Jeg følte mig anderledes

En morgen klokken lidt i otte sidste efterår stod popstjernen Zindy Laursen i kø til et Coronas-testcenter. Der var nu ikke meget popstjerne over hende lige der. Hun var netop stået op og var hoppet i træningstøjet, og hun stod kun der og trippede, fordi hun havde brug for et negativt Coronasvar for at komme ind i sit fitnesscenter.

Havde Zindy været bare et minut langsommere eller hurtigere om at komme ud ad døren den morgen, havde hendes liv i dag set anderledes ud. For tilfældigvis kom Zindy til at stå over for en poder, som ikke nøjedes med at stikke en vatpind i næsen på hende. Han spurgte også, om hun ikke var Zindy Laursen. Og om hun havde fundet sin biologiske far.

Poder og slægtsforsker

En lettere forvirret Zindy kunne svare bekræftende på første spørgsmål. Og hun fik også fortalt, at hun aldrig havde fundet sin biologiske far. Men hun vidste ikke helt, hvad hun skulle mene, da poderen forklarede, at han var slægtsforsker og måske kunne hjælpe med at finde hendes far.

Faktisk cyklede hun lidt hovedrystende derfra, og det var først, da hun kom hjem til sin daværende kæreste og fortalte om den underlige episode, at hun kiggede nærmere på det kort, som poderen havde givet hende.

Brian Hjort hed han, og når Zindy googlede ham, kunne hun godt se, at han havde hjulpet mange med at finde frem til deres forældre. Særligt børn af amerikanske krigsveteraner.

Vokset op med en kærlig bonusfar

Allerede mens Zindy voksede op i først Svendborg og efterfølgende i Esbjerg vidste hun, at hendes far ikke var ham, hun kaldte far. Den mand, som hendes mor havde giftet sig med, var så varm og kærlig, som var Zindy hans egen datter, men det var ingen hemmelighed i familien, at Zindys biologiske far var en anden.

Det tænkte hun dog aldrig ret meget over i sin barndom. For hun havde jo allerede en dejlig far. Men da han døde, da Zindy var 16 år, begyndte spørgsmålet om hendes biologiske far at rumstere. For hun kunne jo godt se og mærke, at hun ikke var som de andre i Esbjerg. Og det var ikke altid let.

Fik travlt som popstjerne

– Jeg blev mobbet en del og har egentlig altid følt mig udenfor og lidt forkert. Så jeg besluttede at lede efter min far for at finde ud af, hvad jeg kom fra, siger Zindy.

Noget kom dog i vejen. For nærmest pludselig var Zindy popstjerne i bandet Cut’N’Move, og når man har travlt med at være på toppen af hitlisterne, er der ikke tid til at dykke ned i sine egne rødder.

Drømmen om at finde sin far kom tilbage i USA

Det var faktisk først, da Zindy i slutningen af 1990’erne rejste til USA for at arbejde med en musiker i New York, at ønsket om at finde sin far igen begyndte at brænde. For nu befandt hun sig jo i et land, hvor hun i princippet kunne støde ind i ham på det næste gadehjørne.

Fra sin mor vidste Zindy nemlig, at hendes far var amerikaner. Hun vidste også, at han hed Cleveland. At han havde været soldat i Vietnam-krigen, og at han undervejs havde været på en slags orlov i Sidney. Her havde han mødt Zindys unge mor, som var flyttet fra Svendborg til Australien med sine forældre i håb om at finde bedre arbejde end hjemme i Danmark.

Andet vidste hun ikke. Og det var ikke meget at gå efter.

Men i USA kan alt som bekendt ske. Hendes nye musik-kollega kendte tilfældig en mand ved navn Jim, som var tidligere CIA-agent og nu var startet som privatdetektiv. Zindy glemmer aldrig mødet med Jim. En gang imellem ligner virkeligheden nemlig en amerikansk krimiserie til forveksling.

Kom i kontakt med en ægte detektiv

– Han ankom med et par store briller og kiggede på mig med sådan nogle skarpe blå øjne, helt uden at smile. En rigtig CIA-agent. Så bad han om min fars navn. Bagefter nævnte han en pris og fortalte, at det ville tage ham 14 dage.

Godt to uger efter var der en besked på Zindys telefonsvarer.

– Det er Jim. Jeg har fundet din far, lød ordene fra en dyb amerikansk mandsstemme.

Trist overraskelse

Efterfølgende fik Zindy kontakt til sin far. Det var selvfølgelig bevægende og lykkeligt. Og Zindy rejste hen til ham og mødte hans enorme familie, som tog varmt imod hende.

Alt var godt. I hvert fald lige indtil fem år efter, hvor Zindy ville flytte til USA og derfor skulle have en dna-test, der beviste, at hendes far var amerikaner, så hun kunne blive statsborger.

Testens svar kom nemlig bag på alle. Cleveland var ikke Zindys far.

– Jeg brød sammen. Det var forfærdeligt, siger Zindy, som selvfølgelig fandt trøst i, at Cleveland gav udtryk for, at hun altid ville være hans datter uanset hvad.

Men skuffelsen var alligevel enorm, og længe havde hun svært ved at se, hvordan hun skulle komme videre. Hun havde i hvert fald ikke mod til igen at søge efter sin biologiske far.

En almindelig Corona-test ændrede alt

Så kom den morgen i 2021, hvor en helt almindelig Corona-test pludselig vakte tanken til live.

