Mors dreng

Adrian Hughes var “mors dreng” i søskendeflokken på fem gutter, og det er også blevet titlen på hans farverige familiekrønike, som lige er udkommet. Ude og Hjemme har fået lov til at bringe det første kapitel.

Humpty Dumpty sat on a wall. Humpty Dumpty had a great fall. All the king’s horses and all the king’s men. Couldn’t put Humpty together again.

Jeg er barn af en dansk mor og en walisisk far og er vokset op med engelske børnerim. Remsen ovenfor beskriver min barndom. Den krakelerede som Humpty Dumpty, da jeg som otteårig i 1970 så mine forældre gå fra hinanden og min hidtil kendte verden gå i opløsning.

Lige siden har jeg som alle kongens heste og riddere forsøgt at lappe resterne af min kernefamilie sammen. Spørgsmålet er, hvad det var for en familie, og hvem der følte sig som en del af den.

Smalfilm

Jeg mente, at vi havde et fællesskab, for jeg kunne huske de sjældne lejligheder, hvor det lykkedes os at overtale min far til at vise vores smalfilm. Få har erfaringer med de stumme strimler i dag, og jeg er derfor nødt til at forklare, hvor omstændeligt det var at se dem.

Stadsstuen skulle mørklægges, og stativ til fremviser og perlelærred opsættes, før vores far kunne stå på hovedet i en stor grå mælkekasse med hundredvis af treminutters smalfilmspoler for at prøve at finde de efterspurgte publikumsbaskere Ieuan slår Carsten i hovedet med en planke eller Adrian bider Michael i låret, fordi han vil have soppebassinet for sig selv.

Filmenes lysfølsomhed gør, at smalfilm oftest optages i højt solskin. Interiørskud skydes badet i varmende og blændende lys fra et rensdyrgevir med to 500-watt pærer, og alle sekvenser inden døre er derfor mærkedage med struttende servietter, fester og rygende gæster med sammenknebne øjne og mine brødre og mig vandkæmmede i danseskoletøj.

For mig var filmene en guldgrube af solskinsminder fra en lykkelig tid. Siden har jeg opdaget, at de færreste på de hakkende, flakkende sekvenser har det tilnærmelsesvist godt.

Da mine forældre blev skilt, flyttede min far, Hywel (f. 1928), til en ungkarlehybel i et højhus på Østerbro. Min mor, Jette (1935- 2002), og vi fem drenge og hunden fik med kort varsel opsagt lejemålet på mit barndomshjem, en stor vedbendbeklædt villa på Tesdorpfsvej 44 på Frederiksberg.

For mig står huset den dag i dag som et fortryllet Shangri-La, hvor de otte klatreegnede frugttræer på én gang både blomstrede og bugnede af morgendugfriske gråsten- og guldborgæbler. Jeg voksede op med så meget albuerum, at ejendommen i dag er opdelt i tre selvstændige matrikler.

Priviligeret barndom

Jeg var længe om at opdage, hvor privilegerede vi var. I min barndom havde vi det meste af tiden ikke én, men to au pair-piger, som blandt andet havde opgaven med at bone parketgulvene med en tung og skinnende aluminiumsmaskine fra Nilfisk med et langt mørkebrunt bakelithåndtag.

Enkelte gange har jeg dristet mig til at sætte strøm gennem stofledningen, og med dens tre roterende børster slog den sig i tøjret og trak af med mig som en tæve i løbetid.

Når hjemmets massive elfenbensfarvede drejeskivetelefoner ringede, skulle man svare “Fasan 96 64” og enten forsøge at huske en besked eller finde en voksen, som kunne.

Frem til nu har jeg haft det sådan, at vandt jeg 572 millioner kroner i Eurojackpot, ville min første handling være at købe de tre intetanende familier ud, som i skrivende stund opfatter stedet som deres hjem. Herefter ville jeg retablere villaen til samme stand, i hvilken jeg forefandt den.

Kapitaldestruktionen ville omfatte at nedrive det græsselige periodetypiske gulstensparcelhus, som med skohorn har udblokket min barndoms have. Jeg ville plante færdigt udvoksede træer og uden loft over timebudgettet bede ambitiøse tømrere om at genopføre den græske havepavillon med joniske søjler og plads til en strygekvartet.

