Pep humøret op: Få mere livsglæde

"Føler du dig glad, så er du godt på vej til at leve længere, for godt humør holder også hjertet sundt", påpeger Ude og Hjemmes læge, Jerk W. Langer. Her får du 6 tips til, hvordan du bliver gladere.

Trist ved mode over tidens coronastress? Så gå en lang tur i nærmeste skov eller park. Du kommer både i bedre humør samt styrker hukommelsen. Forskere fra det canadiske Rotman Research Institute har gennemført et interessant forsøg med 20 depressive mænd og kvinder midt i 20’erne, der hver dag gik en timelang tur, enten i en stille park eller på en støjende vej i byen.

Læs også: Kom godt i gang: Superkondi under corona

Alle gennemgik tests for humør, opmærksomhedsevne og hukommelse. Alene gåturen var nok til at løfte humøret. Men turen i den stille park havde yderligere fordele ved at styrke hukommelse og opmærksomhed med 16 procent, fremgår det af fagtidsskriftet Journal of Affective Disorders.

Holder hjertet sundt

Føler du dig glad, så er du godt på vej til at leve længere, for godt humør holder også hjertet sundt. Om din glæde skyldes, at du sætter pris på at læse velskrevne bøger, at gå tur i skoven med din partner, eller lytte til din yndlingsmusik, er ikke det afgørende. Alene det, at du føler dig veltilpas, er godt for hjertet, konkluderer en undersøgelse, som fulgte næsten 2.000 kvinder og mænd gennem 10 år og undervejs vurderede betydningen af faktorer såsom humør, glæde, tilfredshed og optimisme samt i den anden ende af skalaen depression, fjendtlighed og ængstelse.

Læs også: Fri for stress: Find den bedste motion

Disse faktorer omregnede forskerne til en skala for glæde, som er blevet sammenlignet med faren for hjertesygdom. Glade, entusiastiske og tilfredse mennesker, der opfatter glasset som halvt fuldt snarere end halvt tomt, har markant større chance for at holde hjertet sundt ifølge undersøgelsen. At føle sig positiv og overskudsagtig kan selvfølgelig være en kortvarig og forbigående fornemmelse, men sædvanligvis er det et ret stabilt karaktertræk, som præger én grundlæggende.

En indsats hver dag

Blandt de mulige forklaringer på den hjertebeskyttende virkning er, at vi generelt er mere afslappede og afstressede, når vi føler os på toppen og overskudsagtige. Man kommer sig hurtigere efter en stressende oplevelse, så den ikke bliver hængende i kroppen, hvilket ellers på sigt er skadeligt. Endelig spiser og lever man ofte mindre sundt som trist og nedtrykt.

Så gør en indsats hver dag for at slappe af og have det sjovt. Start med at komme udenfor og gå en lang tur. Både af hensyn til din mentale og fysiske sundhed.

Mange hilsner Jerk W. Langer

Læs også: Kør på elcykel: Gode råd

Sådan bliver du gladere

  • Smil. Smilefunktionen i sig selv signalerer til hjernen, at du skal være gladere.
  • Hæng ikke så meget i hverken fortid eller fremtid, men koncentrér dig om at være til stede i nuet.
  • Spred glæde. Når du gør andre glade, smitter det tilbage til dig selv.
  • Hold med jævne mellemrum et par minutters mental pause, og lad tankerne flyve frit af sted. Du får mere ro og balance, og hjernen bliver igen klar til at fokusere på nuet.
  • Bevæg dig, så musklerne sender hormonlignende stoffer op i hjernen, der aktiverer humørcentret og giver mere overskud.
  • Med glade mennesker omkring dig i din sociale boble er det sværere at være nedtrykt, end når du sidder alene og spekulerer fortvivlet. Så søg andres selskab, eventuelt virtuelt.

Læs også: Svøm dine smerter væk