Zindy valgte at mødes med slægtsforskeren Brian Hjort. Hun fik taget en dna-test, som blev lagt ind i et stort register, og da hun mødtes med Brian igen, kunne hun se alene af den måde, han kom ind ad døren på, at der var store nyheder.

Brian havde fundet hendes fætter i New York. Og gennem fætteren havde hans amerikanske samarbejdspartner fundet frem til en onkel i Louisiana, som havde været i krig i Vietnam og på orlov i Australien i den rigtige periode.

Samme æblekinder

Da Brian viste et billede af onklen fra Facebook, begyndte tårerne at løbe ned ad Zindys kinder. For det måtte være hendes far.

– Jeg kunne bare se, at han lignede mig. Vi har samme æblekinder, samme bryn og øjne, husker Zindy.

Troede det var fup

Manden på billedet hed William Johnson. Han var 72 år. Pensioneret politiinspektør. Altså en mand, som var vant til at skille fup og bedrag fra sandheden, så da han blev ringet op af en slægtsforsker med beskeden om, at han havde en 50-årig datter i Danmark - som for øvrig var popstjerne - bed han ikke på.

Faktisk var han så overbevist om, at nogen prøvede at snyde ham, at han ikke tog telefon, næste gang de prøvede at kontakte ham. Sagen havde ramt en mur.

Ville ikke give op

Mange havde nok givet op her, men ikke Zindy. Hun satte sig ved computeren og tænkte nøje over, hvordan hun kunne overbevise sin far om, at det her altså ikke var et fupnummer.

– Jeg tænkte, at han nok var bange for, at jeg ville have penge fra ham, så jeg lavede et dokument, hvor jeg skrev under på, at jeg ikke skulle have noget fra ham økonomisk. Jeg ville bare lære ham at kende. Jeg fandt også nogle billeder af min mor fra dengang i Australien og af mig selv som barn. Så sendte jeg det hele.

Al mistro forsvandt

Da William Johnson åbnede brevet hjemme i sydstatsbyen Baton Rouge, glemte han i det samme al sin mistro. Han kunne genkende Zindys mor fra fire dejlige dage i Sidney, og han var ikke i tvivl om, at pigen på billederne var hans datter.

Allerede samme dag bad han hende ringe.

– This is your daddy, sagde han, da der var forbindelse. Og så var tonen lagt.

– Han var så sød og kærlig, og vi sad bare og snakkede om løst og fast, siger Zindy, som allerede under første samtale foreslog, at de begge fik foretaget en dna-test bare for at være helt sikre.

Græd i telefonen

Da svaret indløb i Zindys mailboks nogle uger efter, var der ingen tvivl. De var far og datter. En sandhed, som fik dem begge til at juble og fælde tårer i telefonen.

Kun en måned efter rejste Zindy til USA med sin danske lillebror Marc for at møde sin far og resten af familien.

Pludselig var det hele bare let

Det kan godt være, at Zindy gennem tiden har stået på de helt store scener og i den bedste scenetid på tv uden at ryste i knæene. Men tanken om at stå ansigt til ansigt med sin far i lufthavnen i Louisiana gjorde hende alligevel så nervøs, at hun måtte gå ud på toilettet for lige at samle sig. Da hun kom ud igen, fik far og datter øje på hinanden i ankomsthallen. Og pludselig var det hele bare let. De kastede sig i armene på hinanden og krammede i en evighed. Da de endelig slap, kom en hel række af nye familiemedlemmer stormende, som også skulle have et kram.

Selv den mest hårdkogte kollega kunne ikke holde tårerne tilbage

Zindy og hendes lillebror boede hos familien i otte dage. Hver dag var fuld af nye ansigter, oplevelser og ikke mindst store følelser. Hendes far havde hende med på politistationen, hvor han havde arbejdet, og da han stolt fremviste sin datter, kunne selv den mest hårdkogte efterforsker ikke holde tårerne tilbage.

Zindy mødte i det hele taget et hav af nye menneske i sydstatsbyen. Og hun elskede det. Hun elskede de larmende og uhøjtidelige familiemiddage omkring det lange bord. Hun elskede de mange grin og de lette samtaler med forbipasserende på gaden, og undervejs sad hendes lillebror Marc med et underfundigt smil og betragtede det hele: ”Det er her, du har det fra,” sagde han.

– Siden jeg var barn, har jeg altid elsket den der summen, når mange mennesker er sammen. Jo flere des bedre. Det har aldrig været noget for mig bare at sidde i en lejlighed alene og kigge, som hun siger.

Taler med sin far hver dag

Zindy er bestemt ikke alene mere. Hun har fået en familie med 250 medlemmer, og hun har fået en far, som hun taler med hver eneste dag, og som hun nu vil have en så tæt relation til som muligt.

Hun har også fundet sig selv på en ny måde.

– Det har gjort mig mere hel og har givet mig en større ro og mere selvtillid, fordi jeg ikke længere føler mig udenfor og forkert.

Fakta om Ziny Laursen

50 år. Bor i New York, USA.

Kendt fra blandt andet bandet Cut’N’Move, musicalen Hair, Dansk Melodi Grand Prix og Zindy Kuku Boogaloo i TV 2-programmet Venner for livet.

Gav far sang i fødslesdagsgave

Mens Zindy besøgte sin far, holdt han en barbecue-fødselsdag for 100 mennesker. I fødselsdagsgave gav hun ham sin egen sang ”The Two Of US”, som hun havde skrevet særligt til ham. Sangen kan nu høres på alle musiktjenester og på Zindys hjemmeside zindy.com.