Foran skulle igen opgraves de to symmetriske kalkstensindrammede guldfiskedamme, som vi havde fyldt med grus, fordi min midterste, hyperaktive storebror Michael (f. 1959) faldt i to gange, samme dag vi flyttede ind.

Jeg ved, at det hele lyder lidt Fritz Schur-agtigt, og har man det sådan, skal man enten konsultere en psykolog eller skrive en bog om det.

Min morfar var sin tids Mads Skjern

Det var mig ubegribeligt, hvorfor vi skulle flytte, og som det fremgår, er jeg ikke er færdig med at bitche om det. Vi havde en til vished grænsende mistanke om, at udsmidningen måtte være besluttet af Margot (1921-81), min morfar, Thorvalds (1895-1980), tredje hustru.

Det var nemlig hos dem, vi boede til leje. Min barndoms imposante patriciervilla viste sig til min store undren ved udsmidningen at være et forældrekøb, som min morfar havde installeret os i, da han inviterede mine forældre til at flytte til Danmark fra Wales.

Da jeg voksede op, kendte jeg min morfar og hans tredje hustru under betegnelsen “Thor & Margot”, et indregistreret varemærke som lå på tungen i nærheden af “Kjeld & Dirch” og “Gøg & Gokke”.

Meget mere end deres navne kendte jeg ikke, og den smule, jeg kendte, var jeg bange for. Højt sat har jeg været sammen med Thor & Margot ti gange. Jeg har efterrationaliseret mig frem til, at jeg må have været med min familie på besøg i deres store lejlighed i Trondhjemsgade på Østerbro.

Jeg har nemlig en klar erindring fra bilens bagsæde, i en lugt af olierede twisttotter i karosseriets sidelommer og solbagte sprækkede vinylsæder, at være tryllebundet af Irmas farverige neonreklamer med hønen og de bevægelige æg, som spejler sig i søerne ved Nørrebro. De var tegn på, at vi var halvvejs mellem vores hjem på Frederiksberg og Thor & Margots på Østerbro.

Uden at det står lysende klart for mig, formoder jeg, at et besøg hos morfar og hans tredje hustru for os drenge indebar det føromtalte obligatoriske vandkæmmede hår og danseskoletøj og hertil en til bevidstløshed gentaget formaning om, at små børn skal ses og ikke høres.

Det ville ligne min mor at spytte på et lommetørklæde og færdiggøre finpudsningen af sine fysisk aktive poder, altså alle andre end mig, foran opgangens gadedør.

Thor og Margot

Husker jeg det mindste fra Thor & Margots hjem, har det været polerede parketgulve, persiske tæpper, glammende cockerspanieler og glimtende lysekroner. En ting husker jeg dog klart:

Formodentlig i Trondhjemsgade og i hvert fald i sommerhuset i Mikkelborg var det et fast ritual, at Thor på et tidspunkt, når vi mindst ventede det, ville trække os til side. Han ville så til vores velindstuderede overraskelse give os hver en tier fra et tykt bundt pengesedler, som han hev op af sin dybe lomme. Seddelbundtets tykkelse var mindst lige så fascinerende som det faktum, at han holdt styr på det med en stor blankpoleret sølvklemme.

Selv har han duftet af diskret aftershave, røg og brillantine fra det tilbagestrøgne grå hår. En tikroneseddel var et markant løft i en måneds lommepenge, og i sommerhuset gav den direkte adgang til en syndflod af overvældende fem- og tiøres valgmuligheder hos slikmutter på den anden side af Strandvejen. Foruden forbløffelse skulle vi også tilkendegive umådelig taknemmelighed ved pengeuddelingen.

Margot har næppe skænket os megen opmærksomhed. Jeg husker hende mest for hendes affekterede højkøbenhavnske; “altså” blev udtalt “aaarhlså”, “kan” blev til “karn”, mens hun med sine juvelbesatte fingre tog sig til perlekæden under kalkunhalsen.

Langt senere, i lejligheden på Østerbrogade, overhørte jeg Margot annoncere gennem de lukkede fløjdøre: “Sødeste Jette, jeg karn arlså ikke døje frugt på dåse, jeg spiser det kun friskt.”

