Hjerneblødning lammede Tine: Sygdommen har reddet mit liv

Hun havde så travlt med at undgå at se sin fortid i øjnene, at hun var ved at køre sit liv af sporet. Det satte en hjerneblødning en brat stopper for. I dag er hun lam i halvdelen af kroppen – og taknemmelig for det, det har givet hende.

– Hvis min søn ikke var kommet, havde jeg været død nu, siger Tine Møgelgaard Christensen.

For ti måneder siden sad hun i sin lejlighed i Køge og ventede på, at hendes voksne søn skulle komme på besøg. Kort inden han trådte ind ad døren, begyndte hun at få det dårligt. Hendes hoved gjorde ondt, som det aldrig har gjort ondt før, og hendes ansigt lystrede pludselig ikke.

– Min mund begyndte at hænge, jeg savlede, og jeg kunne ikke tale. Min søn havde hovedet i telefonen og opdagede ikke noget med det samme, så jeg måtte google symptomerne og vise ham resultatet. Så skyndte han sig at ringe 112.

Kunne ingenting

Det sidste Tine husker, er, at en ambulanceredder bærer hende ned ad trappen i sine arme, og hun tænker, at han skal passe på sin ryg. Så bliver alt sort.

Da Tine vågnede i hospitalssengen, var hun lam i hele den ene side af kroppen. Hun kunne ikke røre sig, havde kateter og fik mad gennem en sonde, fordi hun også var lammet i musklerne i halsen og ikke kunne synke.

– Jeg følte mig levende begravet. Jeg kunne jo ingenting. Jeg kunne ikke engang selv vende mig om i sengen. Jeg savlede og snøvlede, kunne ikke finde rundt i tid og havde hallucinationer. Det så virkelig sort ud, husker 46-årige Tine.

Lægerne bad hende indstille sig på, at genoptræningen ville være langvarig, og hun skulle ikke have for høje forventninger til resultaterne.

– De grinede ad mig, da jeg sagde, at jeg ville kunne gå efter tre uger. Det nåede jeg heller ikke, men jeg gik faktisk efter fire uger. Godt nok med hjælp fra to fysioterapeuter, men det var da ikke helt ved siden af, siger Tine med at stort smil.

Hjerneskadet

Hjerneblødningen gav ikke kun Tine fysiske mén. Hun fik også en hjerneskade, som hun stadig kæmper for at overvinde. Hun kan ikke overskue mange ting samtidig og kan for eksempel glemme at betale i supermarkedet, hvis nogen taler til hende samtidig. Derfor er hun begyndt at bære Solsikkesnoren, så andre kan se, at hun har et usynligt handicap.

Hun er også ramt på hjernens planlægningscenter, og det betyder, at hun for eksempel har en lamineret huskeliste på væggen i sit badeværelse.

– Jeg kan gå ind i brusekabinen og ikke vide, hvad jeg skal gøre. Derfor har jeg huskelisten at støtte mig til, forklarer hun.

I starten havde hun heller ingen opfattelse af hele sin venstre side. Hun registrerede ganske enkelt ikke det, der foregik til venstre.

– Jeg kunne for eksempel glemme at hive op i bukserne eller ikke have redt håret i venstre side. Det lyder nok underligt, men jeg så det simpelthen ikke.

Masser af gåpåmod

I dag bor hun alene i sin lejlighed på første sal. Hun er stadig lam i venstre ben og arm. Armen er låst af spasmer og temmelig ubrugelig, men hun kan gå på benet ved hjælp af en skinne. Hun får lidt støtte af en hjemmevejleder, og hendes søn hjælper med indkøb, men ellers klarer hun sig selv.

– Jeg har endda selv hængt det der billede op på væggen. Det er da meget godt klaret med en arm, siger Tine stolt og peger med den gode hånd på et stort billede, der hænger over sofaen.

