Søgte hjælp på Facebook: Hvor er min lillesøster

48-årige Maria har altid vidst, at hun havde en biologisk lillesøster et sted i Danmark. Og det har altid været hendes største drøm at finde hende. Men det er først nu, at hun har fundet modet til at søge aktivt efter hende.

”Kære netværk. Jeg har brug for jeres hjælp.”

Sådan indledte 48-årige Maria det opslag, som hun lagde på Facebook 3. april klokken 18.07. Det havde taget hende lang tid at skrive. Og mange år at finde modet til at få ud. Men nu var hun klar.

I opslaget søgte Maria Fage Ifversen sin biologiske lillesøster. En lillesøster, som hun tilbragte de første år af sit liv med i Bangladesh, og som hun vidste, var blevet adopteret til en familie i Danmark kort inden, at Maria selv blev adopteret af en familie i Skagen i 1980. Hvor i landet hendes søster var vokset op, vidste hun ikke.

Håber at finde genkendelse

Maria ved i det hele taget ikke meget om den søster, hun så gerne vil finde. Men det gør ikke ønsket mindre.

– Det er min store drøm. Jeg håber at finde en ligesindet, som måske kan huske noget fra vores barndom, som jeg ikke selv kan. Og jeg håber at finde et menneske, som jeg kan mærke, at jeg genkender. Det ville være helt fantastisk. Et mirakel. Det burde ikke være umuligt, for Danmark er jo ikke så stort. Hvis min søster senere er rejst til udlandet, må der da være noget familie eller nogle venner, der ved, hvem eller hvor hun er, siger Maria.

Husker mødet med sine adoptivforældre

Maria var knap seks år, da hun landede i Kastrup Lufthavn og blev modtaget af sine adoptivforældre. Hun husker tydeligt, hvordan hun satte en småkage i munden på sin far i midten af hans skæg.

Og hun husker, hvordan hun efterfølgende altid var lige i hælene på sin mor. Skulle moderen hænge vasketøj op i haven, stod Maria lige bag hende. Mest af alt husker Maria den kærlighed og tryghed, der ramte hende, da hun flyttede ind til sin nye familie og blev fiskeeksportørens datter i Skagen.

Husker ikke børnehjem eller søster

Tiden inden husker hun stort set ikke. Den første del af barndommen er væk. Nærmest slettet fra Marias hukommelse. Fra papirerne ved hun, at hun og hendes søster ankom til Sister Benedict’s børnehjem i Chittagong i Bangladesh i 1978, da hun selv var fire år. Hvor de havde været inden, aner hun ikke. Hun husker heller ikke sin lillesøster.

Men hun har billeder af sig selv fra børnehjemmet, hvor hun står i en skriggul skjorte med pufærmer og smiler bredt til kameraet. Lidt ved siden af står en mindre pige og nulrer sine hænder. Hendes smil er lidt mere genert. Men hun ligner en, der er glad for at stå der ved siden af Maria. Hun ligner en, der måske godt kunne være hendes søster.

 

Det kan være Marias lillesøster, som hun står ved siden af her. (privatfoto)

Det kan være Marias lillesøster, som hun står ved siden af her. (privatfoto)

 

Forældre med amsser af overskud og kærlighed

Det er det, som Maria gerne vil finde ud af nu. Og hun er klar til at kæmpe for det. For hun har kæmpet hele sit liv, og det er hun kommet langt med.

Da hun først kom til Danmark, var hendes forældre ellers lidt bekymrede for, hvor meget hun kunne klare. Hun var fysisk en lille pige fra et land, langt borte, desuden var hun født med kun én arm. Kunne hun færdes sikkert på trapper? Skulle hun have ekstra hjælp?

Marias forældre var klar til at give den ekstra hjælp. De havde i forvejen to biologiske børn, men de kunne mærke, at de havde mere kærlighed og omsorg at give af, så de valgte at adoptere to børn fra Bangladesh, hvoraf Maria er den ene.

– De ville gerne give nogle børn med et handicap et bedre liv, selv om de allerede havde deres egne børn. Det, synes jeg, siger meget om dem. De var de mest varme og kærlige mennesker, siger Maria, som hurtigt blev taget med til mor-barn svømning.

 

Maria var overhovedet ikke skrøbelig, selvom hun kun havde en arm. Faktisk kunen hun præcis det smame som andre børn. (privatfoto)

Maria var overhovedet ikke skrøbelig, selvom hun kun havde en arm. Faktisk kunen hun præcis det smame som andre børn. (privatfoto)

 

Maria kunne det hele

Det var her i de kølige klorvand, at hendes mor indså, at Maria overhovedet ikke var skrøbelig. Hun var en bomstærk lille pige, der allerede efter få gange sagtens kunne klare sig i vandet uden sin mor ved bassinkanten.

Der var i det hele taget ikke meget, som Maria ikke kunne. Præcis som sine søskende, spillede hun badminton og fodbold, og da hun kastede sig ud i springgymnastisk, endte hun på et elitehold.

 

Maria med sin bror. (foto privat)

Maria med sin bror. (foto privat)

 

Kom på svømmelandsholdet

Men det var i svømmehallen, at Maria skilte sig mest ud. Faktisk lå hun så langt foran, at hun blev udtaget til para-landsholdet, hvilket betød, at hun skulle træne hver eneste dag og jævnligt deltage i svømmetræning med de andre landsholdssvømmere i København.