Udsagnet gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, fordi dåseferskener og -frugtsalat i sirupslage var den omtrent lækreste dessert, jeg kunne forestille mig. I vores familie af grovædende drenge var frisk frugt rationeret til ét stykke per næse per dag.

Jeg fik blindtarmsbetændelse som femårig og kom akut på Frederiksberg Hospital. På dette tidspunkt må relationen mellem min mor og hendes far have været tålelig med forsoning i ascendanten.

Thor & Margot tilbød nemlig helt uhørt, at jeg kunne komme på rekonvalescens hos dem i sommerresidensen ned til Øresund. Samvær solo mellem mig og mine morforældre havde på ingen måde haft forudgående generalprøve.

Mine ældre brødre morede sig med at bilde mig ind, at jeg ville blive rullet ind i et tæppe og transporteret op ad Strandvejen surret på siden af Margots lille labre Mercedes 250 SL, kendt fra bilkortene (god på tophastighed, kubik og antal cylindre, dårlig på længde og antal døre).

Da jeg opfattede Margot som den lyslevende inkarnation af Cruella de Vil fra 101 dalmatinere, forekom tæppetransporten mig at være et fuldt ud realistisk scenarie. Måske kom jeg rent faktisk til sommerhuset en uge eller to, for der foresvæver mig en vildt skræmmende følelse af være alene med Thor & Margot.

Hvis det ikke er en drøm, må jeg mest have haft med tjenestefolkene at gøre. Mit klareste minde fra begivenheden var, at man på Frederiksberg Hospital måtte få gul sodavand, hvad vi aldrig fik hjemme, rigere var vi åbenbart heller ikke.

Min mor og gennem hende også min far opfattede Margot som en snyltehveps på den forsvarsløse kålorm Thorvald; hun havde stukket sin brod langt ind i ham, og hendes onde hensigter klækkede og voksede og sugede næring, til de havde tømt ham for livskraft.

Med velberåd hu ville Margots planer vente strategisk med at sætte tænderne i Thors vitale organer, indtil de selv var flyvefærdige. Mine forældre mente ikke, at Thor havde truffet selvstændige beslutninger, siden han giftede sig med sin tredje hustru.

Dette kan jeg skrive omkostningsfrit, for Margot har ingen efterkommere, der kan krænkes over min hæmningsløst ensidige fremstilling. Det er værre med andre hovedpersoner i denne fortælling.

Klarsyn

Min mor har over for mig påstået, at Thor efter nogle år i kløerne på Margot trods alt fik nok og i et øjebliks karakterafvigende klarsyn mandede sig op og bad hende flytte. Til det skulle Margot ifølge min mors overlevering have svaret: “Jarmen, arltså, søøøde Thor, det ved du godt, det kommer arldrig til at ske. Hvis nogen flytter her, bliver det dig, for det hele står jo i mit narvn!”

Indtil nu har jeg betragtet den historie som én af min mors mange veldokumenterede vidtløftigheder, af hvilke flere vil følge. Replikskiftet mellem Thor & Margot er for direkte og corny konstrueret, det passer for kompakt til min mors billede af sin far som en viljeløs handskedukke på sin tredje hustrus hånd.

Mine undersøgelser til denne bog sandsynliggør, at replikskiftet kan have fundet sted, og at det i høj grad er tænkeligt, at Margot selv har fortalt historien som en finurlig anekdote om sin magt over Thor.

Som erstatning for herskabsvillaen på Frederiksberg tilbød Margot os en treethalvtværelses lejlighed på Vennemindevej på Østerbro, formentlig i en af Thors andre ejendomme. Det måtte række til den enlige Jette, de fem sønner, en au pair-pige og en hund. Jeg ved knap, om hunden var tænkt med i flyttelæsset.

Jette afviste tilbuddet, og det var her, hun i stedet for egen regning fandt en syvværelses lejlighed på noget, der hed Østerbrogade ved Trianglen, lige over Fona, hvor Margot siden afviste dåsefrugt.

Et par år efter skilsmissen flyttede min far endnu længere væk, denne gang til London, og skønt han besøgte os i så mange ferier som muligt, blev han hurtigt en fjern figur.

