Jeg var ved at spise mig ihjel

“Tab dig, eller dø, inden du bliver 50,” lød lægens ord til Henrik. Som nu er gået fra 245 til 93 kilo uden diæt. Menuen står stadig på flæskesteg, brun sovs, dessert og rødvin hver uge. Men nu med motion.

Sommeren 2016. Havnen i Faaborg – fyldt med tusindvis af mennesker, der beundrer de gamle sejlskibe, der deltager i sejladsen ”Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe.”

I et telt sidder Henrik Madsen, 45, og lider. Han prøver at holde facaden med et smil – nyder tilsyneladende musikken og fadøllen – men ønsker kun en ting: At komme hjem.

Men hvordan?

Der er jo 600 meter til huset, hvor han er på besøg. Det er en næsten uoverstigelig distance – når man vejer langt over 200 kilo.

Når man næsten ikke kan gå for smerter – fordi den ene hofte er totalt slidt op. Efter 100 meter må Henrik Madsen sætte sig ned på en af havnens pullerter.

For at få luft. For at tørre sveden af panden. Hjertet hamrer helt vildt, og smerterne i hoften er næsten uudholdelige.

Sådan går de 600 meter – med pauser hele tiden – inden han endelig er hjemme hos gode venner. Og i seng.

En måned senere: Henrik Madsen arbejder som turistchauffør i Nordjylland og er kørt til Norditalien med 48 glade og forventningsfulde gæster.

Populær som altid. Den store, glade gut med smilet, den kvikke bemærkning – og de sjove historier. Som tusindvis af gæster fra forskellige rejsebureauer altid har oplevet ham.

Men noget er forandret, for Henrik har det ikke godt. Han er nu så stor – for ikke at sige fed – at han kun kan sidde bag rattet, hvis chaufførstolen er rykket helt tilbage.

Alligevel kan maven næsten ikke være der for rattet. Knæene, hofterne gør så ondt, at det efterhånden er en plage blot at hjælpe gæsterne med kufferterne. Han må give op.

Der er informationsmøde på hotellet. Sammen med rejselederen plejer han altid at følge gæsterne ned til Gardasøen. En strækning på blot 1,7 km, men Henrik kan ikke gå med – for første gang nogensinde.

Smerterne er for store – så han må tage shuttlebussen fra hotellet. Som imidlertid er stoppet, da han skal hjem igen fra sø-promenaden i Garda.  Han må sætte sig på en stensætning – hjertet hamrer, sveden hagler, og da en tilkaldt taxi sætter ham af, må han nærmest støttes ind på hotellet.

Om natten – som 45-årig – får han et klarsyn: – Jeg bliver ikke 50 år.

På det tidspunkt er Henrik Madsen et af Danmarks fedeste mennesker – med en vægt langt over 200 kilo.

Bare voksede

Hvorfor og hvordan kom det så vidt?

– Bare jeg vidste det, siger Henrik, der voksede op i den lille by Skibsted, syd for Aalborg – barndomsbyen, hvor han stadig bor sammen med sin 18-årige pap-søn, Emil, fra et tidligere kæresteforhold. Sammen med sine syv søskende havde han en helt normal barndom med skolegang, venner, sport og fester. Der var kun et problem – vægten bare steg og steg i teenagealderen – selv om Henrik Madsen i dag ikke erindrer, at familien levede specielt usundt.

– I min barndom fik man jo ikke fredagsslik, spiste chips til hverdag eller gik rundt hele tiden med en cola-flaske i hånden, siger han. Vi levede, som man dengang gjorde på landet – faktisk temmelig sundt.

En åbenbaring

– Alligevel har flere i min familie også et problem med vægten, andre ikke. Uden jeg skal gøre mig klog på det, synes jeg, de seneste års forskning har vist, at visse mennesker er disponeret for at tage for mange kilo på, og jeg kan i dag ikke lade være med at spekulere på, om jeg måske hører til dem, selv om jeg altid har været glad for mad.