Det er lidt af en præstation, kun ti måneder efter at hun ikke engang kunne synke sin egen mad. Men Tine har nok også mere kampgejst end de fleste, og hun kan selv tage æren for sine store fremskridt.

Hårdt arbejde

Tine beskriver sig selv som utålmodig, og det harmonerer selvsagt ikke ret godt med en krop, der er langsom og ikke lystrer hendes ønsker. Men heldigvis har hjerneskaden ikke taget hendes humoristiske sans fra hende, og det hjælper som regel at lave sjov med udfordringerne.

– Hvis jeg var Tinder, havde mit hoved og min krop været et virkelig dårligt match, griner Tine.

Men som hun selv siger, kan man ikke grine alting væk. Det kræver også hårdt arbejde og stor viljestyrke at nå så langt.

– Jeg fik et såkaldt intensivt genoptræningsforløb, hvor jeg boede på genoptræningscenter i seks måneder. Men der var kun træning en time om dagen. Det var jo slet ikke nok, så jeg trænede, alt hvad jeg kunne på værelset.

Da hun skulle udskrives, fik hun tilbudt en handicapbolig, hvor hun kunne komme rundt i kørestol. Men Tine kunne ikke holde tanken ud.

– Jeg er kun 46 år, og jeg vil da leve et almindeligt liv, siger hun.

Så nu bor hun i lejligheden på første sal, har sagt nej tak til hjemmehjælp og har selv trænet sig op til at kunne klare sig i hverdagen.

– Selvfølgelig er der mange ting, der er svære, men jeg ser for eksempel støvsugning og tøjvask som træning, og hvis jeg har andre til at gøre det, så lærer jeg det jo ikke selv.

Det gik for hurtigt

Tine har levet i overhalingsbanen det meste af sit liv. Hun så fremad og kiggede sig ikke tilbage. Men set i bakspejlet, havde hun mere fart på, end hun selv kunne følge med til.

– Jeg har været ude for en del traumer i mit liv. Inden for få år fik jeg alopecia og tabte håret, så fik jeg sarkoidose (bindevævssygdom, red.). Imens jeg var syg, døde begge mine forældre af kræft, og kort efter tog min forlovede sit eget liv.

Mens ulykke efter ulykke væltede ned over Tine, nåede hun ikke at bearbejde det ene, før det næste ramte hende.

– Jeg fik det værre og værre, jeg var ked af mit liv, og alt virkede meningsløst. Men i stedet for at bearbejde mine traumer, begyndte jeg at gå mere og mere i byen, for når jeg festede, kunne jeg glemme problemerne. Men festerne strakte sig efterhånden ud over weekenderne, og til sidst kunne jeg drikke 12 øl uden at blive fuld, husker hun.

Fandt indre ro

Med hjerneblødningen kom store forandringer. Hun var vant til at se godt ud, hun var social og udadvendt og var som regel ude at danse hver weekend. Men efter hjerneblødningen hang hendes ansigt, hun savlede og kunne ikke røre sig.

– Jeg kunne slet ikke kende mig selv, og jeg hadede min krop, der ikke ville det, jeg ville have den til. Jeg syntes, mit liv var forfærdeligt, og jeg havde dage, hvor jeg bare ville dø, husker hun.

Som hun lå lammet i hospitalssengen og så ind i en fremtid som handikappet, var det svært at få øje på noget positivt ved den nye situation. Men med tiden opdagede hun, at hun følelsesmæssigt fik det bedre. Hun fandt ro og begyndte at se positivt på livet og på sig selv.

– Jeg er blevet mere nærværende, og jeg kan mærke, at det er godt for mig at blive tvunget ned i et tempo, hvor jeg selv kan følge med.

– Inden hjerneblødningen havde jeg mest lyst til ikke at være her mere. Nu elsker jeg mit liv, men jeg skulle helt tæt på døden for at værdsætte livet, og på den måde kan man sige, at hjerneblødningen reddede mit liv.