I mellemtiden begyndte jeg at optage smalfilm med mine venner fra Johannesskolen og udpegede uden modkandidater mig selv som bestyrer af min families beholdning af levende billeder. Jeg gik til opgaven med en rigsantikvars omhyggelighed.

Det var et gigantisk arkæologisk arbejde at sortere filmene i kronologisk rækkefølge og klippe fejlskud, indløbsstrimler og over- og dobbelteksponeringer ud. Det resulterede i mere end 20 ruller à en halv time hver.

The Huge Saga

Jeg optog ovenikøbet mellemliggende håndanimerede titelskilte med magnetbogstaver på metalplader til de stumme film for at kommentere indholdet med mine 13-14-årige gammelkloge bemærkninger, og med en humoristisk sans, som næppe har udviklet sig meget siden da, navngav jeg det samlede værk: The Huge Saga.

Denne Pagtens Ark af filmruller har jeg ruget over omtrent så ærbødigt, som danske forskere har fortolket hver en rune på Jellingestenene, og jeg betragter de ti timers flimrende levende billeder som mindst lige så betydningsladede.

Med et sørgeligt spild af RAM kan jeg alle sekvenserne udenad; i mine indre filmgalger har de overskrifter som Inge i den røde speedbåd, Morfar i den stribede hængekøje, 13-årige Jette i gymnastikringene og meget mere.

Grundet min morfars velstand havde min mor private film i sort-hvid og farve helt tilbage fra sin tiårs fødselsdag i 1945. Der er kun enkelte glimt af morfars første hustru, Johanne (1897-1949), og ganske få flere af hans anden hustru, Inge (1923-62).

Begge døde, før jeg kom til verden, og de taler i heldigste fald stumt til kameraet, når de går forbi i dyre kjoler eller hundser med stuepiger, unavngivne tanter eller husbestyrerinder.

Mit intense arkivararbejde har medført, at man kan vække mig klokken tre om morgenen og høre mig i, hvilken sommer vi var på familiecykeltur på Sejerø, eller hvilke år vi besøgte far i London. Til min uvisnelige ærgrelse efterspørger ingen disse oplysninger.

Lige så få har set mine med møje sammenklippede strimler. Jeg erfarede til min forbløffelse, at blandt alle mine familiemedlemmer syntes kun jeg, at der overhovedet var en kernefamilie at mindes ved at se filmene sammen.

Brødrenes forhold til moren

Med min fortælling om min mors lejlighedsvis glamourøse og overvejende tragiske baggrund håbede jeg at formå mine brødre til at tilgive, at vores mor gennem livet opførte sig stridbart og cirka ti gange værre i sit afskedsbrev. Jeg forestillede mig, måske naivt, at de ville sige: “Ok, hun var hårdt plaget, så pyt da.”

Det er ingenlunde sket. Mine brødre har ikke ændret deres holdning til vores mor efter at have hørt min udgave af familiens historie. Men ét stik har jeg dog taget hjem: Min familie har i det mindste nu, med 46 års forsinkelse, først i radioen og måske i denne bog set nogle af billederne fra vores fælles smalfilmsarv.

Både de og jeg er, for første gang siden vores mors død for 20 år siden, blevet opmærksomme på, hvor forskellige vores forhold var og er til vores mor og vores familie. Og som en sidegevinst for mig har min mor nu fået omtrent så megen opmærksomhed, som hun håbede på, da hun skrev sit efter dette herostratisk berømte brev.

 

Jettes fem sønner omkring 1976. Hendes nu herostratisk berømte afskedsbrev henvendte sig til os efter alder, nedefra og op. Efternøleren Philip i midten forrest, mig til højre for ham. I midten på sofaen Michael, til højre Carsten med en forbigående kæreste, Janne, til venstre på sofaen Ieuan med hans senere hustru, Le.

Jettes fem sønner omkring 1976. Hendes nu herostratisk berømte afskedsbrev henvendte sig til os efter alder, nedefra og op. Efternøleren Philip i midten forrest, mig til højre for ham. I midten på sofaen Michael, til højre Carsten med en forbigående kæreste, Janne, til venstre på sofaen Ieuan med hans senere hustru, Le.