sige farvel til sin kone, da han på vej ud ad døren greb bilnøglen og sin pakkede taske, der altid stod klar, hvis han skulle af sted til noget akut. Hans krop var allerede i kampberedskab, da han kørte ud ad indkørslen og kort efter fik øje på sin søn, der kom cyklende længere nede ad vejen.

– Jeg holdt ind til siden og sagde: ”Jeg beklager, men du ved, hvordan det er. Jeg skal på arbejde”. Han er jo vokset op på den måde og kan se, at jeg bliver nødt til at køre. På det tidspunkt er hele min krop og min hjerne gået i jagtmode. Jeg skal bare derind hurtigst muligt.

Henrik var ikke bange for, hvad der ventede ham, da han nåede frem. Det er han aldrig.

– Heldigvis. Det gør det også meget nemmere, siger han og fortæller, at han til gengæld godt kan blive nervøs for efterspillet.

Præstationsangst

– Man kan godt få lidt præstationsangst. For jeg ved allerede på vejen derhen, at når det her er overstået, så kommer det... Der går nogle timer, en dag. Alle klapper i hænderne, og opgaven er løst. Men så kommer det. Pressen, politikerne. Så kommer de og skal fluekneppe for at sige det, som det er. Hvert eneste lille sekund. Hvem var hvor? Hvem sagde hvad? Og det er egentlig det, der kan give den største angst. At man skal kunne forsvare det, man har gang i. Så man skal ikke overse noget. Og i hvert fald ikke nogen store ting. Eller lave store fejl.

Krudttønden var aflukket med røde og hvide afspærringsbånd, da Henrik ankom til kulturcentret på Østerbro i København, hvor der netop havde været et arrangement med den svenske Muhammedtegner Lars Vilks. Politibetjente og teknikere arbejdede koncentreret i hvide dragter. Knust glas og projektiler lå spredt på jorden. Vinduerne var gennemhullede af skud.

Midt i den krigslignende zone stod Jan klar til at tage imod Henrik. Han kunne oplyse ham om, at en gerningsmand klokken 15.33 havde affyret en række skud ind gennem Krudttøndens foyer og café med et automatvåben. En person var blevet ramt og dræbt på stedet. Man kunne endnu ikke sige med sikkerhed, at der var tale om terror, men eftersom arrangementet var et debatmøde om ytringsfrihed og censur med deltagelse af Lars Vilks, kunne det ikke udelukkes.

Stedet var nu under kontrol, men gerningsmanden var stadig på fri fod.

– Jan ved bedre end jeg, hvad der kræves af hundefolk, og hvad de har brug for. Så jeg sagde: ”Ved du hvad, så er det dig, der bliver leder her. Jeg tror, der er brug for mig et andet sted. Hvis du har brug for noget, så ring til mig”, fortæller Henrik, som meddelte politigården, at han var fri til andre opgaver.

Han blev derfor bedt om at køre til Svanemølle Kaserne, hvorfra han skulle op i en helikopter og danne sig et overblik fra luften. Helikopteren, der var til rådighed, var dog en lægehelikopter og ikke en politihelikopter, og forholdene var anderledes, end hvad Henrik var vant til.

– Vi fløj lidt rundt, og jeg sagde til piloten: ”Kan du lægge helikopteren lidt ned på siden, så jeg bedre kan se ud ad vinduet?”. Men vi kunne jo ikke flyve rundt på siden hele tiden, så det gav ikke nogen værdi. Så kunne jeg give mere værdi nede på jorden, så det meldte jeg ind til politigården. Så vi landede igen. Det besluttede jeg simpelthen.

Klokken var nu omkring 20.00, og gerningsmanden var stadig ikke pågrebet. Politiet havde endnu ikke sagt ordet terror i pressen for at undgå at skabe unødig frygt, men klokken 20.04 trykkede de på den store knap og meddelte officielt, at Danmark havde været udsat for et terrorangreb. Også statsminister Helle Thorning-Schmidt kom med en kommentar. 

”Danmark er i aften blevet angrebet voldeligt. Der er tale om en kynisk voldshandling. Meget tyder på, at der er tale om et politisk attentat og dermed en terrorhandling,” lød hendes ord til den danske befolkning.

I jagten på gerningsmanden begyndte man også at søge efter spor på internettet. Var der lagt et manifest op eller andet, der kunne bruges som en ledetråd? Vidner blev afhørt, og videoovervågning og telefonmasteoplysninger blev gennemgået. Nørreport – hovedstadens mest travle og befolkede station – blev evakueret.

Tiden gik, og natten trængte sig på. Henrik var ved at være træt, men han kørte igen ud til Jan ved Krudttønden og var lige ankommet, da der kom en afgørende melding over radioen. Der var skyderi ved synagogen på Krystalgade, og politifolk var blevet ramt.

– Jeg tænkte: ”Hold da kæft, så er det dér, han er!”. Jeg hev en pistol frem, der lå på sædet ved siden af mig, tændte for udrykningsblinkene og kørte, alt hvad jeg kunne ind mod synagogen. Jeg kan stadig mærke følelsen i min krop: ”Nu skal han bare ha’, ham gerningsmanden! Og hvis jeg ser ham, så går jeg simpelthen efter ham, om jeg så skal bruge bilen, pistolen, hvad som helst”.