For den barske sandhed i Henriks ungdom var, at hans vægt bare voksede og voksede til nærmest absurde 245 kilo, da han var i 20’erne.

– Tjae, griner han, jeg var faktisk kun fem kilo fra at nå en vægt på et kvart ton. Jeg kunne ikke vejes på en normal vægt, men måtte købe en såkaldt dyrlægevægt, en brovægt, for at få en præcis måling af, hvor meget jeg vejede. Det er helt sindssygt at tænke tilbage på, siger han i dag.

– Jeg vidste jo godt inderst inde, at det var helt, helt galt, men jeg fik ikke rigtig gjort noget ved det indtil januar 2019, hvor jeg igen blev indlagt på hospitalet i Farsø for at få min anden nye hofte på blot et år. Lægen fortalte mig uden omsvøb, at hvis jeg ikke tabte mig nu, ja, så døde jeg simpelthen inden for et par år. Det var den ubarmhjertige sandhed, der heldigvis blev som en åbenbaring for mig. For jeg havde glædet mig i årevis til min 50-års fødselsdag, som skulle fejres efter alle kunstens regler sammen med min familie og venner – og nu fik jeg så at vide, at jeg sandsynligvis ikke kom til at opleve den fødselsdag. Det var lige det spark, der skulle til for, at jeg besluttede, at nu skulle det være slut med at være så overvægtig.

Det var først som stor teenager, at Henrik rigtig begyndte at tage på. Et fritidsjob efter skoletid betød, at han pludselig fik penge mellem hænderne – penge, der udelukkende blev omsat til slik – ofte for flere hundrede kroner om ugen.

– Jeg blev stor, men det blev først helt galt med vægten, da jeg var i 20’erne og blev selvstændig vognmand. Jeg kørte blandt andet for en bager, hvor jeg bare kunne forsyne mig med alskens lækkerier, og derudover levede jeg næsten kun af grillmad. Det var en let måde at få stillet sulten på, når man var ude på landevejen – men selvfølgelig ikke særlig sundt. Det kunne jeg bare ikke se dengang – og ingen stoppede mig, selv om vægten bare steg og steg. Jeg har faktisk aldrig oplevet at blive mobbet, selv om jeg blev så fed, siger Henrik.

Spiste 10 burgere

– Om det ikke krævede mange kalorier at holde så stor en krop i gang? Det kan du tro – men det kom faktisk helt af sig selv. Jeg begyndte som alle andre med en ribbenstegs-sandwich til frokost – men pludselig skulle jeg altså have mindst tre, bare for at stille kroppens behov, siger han.

– Jeg har engang spist 10 burgere på én gang – ikke fordi jeg havde lyst, bare for at se, om jeg kunne. Det kunne jeg, men så var jeg altså også mæt. Det er helt sindssygt at tænke på i dag, siger Henrik.

Et par traumatiske oplevelser i tiden som vognmand, hvor han kørte ud med aviser og ugeblade om natten, gjorde ikke hans voldsomme overspisning bedre. På en øde landevej i Nordjylland en nat opdagede han en bil, der var kørt galt i en soloulykke, og uden for vraget fandt han sin skolekammerat, dræbt på stedet.

– Det var voldsomt at stå der om natten helt alene. Det var før mobiltelefonernes tid, så det var ikke sådan lige at tilkalde hjælp, siger Henrik, der ved skæbnes ugunst få måneder senere blev involveret i endnu en tragisk ulykke med fatale konsekvenser.

– En bil med fire unge mennesker kom med voldsom fart over en bakketop en sommermorgen og kørte ind i siden på min avisbil. Deres vogn fortsatte ud over en skrænt, væltede rundt, og det billede, der stadig kan forfølge mig, er synet af en ung pige, der ved ulykken slog hovedet ned i forsædet og fik ansigtet ødelagt. Det syn glemmer jeg aldrig.

