Tog stoffer som 13-årig

Mynthe er kun lige fyldt 14. Hun sidder i en lejlighed, hvor sofabordet flyder med amfetamin, og alle er påvirkede. Hun er den absolut yngste i selskabet, og hun skal møde ind morgenen efter til en time i 8. klasse.

– Det var et fristed. Jeg var ikke glad, når jeg var der, men jeg var heller ikke ked af det. Jeg var der bare, fortæller Mynthe.

I lejligheden i Holbæk, hvor Mynthe sad og tog stoffer og holdt sig vågen i hele weekender, følte hun for første gang i sit liv, at hun var en del af et fællesskab.

Ensom og udstødt

– Jeg ville bare være et sted, hvor det var okay, at jeg var. Og det var så her på en sofa foran et bord fyldt med stoffer.

Mynthe havde hele sin barndom higet efter at finde et sted, hvor hun passede ind. Den var i stedet fyldt med ensomhed og dårligt selvværd, så hun følte ikke, at der var plads til hende særlig mange steder. Men det var der på sofaen i lejligheden, hvor det vigtigste var stoffer.

Når Mynthe taler om sin folkeskoletid, er det ikke gode minder, hun husker tilbage på.

– Jeg græd, hver gang der var skole-hjem-samtaler, og vi skulle snakke om min trivsel. Jeg var så ulykkelig.

Mynthe følte sig ensom og udenfor. Det var ikke den slags mobning, hvor skældsordene fløj rundt i lokalet og ramte, det var den mere stille mobning, hvor hun ikke måtte være en del af de pigefællesskaber, man hungrer efter, når man er en usikker lille pige. Det skiftede lidt, om Mynthe måtte være sammen med de andre, men hun vidste, at det ikke var hver dag, hun var heldig nok til at komme med.

– Jeg gik altid i skole med ondt i maven, for jeg vidste ikke, om dagen ville blive en af dem, hvor jeg gerne måtte være sammen med de andre, eller om jeg skulle gå alene, fortæller hun.

Ville passe ind

Da Mynthe var 13 år, begyndte hun at hoppe ud ad vinduet i barndomsværelset for at hænge ud ved byens station eller ved Brugsen, hvor de unge mødtes for at drikke alkohol. Her mødte Mynthe en dreng, der var 18 år, som hun blev kæreste med.

Mynthe fik skabt sig en vennekreds omkring kærestens ældre venner. Det var også her, hun blev introduceret til amfetamin. – Pludselig følte jeg, at der var nogle, der ville mig. Jeg hørte til et sted. Man behøvede ikke at være noget for at få lov til at være der, og det syntes jeg, var ret sejt, fortæller Mynthe.

En glidebane

Selv om Mynthe nu havde fået en vennekreds i sin fritid, var hun stadig alene i skolen. Hendes tre år ældre fætter, der også gik på skolen, var dog et lyspunkt i hendes dag.

– Ham elskede jeg. Han passede på mig, og hos ham var der altid plads til mig, fortæller Mynthe.

I 7. klasse, passede hun sin skole, men weekenden blev brugt på at ryge og tage stoffer med den nye omgangskreds. I lang tid troede Mynthe, at hun kunne styre det, men da hendes fætter blev dræbt i en bilulykke, faldt hendes verden fra hinanden.

– På det tidspunkt tænkte jeg, at det hele kunne være lige meget. Jeg begyndte at tage en masse stoffer, så jeg kunne føle bare en lille smule glæde.

Misbruget tog til, og hvor hun før primært røg hash og amfetamin, begyndte hun nu også at tage ecstasy og kokain.

– Jeg vidste jo godt inderst inde, at det kunne være ret farligt, men jeg tænkte ikke så meget over, at jeg kunne dø af det. Jeg tror generelt ikke, jeg tænkte så meget på det her tidspunkt, fortæller Mynthe.

Begyndte at sælge

Misbruget gik fra, at Mynthe selv tog stoffer, til at hun som 15-årig stod på den lokale kro med 100 ecstasypiller, som hun havde tænkt sig at videresælge.

– Når jeg tænker på det nu, er det jo fuldstændig vanvittigt, men jeg var jo afhængig af den selvfølelse, det gav mig. Selv om jeg ikke ville indrømme det over for mig selv dengang.

Det blev en afhængighed for Mynthe, fordi hun pludselig skulle bruge stofferne for ikke at føle sig deprimeret. Jo flere stoffer hun tog, des mere skulle der til, før hun følte sig normal.

– Til sidst tænkte jeg slet ikke over, at jeg tog stofferne mere. Det gjorde jeg bare, for det var det, vi gjorde i min vennekreds.

Vendepunktet kom, da Mynthe begyndte at læse til social- og sundhedshjælper. Hun flyttede til en anden by, hvor hun skiftede miljøet og vennekredsen ud. Lige så stille begyndte hun at fokusere mere på skolen, og stofferne kom i baggrunden. Nu jagtede Mynthe 12-taller i stedet for rusen.

– Det var nærmest en glidende overgang for mig at blive stoffri. Pludselig begyndte jeg bare at interessere mig for noget andet.

Mynthe skiftede stofferne ud med hård træning. Hun begyndte at stille op i konkurrencer, og når hun skulle følge en kostplan og streng træning, passede stofferne ikke ind i hendes livsstil.

Stolt af at være mor

– Træning blev min nye afhængighed. Jeg brugte al min tid på det. Jeg tror, jeg skal acceptere, at jeg er sådan en, der hele tiden skal have noget, som jeg går op i. Jeg kan ikke bare tage den med ro, fortæller Mynthe.

Der er dog kommet lidt mere ro på. I mere end 12 år har den nu 29-årige Mynthe været stoffri. Og der er sket ting, hun aldrig havde tænkt, var noget for hende.

Fra at være stofmisbruger til bodybuilder er hun nu et sted midt imellem, hvor intet er så ekstremt. Hun har fået en kæreste, et barn og et hus i et villakvarter.

– Jeg havde aldrig troet, at jeg ville få sådan et liv, fortæller Mynthe med et grin og kigger ned på sin tre måneder gamle søn Emil og fortsætter:

– Men det gør ikke så meget, at mit liv går lidt langsomt nu, for han er godt nok sød. Det er stort at være blevet mor, og Mynthe vil gøre alt for, at hendes egen søn aldrig får det, som hun havde det, da hun var teenager.

– En af de største konsekvenser af mit misbrug er, at jeg skal acceptere, at jeg aldrig kommer til at føle den eufori, som jeg følte, når jeg tog stoffer. Og det er noget skidt, så jeg håber, at min søn aldrig kommer ud i det. Jeg vil i hvert fald gøre mit for at passe på ham.