Henrik drejede til venstre fra Nørregade og videre ned mod synagogen. Han kunne se, at politifolk stod klar langs mure og i kælderskakter ved de nærliggende bygninger. Tæt på indgangen til synagogen var der yderligere to betjente. Den ene lå ned.

Henrik parkerede bilen et stykke derfra, hoppede ud og løb med sin pistol i hånden hen til dem. ”Oryé! Hvor er jeg glad for at se dig”, sagde betjenten, der stod op. Henrik kiggede mod synagogen, hvor en mand lå foran indgangen. Han skyndte sig de ti meter derhen og konstaterede, at det var en vagt. Det så ud som om, han var blevet skudt i hovedet.

– Det så ikke godt ud. Der var ikke noget, jeg kunne gøre der. Det var i hvert fald mere alvorligt, end hvad mine evner rækker til. Men jeg vidste også, at der var en læge og en ambulance på vej, så det var dem, der skulle tage over der, fortæller Henrik, som derfor vendte tilbage til de to betjente og til endnu en kritisk situation. ”Oryé. Jeg er skudt”, sagde den betjent, der lå på jorden.

Ramt af skud

Betjenten var blevet ramt i foden og var heldigvis ikke i livsfare. ”Nej nej, jeg er stadig klar”, forsikrede han Henrik om og lod indsatslederen forstå, at han stadig havde sine våben.

– Så jeg sagde: ”Fint. Du bliver her. Beskyt dig selv. Jeg bliver hos dig”, husker Henrik.

Den anden betjent fortalte ham, at gerningsmanden var blevet set løbe ned mod Rundetårn og til venstre. ”Kom, Oryé. Vi løber efter ham!”, opfordrede han.

– Jeg sagde: ”Det kan vi ikke. Vi er nødt til at blive her. Vi skal passe på hinanden. Vi har en, der ligger derovre, og vi skal have ambulancer frem. Og så ved vi jo ikke, hvor gerningsmanden er. Han kan stå lige her og kigge på os, så vi har vores våben klar og står ryg mod ryg”.

Kollegaens svar overraskede Henrik. ”Det er nok også meget godt, for jeg er også blevet skudt”, sagde han. ”Hvad siger du?”, udbrød Henrik. ”Jeg kan mærke, jeg er blevet skudt i armen”, lød det fra den stående betjent.

– Og så kiggede jeg og sagde: ”Ja, det er du sørme”. ”Jeg er vist også blevet skudt i ryggen”, sagde han så. Og så kiggede jeg på hans ryg og hans vest. Han havde heldigvis skudsikker vest på, og den havde stoppet nogle kugler, som ellers ville være havnet i ryggen på ham, forklarer Henrik, som hylder begge sine kollegers gåpåmod i de alvorlige omstændigheder.

 – Jeg er også selv fyldt med jagtinstinkt og adrenalin og kan godt sætte mig ud over nogle ting for at jagte gerningsmanden. Men jeg tænker, at det var helt fantastisk. Det er jo lige præcis dét, der gør, at man er stolt af at have sådan nogle kollegaer. De gør og er lige præcis det, vi som samfund nærmest drømmer om. De vil bare fange ham.

En stor lettelse

Klokken fem om morgenen befandt Henrik sig på politistationen, hvor han minut for minut blev opdateret om situationen. Gerningsmanden var blevet opsporet af politiet, og da de råbte ham an på Svanevej i Københavns nordvestkvarter klokken 5.17, begyndte han at skyde mod dem. Det endte ud i åben ildkamp, hvor gerningsmanden blev dræbt, mens ingen betjente kom til skade. 13 timer og 47 minutters jagt på en terrorist var nu slut.

– Det kunne jeg så melde ud til mit personale. Og det giver sådan en…. det kan lyde underligt, men det giver noget glæde, fortæller Henrik, hvis bekymringer dog langt fra var slut. 

– For nu var det jo klart, at der skulle en masse efterforskning til. Så man når lige at glæde sig: ”Åh, det var godt, at gerningsmanden i hvert fald er uskadeliggjort.” Men så kommer næste bekymring. Hvorfor gjorde han det? Er der nogen, der har hjulpet ham? Og skal vi fortsætte jagten? Hvad med i morgen? Politikere. Befolkning. Det jødiske samfund. Alle mulige andre. Folk er utrygge. Nu vil de begynde at spørge: ”Kan vi være trygge?”. Nogle tør måske ikke at køre i tog. Gå i kirke. Hvad ved jeg… Det bliver en kæmpe pukkel, der ligger foran os lige om nogle ganske få timer.

For Henriks vedkommende sluttede det efter et par dage.

– Så blev der trappet ned. Man var rimelig sikker på, at der ikke var flere gerningsmænd. Det kunne godt være, han havde haft nogle hjælpere, men ikke flere, der ville lave sådan nogle anslag. Så man begyndte at løsne lidt op. For dét, det gælder om, er at komme tilbage til hverdagen så hurtigt som muligt. Men man skal også lige have modet til at sige: ”Nu er vi tilbage til hverdagen”. Der går lige et par dage.