Katrine fik stress og kræft: Naturen gør mig rask

Katrine levede et liv, hvor der skete alt for meget. Det førte til stress og angst og kostede hende til sidst jobbet. Hun skulle starte fra nul, og i den proces har naturen haft en helende virkning.

Det begynder at sitre i hænderne, og pludselig kan Katrine ikke mærke sine fødder. Hun begynder at panikke, for hun kører på en motorvej med 130 kilometer i timen. Jeg skal væk, tænker hun, mens hun drejer sin lille bil ind mellem to lastbiler for at køre ud i nødsporet.

Hun har kvalme, er svimmel og er tæt på at besvime, men mest af alt er hun bange.

– Jeg var bange for at dø, for jeg havde aldrig oplevet sådan noget her før, fortæller Katrine Halskov Vangsted, 35.

Katrine havde et kvarter tidligere forladt et arbejdsmøde i Horsens og var på vej hjem til sin familie i Sindal i Vendsyssel, da hun fik et angstanfald på motorvejen.

Fra nødsporet ringede hun til sin chef, der sendte en kollega ned til hende, så hun ikke skulle være alene. De ringede til hendes læge, der rådede dem til at tilkalde en ambulance, for flere af Katrines symptomer kunne tyde på en blodprop.

I ambulancen begyndte hendes symptomer roligt at stilne af, og hun kunne igen mærke sine arme og ben. På sygehuset fandt lægerne ikke noget fysisk galt, de vurderede, at hun mest sandsynligt var blevet ramt et angstanfald som følge af stress.

Hendes mand kom og hentede hende, og på den lange køretur hjem fløj tankerne rundt.

– Jeg kunne ikke få det til at passe. Dagen før havde jeg jo haft det så godt, fortæller Katrine.

Et liv med fart på

Stress var ikke nyt for Katrine, der altid havde haft fart på i livet. To gange tidligere havde hun været sygemeldt med stress, først i to måneder og tre år senere i en måned. Men det havde aldrig været så slemt, som den dag i oktober, hvor hun sad i nødsporet og troede, hun skulle dø.

– Før i tiden var en sygemelding nærmest bare en måde, jeg lige fik samlet mig på igen, inden jeg gik ud og gjorde præcis det samme igen, fortæller hun.

Katrine havde meget at se til. Hun er gift med Kasper, 39, der er folkeskolelærer, og mor til to døtre, Mille på 11 og Signe på 9 år. Derudover var hun sygeplejerske og tog sit job ambitiøst. Hun har været ansat både på et plejehjem, i et fængsel og privat.

I fritiden var hun spejder, hun engagerede sig i forældreråd og ville generelt gerne være der, hvor der skete noget. Det var vigtigt for hende at være noget for andre mennesker.

– Jeg fes rundt for at nå det hele. På en normal uge var jeg kun hjemme to aftener om ugen, fortæller Katrine.

Fælden klappede første gang, da hun havde været sygeplejerske i seks år. Hun fik stress og måtte sygemeldes i to måneder og gik i behandling hos en psykolog.

– Psykologen sagde, jeg skulle tænke over at ændre min livsstil. Hun kunne se, det ville være svært at holde til den fart i længden. Men da jeg blev raskmeldt, endte jeg med at vende tilbage til det samme liv som før.

Tre år efter klappede fælden igen. Denne gang sygemeldte hun sig i en måned, hvor hun måtte ligge på sofaen og afstresse.

– Men jeg måtte op igen. Jeg tænkte, at jeg ikke havde tid til det pjat. Jeg skulle tilbage på arbejde, så snart jeg var klar.

Det kom Katrine også, men i oktober 2018 kunne hendes krop ikke klare presset mere.

Efter angstanfaldet på motorvejen var det planen, at Katrine skulle tilbage på jobbet efter en uge. Hun skulle starte stille og roligt op uden for meget ansvar. Dagene skulle gå med små praktiske opgaver, så hun kunne holde til det. Men allerede på andendagen oplevede Katrine igen et angstanfald, der var præcis som det, hun havde haft ni dage tidligere.

– Det var så slemt og ubehageligt, og jeg skulle ikke være alene. Jeg havde det så skidt, at jeg ikke kunne forestille mig, at jeg kunne leve i den smerte. Så jeg kørte til mit arbejde og fortalte dem, at jeg ikke skulle være på arbejde, men jeg skulle heller ikke være alene. Så gennem min sundhedsforsikring kom jeg til at snakke med en psykolog, fortæller Katrine.

Katrine blev sygemeldt i en måned, hvor hun kun orkede at ligge på sofaen. Hun græd tit og kunne ikke være den mor eller kone, hun så gerne ville være.

– Jeg græd ud af det blå og kunne ikke holde til at sidde ved middagsbordet i mere end et kvarter, før jeg skulle lægge mig igen. Jeg sov hele tiden, men var aldrig udhvilet. Jeg kunne slet ikke genkende mig selv, og det var svært at acceptere, at jeg ikke bare fik det godt, fortæller hun.