Sin højre arm savnede hun aldrig, når hun flød gennem bassinet. Hun havde jo aldrig prøvet at have den. Men engang havde hun levet med en søster i Bangladesh. Det fik hun allerede tidligt at vide, og længe prøvede hendes adoptivforældre af finde frem til den søster, så de to piger kunne møde hinanden. Men der var rod i papirerne, så det lykkedes aldrig, og livet gik videre.

Blev bevidst om, hun ikke lignede anrde

Da Maria blev teenager, begyndte den manglende arm at være lidt i vejen. Hvor den aldrig havde givet hende modstand under sport, generede den hende, når hun kiggede sig selv i spejlet.

– Jeg ville jo bare ligne de andre, og jeg begyndt at blive bevidst om, at jeg så anderledes ud. Godt nok fik jeg en protese, men den fungerede aldrig for mig, fordi jeg ikke kunne bevæge fingrene i den, siger Maria, som har en lille hånd, der hvor armen mangler, og med hjælp fra den kan hun alt, lige fra at strikke til at spise med kniv og gaffel.

Så rent praktisk savnede hun aldrig en arm. Heller ikke da hun senere blev mor til fire, og man kunne se hende cykle rundt med indkøbsposer på styret og trætte børn i barnesædet.

 

I mange år gemte Maria sig lidt og brød sig ikke om at vise sig frem på de sociale medier.

I mange år gemte Maria sig lidt og brød sig ikke om at vise sig frem på de sociale medier.

 

Viste sig ikke på de sociale medier

Men der var nu visse ting, som armene holdt hende tilbage fra.

– Jeg gemte mig lidt i mange år. Jeg havde slet ikke modet til at få taget billeder af mig selv og lægge dem ud på de sociale medier.

Ulykke og skilsmisser

En gang imellem kræver det et skub at gøre noget, man ikke tør. Livet har da også givet Maria nogle gevaldige skub. Og nogle hårde slag og syngende lussinger.

Som højgravid med barn nummer tre i maven var hun ude for en trafikulykke, hvor bilen trillede tre gange rundt på landevejen mod Skagen. Både Maria og barnet i maven kom ved et mirakel levende derfra. Det gjorde hendes to små børn på bagsædet også. Senere kom Maria levende gennem to skilsmisser. Men den anden, fra hendes yngste datters far, var tæt på at vælte hende.

Skulle samle sig selv op

Det er snart fire år siden, hun flyttede til Brovst, hvor hun skulle samle sig selv op og begynde på sit nye liv efter skilsmissen. Den slags er en benhård disciplin. Selv for en landsholdsvømmer.

Sund i krisen

– Det krævede altså en robusthed, og det har været smertefuldt. Jeg begyndte at tænke over, at der var meget, som jeg ikke selv kunne ændre ved i min situation. Men der var også meget, jeg selv var herre over. Jeg kunne dyrke motion og være fysik sund. Og jeg kunne prøve at se det lyse i livet og være mentalt sund, siger Maria, som efterfølgende fik ideen til at starte sit eget firma som sundhedscoach, hvor hun kunne hjælpe andre til at gøre det samme.

– Jeg ved godt, at jeg ikke kan redde folks liv. Men jeg vil gerne følge dem i en retning, så de kan se lyset for enden af tunnelen. Det er selvfølgelig okay at sidde i et hjørne og græde. Man skal bare rejse sig op igen. Det er helt sikkert svært, og folk har mange grunde til ikke at dyrke motion og leve sundt.

Måske har de angst eller depression. Jeg har selv prøvet det hele, men man kan godt leve et sundt liv alligevel. Man kan også dyrke motion, selv om man mangler en arm. Eller et noget helt andet. Og man kan passe på sig selv, selv om man er enlig mor til fire. Jeg har været der.

Så sin største frygt i øjnene

Maria havde tusinde ideer til, hvordan hun kunne hjælpe andre mennesker. Hun havde også energien til det. Der var dog en ting, hun manglede. Skulle hun sælge sine kurser, skulle hun også sælge sig selv. Og det betød, at hun nu var nødt til at se sin største frygt i øjne: Hun skulle træde frem og lægge billeder af sig selv på Facebook.

– Det kunne jeg virkelig ikke lide, og det tog mig halvandet år at tage mig sammen, siger Maria, som efter det lange tilløb endelig begyndte at lægge smilende billeder ud af sig selv som sundhedscoach.

 

Maria har oplevet store kriser i sit liv, som hun ikke kunen gøre noget ved. men hun kunen gøre noget ved sin egen mentale og fysiske sundhed, så det har hun gjort.

Maria har oplevet store kriser i sit liv, som hun ikke kunen gøre noget ved. men hun kunen gøre noget ved sin egen mentale og fysiske sundhed, så det har hun gjort.

 

Kender du Marias søster

Da hun havde overvundet den udfordring, kom det næste skridt næsten af sig selv. Når hun nu turde stille sig frem på Facebook, kunne hun så ikke også bruge sin digitale stemme til at få opfyldt sin største drøm om at finde sin søster?

Marias opslag den 3. april var klart, rørende og modigt. Hun skrev de få informationer, hun havde om sin søster, og så bad hun om hjælp. Opslaget blev delt og læst flittigt, og efterfølgende har hun fået flere forskellige henvendelser. Blandt andet fra andre voksne adoptivbørn, som boede på børnehjemmet i samme periode. Det hele er brikker til Marias historie. Men sin søster har hun ikke fundet. Ikke endnu i hvert fald. Kender du en kvinde på cirka 46 år, som kunne være Marias lillesøster, er du velkommen til at tage kontakt til Maria Fage Ifversen på Facebook.