– Jeg vil ikke give de to tragiske ulykker skylden for, at jeg overspiste – men ulykkerne forbedrede ikke min situation, fortæller Henrik.

Da vægten toppede, besluttede han sig for, at nu skulle der gøres noget drastisk – virkelig drastisk. Han tabte sig ned til 190 kilo og fik som 36-årig foretaget en fedmeoperation på Mølholm Privathospital i Vejle.

– Jeg fik forud for operationen at vide, at lægerne ikke kunne garantere, at jeg overlevede, men jeg var på det tidspunkt så langt ude, at jeg nærmest var ligeglad. Heldigvis gik operationen godt, og vægten kom helt ned på 130 kilo, siger han.

Operationen, der kaldes laparoskopisk gastrisk bypass, betyder, at mavesækken deles op i en lille mavesæk, som forbindes direkte med tyndtarmen. Den store mavesæk, som maden nu kører uden om, er dog stadig forbundet med tolvfingertarmen, og indgrebet medfører, at patienten kun kan indtage små mængder mad ad gangen.

– Det gik godt – i starten altså, siger Henrik, der året efter traf sin første rigtige kæreste, en mor med to børn, som han i 2009 flyttede sammen med i sit store hus i Skibsted, hvor han stadig bor – nu dog uden kæreste.

– Men derefter gik det hurtigt ned ad bakke igen. Jeg begyndte med søde sager igen, og selv om det gav voldsom hjertebanken i starten på grund af operationen, gik det over – samtidig med at jeg igen kunne spise ofte. I løbet af ingen tid steg vægten til næsten 200 kilo. Jeg havde pludselig fået en lille familie, og selvfølgelig skulle vi hygge os sammen med god mad. Det skulle ikke gå ud over dem, at jeg havde et vægtproblem. Så i virkeligheden var jeg måske efter operationen pludselig ikke så motiveret for at tabe mig yderligere, som jeg burde have været, siger den nordjyske chauffør, der dog alligevel ikke vil udelukke fedmeoperationer som et middel til et vægttab.

– Man skal imidlertid have gjort op med sig selv, at en sådan operation bagefter kræver en radikal omlægning af ens livsvilkår – en omlægning, der skal vare resten af livet. Det var jeg åbenbart ikke parat til på det tidspunkt.

Ekstrem viljestyrke

Det store vendepunkt kom i januar 2019, hvor Henrik Madsen fik sin anden hofteoperation på grund af slitage.

– Det gjorde så ondt. Og da jeg så fik beskeden om, at jeg næppe ville blive 50, hvis jeg fortsatte med min ekstreme overspisning, besluttede jeg, at nu skulle det være slut med overvægt for altid. Jeg var klar over, at en slankekur eller en diæt næppe var nok. Derfor kastede jeg mig over først gåture, senere også cykelture lige så snart, mine nye hofter var klar til det.

Den beslutning har Henrik siden holdt fast i. Lige så ekstrem overspisning, han tidligere præsterede – lige så ekstrem har hans viljestyrke de seneste tre år været.

Han fører via sin telefon kontrol med, hvor meget han motionerer. Tallene for 2021 har han netop talt sammen – og de er imponerende.

Samlet har han i fjor cyklet en strækning, der svarer til en tur fra Aalborg til Marokko – og retur. Over 8.000 kilometer. Han har gået en strækning fra Aalborg til syd for Madrid på 2.788 km. Og løbet fra Aalborg til Skive – svarende til 106 km. Med et gennemsnitligt antal skridt i 2021 på over 20.000 skridt hver dag.

– Den hårdeste, men også mest tilfredsstillende dag, var, da jeg gik over 45 km – svarende til over 60.000 skridt, siger han og tilføjer:

Det er da meget godt gået af en glad nordjyde, der for få år siden kun kunne gå 100 meter uden at måtte sætte sig ned for at hvile. At jeg nogensinde kunne komme til at løbe, havde jeg aldrig drømt om.