Udmattet og trist

Flere gange forsøgte Katrine at komme langsomt tilbage på arbejde, men det gik aldrig godt, og hun måtte vende tilbage til sofaen hver gang. Hun var udmattet og trist. I februar 2019 blev hun atter sygemeldt, hun prøvede ikke at komme på arbejde igen, og tre måneder senere blev hun opsagt.

– Det var, som om alt bare skete omkring mig i den tid. Men jeg var slet ikke selv med i noget af det, fortæller Katrine.

I marts 2019 kom der endnu en bekymring i Katrines liv. Hun opdagede en knude på sin hals. Hun havde en hævet lymfekirtel, og hun mistænkte, det var kræft.

– Straks tænkte jeg, at jeg skulle dø. Min angst har udviklet sig til, at jeg er angst for at få angst. Så det var ikke nemt for mig at vente på svaret, efter jeg var blevet testet ved lægen.

Svaret kom tilbage, og der var ikke kræft at finde. Alligevel kunne Katrine ikke slippe tanken om, at der var noget, der ikke var, som det skulle være i den hævede lymfekirtel. Til sidst fik Katrine overtalt lægen til, at knuden alligevel skulle fjernes. Og heldigvis for det, for da den var opereret væk, viste det sig, at der rent faktisk var kræft i knuden, selv om biopsien havde vist noget andet.

Heldigvis var det et af de mildere kræftforløb. Katrine kom hurtigt i behandling, og da chokket havde lagt sig, fortalte lægerne hende, at kræften ikke havde spredt sig i hendes krop, og hun fik hurtigt stråleterapi. Den dag i dag går hun til kontrol hvert halve år, og alt ser ud, som det skal, selv om den type lymfekræft, hun har, er kronisk.

– Jeg er nogenlunde rolig nu. Jeg dør ikke af det, jeg dør med det, men det tog lang tid at komme til den konklusion, og jeg har stadig mange bekymringer op til kontrollerne.

Finder ro i naturen

Der er sket meget med Katrine, siden hun for halvandet år siden sad på sofaen med stress og en kræftdiagnose. Der skulle nogen udefra til at hjælpe hende, og hun skulle prøve noget, hun slet ikke havde overvejet før, for at hun fik det bedre. Katrine begyndte at bruge naturen som terapi.

Det begyndte med, at en gammel bekendt hev fat i hende. Han havde oprettet en forening, der hedder Foreningen Jordforbindelsen, som har til formål at hjælpe sårbare mennesker med at finde ro og fællesskab i naturen.

Han vidste, at Katrine havde været spejder i mange år, og at hun brændte for at hjælpe mennesker. Derfor spurgte han, om hun ville være en del af foreningen som det, han kalder en ”motivator”.

– Han vidste ikke, at jeg selv lå derhjemme og havde det rigtig skidt på det tidspunkt. Men jeg sagde ja, og da vi sad om bålet en dag ude i skoven, fortalte jeg min egen historie. Jeg fortalte ham, at jeg nok ikke kunne være så meget for andre lige nu, men jeg ville gerne hjælpe til med småpraktiske ting, fortæller hun.

Sådan begyndte Katrine så småt at komme ud i verden igen. Det viste sig, at der var flere kvinder, der havde det som hende, og de begyndte at samle sig hver fredag formiddag ude i skoven, hvor de kunne sidde sammen, dele deres oplevelser og erfaringer og bare tage sig tid til at være lidt i naturen.

– Jeg har altid tænkt, at dem, der siger, de slapper af ved at ligge under et træ og kigge på bladene, er lidt bims. Men jeg har fundet ud af, det også hjælper mig. Jeg finder en helt indre ro, når jeg bare lige ligger lidt og mærker naturen.

Både psykologen, Katrines jobrådgiver og Katrine har bemærket en kæmpe forskel, efter hun er begyndt i Foreningen Jordforbindelsen. Så stor, at jobrådgiveren har godkendt, at Katrine kunne tage en grunduddannelse i naturterapi, selv om hun var sygemeldt. Både naturen og fællesskabet gavnede Katrines psyke.

– For mig har det været vildt at opdage, hvad der sker, når jeg bruger mine sanser i naturen. Sanserne har hjulpet mig til at få en forbindelse til den del af nervesystemet, der giver mig indre ro. Det har været så givende. Tænk, at det skulle være så simpelt – og endda fuldstændig gratis. Det tror jeg, der er andre end mig, der har brug for at finde ud af.

Hun er stadig ikke helt rask, og hun er ved at finde ud af, hvordan hun skal leve sit liv, når hun ikke er syg mere. På den ene side kan hun somme tider drømme om at komme tilbage til et job som sygeplejerske og de travle uger, hvor der sker en masse. På den anden side ved hun godt, at hun ikke skal ende samme sted igen.

I stedet drømmer hun nu om, at hun kan kombinere det at være sygeplejerske med det at være naturterapeut. Så kan hun både være noget for andre og passe på sig selv.

– Selv om jeg kan savne den gamle Katrine, ved jeg godt, jeg ikke skal være hende igen. Hun var simpelt hen ikke sund for mig. Og det har krævet meget for mig at acceptere, at det er sådan, det er.