Tjek årsagerne: Slut med hovedpine

"Gør en indsats for at tjekke, om noget i hverdagen kan ligge til grund for eller forværre hovedpinen" siger læge Jerk W. Langer. Han påpeger 17 mulige årsager til hovedpine, som ofte er en del af vores dagligdag.

Hovedpine er skyld i masser af ubehag og sygedage, og vi tager et astronomisk antal hovedpinepiller mod denne folkelidelse, som de fleste rammes af med mellemrum. Nogle selvfølgelig meget hårdere end andre. Migræne og spændingshovedpine er de hyppigste former. Medicin har bestemt sin berettigelse til at lindre en kortvarig og ukompliceret hovedpine. En særlig type medicin er ofte nødvendig som behandling og forebyggelse af svær migræne.

Læs også: Slut med smerter: Alternativ til medicin

Men medicin skal aldrig anvendes uden grund, for der kan være bivirkninger såsom mavesmerter, mavesår, forhøjet blodtryk og i værste fald blodprop i hjertet afhængigt af præparatet. Tager du ofte hovedpinemedicin, kan den paradoksalt give mere hovedpine, og så er man endt i en ond cirkel. Gør en indsats for at tjekke, om noget i hverdagen kan ligge til grund for eller forværre hovedpinen. Noget af et detektivarbejde, men i bedste fald slipper du ikke blot for pillerne, men også for hovedpinen.

Mange hilsner Jerk W. Langer

Læs også: Myter og fakta om dit syn

Til kamp mod hovedpinen

  • Dårlig arbejdsstilling med konstant anspændte muskler kan give både hovedpine samt smertende muskelinfiltrationer i skuldre og nakke. Rejs dig op en-to gange i timen, og gå lidt omkring, mens du løsner op i ryg, skuldre og nakke. Stå op, når du taler i telefon. Anvend om muligt et hæve-sænke-bord.
  • Stress og jag uanset årsag gør dig anspændt og frustreret, hvilket lægger bunden for spændingshovedpine.
  • Træk og kulde kan give hovedpinefremkaldende muskelspændinger i nakke og skuldre.
  • Dæmp de høje forventninger til det perfekte liv. Gør noget ved det, du kan ændre, og acceptér, hvad du ikke kan ændre.
  • Har du slidgigt i nakken, så finder du på Gigtforeningens hjemmeside en instruktionsfilm til nakkeøvelser, som tager 15 minutter at gennemføre, hvad jeg anbefaler, at du gør dagligt.
  • Hovedpine kan skyldes både for lidt søvn og forstyrret søvn. Sluk tv og smartphone om aftenen, så hjernen stresser af.
  • Sult kan udløse hovedpine hos nogle, men du bør ikke spise hele tiden. Spis hellere ordentlig mad, der mætter. Undgå hurtige kulhydrater fra kager, slik, sodavand og junkfood, der sender blodsukkeret på hovedpinefremkaldende rutsjetur.
  • Få tjekket, at briller eller kontaktlinser har korrekt styrke, og drop forfængeligheden, og benyt læsebriller, når du har nået den alder.
  • Modvirk et trykkende indeklima med hyppig udluftning, eller gå en tur udenfor, så tit du kan.
  • Omskiftelige vejrforhold er det umuligt at gøre noget ved. Men alene det, at du erkender at være følsom over for eksempelvis tordenluft, gør dig bevidst om, at hovedpinen forsvinder igen, når vejret atter skifter.
  • Drikker du meget kaffe om morgenen, men ikke resten af dagen, kan koffeinabstinens give hovedpine om aftenen. Tag en kold tyrker, eller skift til koffeinfri kaffe.
  • Stærke oste, krydret og stegt mad, citrusfrugter og chokolade kan udløse migræne. Men der er stor forskel fra person til person, så gør dine egne erfaringer.
  • Rødvin kan udløse hovedpine hos særlig følsomme, og vi taler ikke om tømmermænd. Der er forskel på, hvilken druesort det drejer sig om. Prøv dig frem.
  • P-piller hjælper nogle kvinder med migræne, mens andre omvendt får hovedpine. Tal nærmere med lægen om præparatvalget.
  • Graviditet og overgangsalder mildner som regel migræne, men det omvendte kan også forekomme.
  • Stærkt sollys, flimrende computer-skærme og for meget tv-kiggeri kan udløse migræne hos nogle.
  • Et kronisk forbrug af hovedpinepiller kan paradoksalt gøre ondt værre. Mistænker du, at det er tilfældet, skal du ikke selv stoppe med ordineret medicin, men sammen med lægen vurdere, hvordan du bedst slipper ud af den onde cirkel.

Læs også: Undgå ondt i nakken: Brug skærmene rigtigt