Går ture i pauserne

Corona-krisen har i de seneste år sat en stopper for hans mange udenlandske turistkørsler for Terndrup Taxa & Turistbusser – men bortset fra en kort periode på grund af pandemien har han arbejdet hele tiden bag rattet i bussen.

– Lægemanglen i Nordjylland har betydet, at jeg hver morgen har kørt læger fra Aalborg til Thisted, og retur. Det har betydet, at jeg – inden jeg mødte på job – stod op kl. 4, gik fire-fem kilometer, benyttede pauserne, mens lægerne arbejdede i Thisted, til yderligere motion, inden jeg kom hjem til Skibsted og tog mig en sen eftermiddagstur på cyklen.

– Jeg vil ikke lægge skjul på, at Emil og jeg får både frikadeller, forloren hare, flæskesteg og brun sovs hver uge – men også ind imellem bare en salat. Det er slut med ribbenstegssandwich og seks hotdogs til frokost – i dag har jeg en ganske almindelig madpakke med rugbrød og pålæg med.

I weekenderne hygger Henrik Madsen sig ofte med sin store vennekreds – med både masser af rødvin, kød og ikke mindst hans specialitet, Tiramisu med Bailey, til dessert.

– Diæt og slankekure duer jeg ikke til, har jeg opdaget. Motion er min diæt. Og hvor var det i øvrigt fedt at være på en tur i efteråret i fjor med en turistgruppe på en vandretur i Østrig. For fire år siden satte jeg bare turisterne af – spiste frokost i bussen – sov – og ventede, til de kom tilbage. Kørte dem til hotellet, spiste og gik i seng – træt og uden energi.

– I dag har jeg fået en energi, og mit liv har fået en drejning, som jeg aldrig havde drømt om.

– Eventyret venter forude. Jeg er Skibsted-dreng, men også parat til forandringer, siger han, der stadig – siden 30’erne har været involveret i mange aktiviteter i den lille, nordjyske by – lige fra menighedsrådet, til vandværksbestyrelsen til boldklubben. Og som stadig bager småkager til jul til plejehjemsbeboerne i Skørping – og kommer med lagkage, når han har fødselsdag.

– Det er stjernestunder for mig, når vi drikker kaffe og spiser lagkage med de ældre på plejehjemmet. Vi må aldrig glemme sammenholdet eller fortiden. Det er vel det, der kitter os sammen som mennesker – skaber vore drømme – og fremtid. Det er derfor, vort lille samfund i Skibsted er så stærkt. Her har vi ingen fordomme, selv om vi er forskellige i både størrelse og meninger. Det kan man grine ad – men det samfund har betydet, at jeg har overlevet – og oplevede at blive 50 år, siger Henrik, der senere i år skal gennemgå endnu to store operationer for at få fjernet den nu overflødige hud. Så ryger der nok op mod 10 kilo ekstra af vægten, der gerne skulle ende på omkring 80 kilo.

Ny livsopgave

Manden bag et af Danmarks vildeste vægttab nogensinde har dog stadig drømme tilbage:

– Vil I ikke nok støtte Julemærkehjemmene i Danmark? Jeg har, som nævnt, aldrig været ensom eller oplevet at blive mobbet, men det gør tykke børn i dag trods alle gode intentioner. Fedme er et enormt problem i dag i Danmark, det koster omkring 15-20 procent af vores hospitalsindlæggelser, mere end kræft og hjerteproblemer. Og når man er overvægtig som ung, kommer problemerne senere med diabetes, amputationer, blindhed – sygdomme, der koster samfundet enorme summer – langt mere end hvad folk tænker på, fordi der er så stor fokus på cancer. I den debat glemmer alle, at overvægten begynder i ungdommen – koster mere end alle andre sygdomme og belaster vores sygehuse og sundhedssystem alvorligt.

– Det er jeg parat til at kæmpe for og forhåbentlig ændre på. Det bliver også en del af min nye livsopgave.