Fik en kæreste

– Det kan godt virke uretfærdigt, at jeg skulle rammes af så megen ulykke. Jeg har nærmest følt mig forfulgt af ulykker og tænkt “hvorfor mig?” Jeg har jo for eksempel aldrig røget. Men jeg havde valget mellem at ligge i fosterstilling og have ondt af mig selv, eller at kæmpe mig op at stå. Der kom min stædighed på banen.

Der er ingen, der skal fortælle Tine, at der er noget hun ikke kan. Så er hun nødt til at bevise, at de tager fejl. Stædig har hun altid været, men det blev særligt tydeligt efter hjerneblødningen, hvor en ven sagde til hende, at hun nok ville få svært ved at få en kæreste igen. Det fik Tine til straks at skrive et opslag på Facebook, hvor hun efterlyste en kæreste. Ingen skulle fortælle hende, at hun ikke kunne. To måneder efter hjerneblødningen havde hun en kæreste.

– Det var jo lidt skørt, for jeg boede på et genoptræningscenter og havde dårligt nok overskud til at være mig. Det holdt heller ikke så længe, men jeg fandt ud af at jeg godt kunne finde en mand, og at jeg stadig kunne være intim, så jeg fortryder det ikke.

Nægter at give op

Tine får ikke nogen hjælp til genoptræning i øjeblikket, så derfor har hun planer om at indrette sit soveværelse som træningscenter.

– Lægerne siger, at min arm aldrig kommer til at virke igen, men det sagde de også om mit ben, og det er da blevet meget bedre. Jeg nægter at give op, siger Tine.

Hun har stadig et stykke til målet om at være helt selvhjulpen. Men hun har lært at tage en dag ad gangen og fokusere på det, der går godt fremfor alt det, hun ikke kan. Det næste mål er at kunne stå for sine egne indkøb.

– Lige nu handler min søn for mig, og han er en kæmpe hjælp, men jeg vil jo helst selv, siger Tine.

Hun mener selv, at hun er nået så langt, fordi hun fokuserer på det positive. Hun har lært, at det er tankerne der styrer, hvordan hun har det, og det har været en afgørende indsigt.

– Jeg skriver alle mine succeser ned. For eksempel det, at jeg nu kan tisse selv. Når jeg er bevidst om alle de små sejre, bliver det tydeligt, at jeg er nået langt.

Man skal vise mod

Da Tine flyttede hjem i lejligheden på første sal efter tiden på genoptræningscenteret, troede ingen, at hun ville komme til at kunne klare den stejle ståltrappe op til lejligheden selv.

– Min søn spurgte, om han ikke skulle bære mig op. Han er så omsorgsfuld og kærlig, men jeg vil jo selv, fortæller Tine.

Hun er blevet bevidst om, at hun ikke vil lade sig styre af angsten for alt det, der kan gå galt, og hun er blevet bevidst om, at det bliver lettere og lettere at klare livets udfordringer, hver gang hun overvinder en forhindring.

– Man må lægge angsten på hylden og vælge at tro på, at man godt kan. Man skal selvfølgelig have respekt for sine egne begrænsninger, så det ikke går galt, men man skal også være modig og udfordre sig selv.

Vil hjælpe andre

Under genoptræningen begyndte Tine at skrive dagbog over, hvordan hun havde det, som en form for terapi. På den måde opdagede hun, at hun var god til at skrive. Som altid for Tine, var der ikke langt fra tanke til handling, og i dag har hun bloggen, tmc-butterflies, hvor hun fortæller om sit liv. Hun er også gået i gang med at skrive en bog og planlægger at holde en række foredrag.

– Jeg har altid gerne villet hjælpe andre mennesker, og jeg håber at andre kan bruge mine erfaringer til at blive inspireret til et bedre liv. Jeg får ofte beskeder fra folk, der læser min blog og er taknemmelige for, at jeg deler min historie. Det er meget bekræftende. Jeg håber, at min historie vil få andre til at kigge indad og stoppe op i tide, hvis de ikke er glade for livet.